Fredericia Kommune fremhæver selv, at der er få borgere, som klager over kommunens afgørelser til Ankestyrelsen. Forvaltningen vurderer, at det er et udtryk for, at den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen er tilstrækkelig. Men den konklusion bør diskuteres – for kommunen erkender samtidig, at ikke alle borgere har ressourcer til at klage. Og blandt de sager, Ankestyrelsen faktisk har realitetsbehandlet, blev 47 procent ændret eller hjemvist.
Det er en interessant modsætning i Fredericia Kommunes egen orientering om Ankestyrelsens Danmarkskort for 2025.
Kommunens forvaltning skriver, at det overordnet er få personer, der klager over kommunens afgørelser. Samtidig erkender forvaltningen, at ikke alle borgere har ressourcer til at klage over en afgørelse. På trods af det vurderer forvaltningen, at det lave antal klager er udtryk for, at den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling er tilstrækkelig.
Men her opstår det oplagte spørgsmål: Kan man bruge antallet af klager som målestok for kvaliteten, når man samtidig ved, at nogle borgere ikke har mulighed for eller overskud til at klage?
Det kan tallene ikke i sig selv afgøre.
Næsten halvdelen blev ikke stadfæstet
På børneområdet blev der i 2025 realitetsbehandlet 19 klagesager fra Fredericia Kommune i Ankestyrelsen.
10 af sagerne blev stadfæstet. To blev ændret, mens syv blev hjemvist. Det giver en samlet omgørelsesprocent på 47 procent.
Ankestyrelsen definerer omgørelsesprocenten som andelen af realitetsbehandlede sager, som enten ændres, ophæves eller hjemvises.
Det betyder ikke, at 47 procent af alle Fredericia Kommunes afgørelser er forkerte. Det ville være en forkert konklusion. Der er tale om de sager, der faktisk er blevet klaget over, sendt videre og derefter realitetsbehandlet af Ankestyrelsen.
Men det betyder heller ikke, at tallet kan ignoreres.
For blandt de sager, som Ankestyrelsen har haft mulighed for at tage stilling til, blev næsten halvdelen ikke stadfæstet.
Børnehandicapområdet er særligt interessant
På børnehandicapområdet blev 12 sager realitetsbehandlet. Her blev seks stadfæstet, én ændret og fem hjemvist. Det giver en omgørelsesprocent på 50 procent. Der var blandt andet fem sager om tabt arbejdsfortjeneste. Her blev tre stadfæstet, mens to blev hjemvist. Fire sager handlede om aflastning og afløsning. Her blev én ændret, to hjemvist og én stadfæstet. Tre sager handlede om merudgiftsydelse/kompensationsydelse. Her blev to stadfæstet og én hjemvist.
Det er netop på områder som disse, at tallene får en menneskelig dimension. Bag en sag om tabt arbejdsfortjeneste, aflastning eller kompensation står der ikke bare et journalnummer. Der står en familie, der har klaget over en kommunal afgørelse.
Kommunens argument har en indbygget svaghed
Fredericia Kommunes argumentation kan opstilles sådan:
Få klager → få sager i Ankestyrelsen → derfor tyder det på tilstrækkelig juridisk kvalitet.
Problemet er, at kommunen selv indsætter en vigtig reservation: Ikke alle borgere har ressourcer til at klage. Dermed bliver antallet af klager ikke nødvendigvis et direkte mål for antallet af problemer.
Det er ikke en påstand om, at Fredericia Kommune træffer forkerte afgørelser. Det kan tallene ikke dokumentere. Det er derimod et spørgsmål om, hvorvidt fraværet af en klage kan bruges som dokumentation for, at en afgørelse er juridisk korrekt.
Ankestyrelsen beskriver selv, at dens statistik kun viser de sager, hvor der faktisk foreligger en afgørelse fra Ankestyrelsen. Omgørelsesprocenten beregnes blandt de realitetsbehandlede sager.
1.759 afgørelser – men kun 19 realitetsbehandlede klager
En anden detalje i Fredericia-materialet er værd at hæfte sig ved. På det samlede børneområde blev der i 2025 truffet 1.759 afgørelser, mens 19 sager blev realitetsbehandlet i Ankestyrelsen. Det er dog ikke muligt direkte at sætte de to tal op mod hinanden, og kommunen gør selv opmærksom på, at tallene ikke er direkte sammenlignelige.
Kommunen oplyser blandt andet, at 14 af de 19 realitetsbehandlede sager vedrørte afgørelser, som Familieafdelingen havde truffet allerede i 2024. Omvendt er der sager fra slutningen af 2025, som først bliver returneret fra Ankestyrelsen i 2026.
Det er en vigtig metodisk pointe. Men den ændrer ikke på, at de 19 sager er interessante, fordi de viser, hvad der sker, når en sag faktisk bliver prøvet af en uafhængig klageinstans.
Ankestyrelsen peger samtidig på udfordringer på børneområdet
Der er også en bredere national kontekst.
Ankestyrelsen skrev i juni 2026, at kommunerne i perioden 2021-2024 havde udfordringer med at overholde lovkravene til sagsbehandlingen i 69 procent af de undersøgte sager på børneområdet. Ankestyrelsen understreger samtidig, at man arbejder systematisk med undersøgelser, vejledning og juridiske eftersyn for at styrke kommunernes praksis.
Det er ikke det samme som, at Fredericia har problemer i 69 procent af sine sager. Det ville være en forkert overførsel af nationale tal til Fredericia.
Men det viser, hvorfor spørgsmålet om juridisk kvalitet ikke nødvendigvis kan besvares alene ved at tælle klager.
Kommunen siger også, at der bliver fulgt op
Fredericia Kommune oplyser samtidig, at sager løbende gennemgås internt med henblik på læring og tilpasning af praksis.
Det er positivt, hvis de hjemviste og ændrede sager rent faktisk bliver brugt til at finde mønstre: Hvorfor blev sagen hjemvist? Var dokumentationen utilstrækkelig? Var lovgivningen fortolket forkert? Manglede der oplysninger? Eller var der tale om en konkret fejl i den enkelte sag?
Det er faktisk her, Danmarkskortet bliver interessant for Fredericia. For spørgsmålet bør ikke alene være, hvor mange der klager. Det bør også være: Hvad lærer kommunen af de sager, hvor Ankestyrelsen ikke stadfæster kommunens afgørelse?
Set med fredericianske øjne
For Fredericia handler det derfor ikke om at råbe »skandale«, hver gang en sag bliver hjemvist. En hjemvisning er ikke nødvendigvis det samme som, at kommunen har truffet en forkert afgørelse. Ankestyrelsens statistik skelner netop mellem ændrede og hjemviste afgørelser.
Men 47 procent i omgørelsesprocent blandt de 19 realitetsbehandlede børnesager er et tal, som giver anledning til at stille spørgsmål. Og måske er det vigtigste spørgsmål ikke, hvorfor så få borgere klager.
Måske er det snarere, om de borgere, der har mulighed for at klage, giver et tilstrækkeligt billede af kvaliteten i den samlede sagsbehandling. Det må være en opgave for både forvaltningen og politikerne at undersøge. For i sidste ende handler Ankestyrelsens tal ikke kun om procenter og Excel-ark.
Det handler om, hvorvidt en borger i Fredericia kan være sikker på, at den afgørelse, kommunen træffer første gang, også holder, hvis nogen vælger at få den prøvet.
Og netop derfor bør 47 procent ikke nødvendigvis være slutningen på diskussionen – men begyndelsen på den.