En dom fra Retten i Odense bør få frivillige bestyrelsesmedlemmer over hele landet til at spidse ører. For hvad sker der med foreningslivet, hvis den, der siger ja til en ulønnet bestyrelsespost, samtidig siger ja til et personligt økonomisk ansvar, der i værste fald kan løbe op i hundredtusindvis eller millioner af kroner?
Det er det alvorlige spørgsmål, der står tilbage efter dommen i sagen om Odense Øvelokaleforening og spillestedet Kansas City. Sagen handler om kommunale tilskud, hvor medlemstallene gennem flere år blev angivet forkert. Den tidligere direktør Thomas Aarup blev tidligere i år idømt to år og seks måneders fængsel for svindlen. I den civile sag har Retten i Odense nu fastslået, at også seks tidligere frivillige bestyrelsesmedlemmer har et ansvar over for Odense Kommune.
Det er her, sagen bliver interessant for langt flere end de mennesker, der sad i netop denne bestyrelse. For retten har lagt vægt på, at en bestyrelse ikke kan fraskrive sig sit ansvar ved at lade andre udføre arbejdet. Hvis bestyrelsen eksempelvis overlader tilskudsansøgninger til en direktør eller anden medarbejder, har bestyrelsen fortsat en pligt til at føre tilsyn med, at oplysningerne er korrekte.
På papiret lyder det rimeligt. Selvfølgelig skal en bestyrelse have styr på sin forenings økonomi. Men der er en verden til forskel på at sige, at en bestyrelse har et ansvar, og at frivillige mennesker efterfølgende kan stå med en personlig økonomisk risiko, fordi en direktør eller anden person har manipuleret med oplysninger. Det er netop den balance, dommen bør få hele forenings-Danmark til at diskutere.
For Danmark er bygget op omkring frivillige foreninger. Mennesker bruger deres fritid på at drive idrætsklubber, musikforeninger, kulturforeninger, sociale foreninger og en lang række andre fællesskaber. De fleste er ikke jurister, revisorer eller professionelle ledere. De siger ja til en bestyrelsespost, fordi de gerne vil hjælpe.
Men hvis konsekvensen af at sige ja er en risiko for et personligt økonomisk ansvar, som man måske først opdager flere år senere, kan det få alvorlige konsekvenser for lysten til at tage en tørn i en bestyrelse.
Det betyder naturligvis ikke, at bestyrelsesmedlemmer skal kunne gemme sig bag ordet “frivillig”. En bestyrelsespost indebærer ansvar, og hvis en bestyrelse opdager økonomisk rod eller tydelige tegn på snyd og vælger at lukke øjnene, er det rimeligt, at der kan placeres et ansvar.
Men sagen fra Odense rejser et langt mere vanskeligt spørgsmål: Hvor langt skal den frivilliges kontrolpligt egentlig gå?
Skal et almindeligt bestyrelsesmedlem kontrollere alle medlemstal, bilag, tilskudsberegninger og oplysninger, som en ansat direktør eller administrator sender videre til kommunen? Og hvor stopper kontrollen? Det er ikke et akademisk spørgsmål. Det handler om, hvorvidt almindelige mennesker tør tage ansvar for deres lokale forening.
I den konkrete sag var det ikke bestyrelsesmedlemmerne, der ifølge sagen manipulerede med medlemstallene. Det var den tidligere direktør Thomas Aarup. Alligevel kan fem af de tidligere bestyrelsesmedlemmer tilsammen hæfte for op til 1,5 millioner kroner, mens et sjette medlem kan hæfte for op til 500.000 kroner. Dommen fastslår samtidig, at Aarup skal friholde bestyrelsesmedlemmerne for de beløb, de eventuelt kommer til at betale kommunen.
Det lyder umiddelbart betryggende, men et krav mod en person er ikke det samme som penge på kontoen. Hvis et frivilligt bestyrelsesmedlem først skal betale kommunen og derefter forsøge at få pengene tilbage fra den person, som retten har placeret det endelige ansvar hos, kan det stadig være en voldsom økonomisk belastning.
Derfor er sagen principiel.
Kommunerne bør også se indad. Det er nemt at sige, at bestyrelserne bare skal have bedre kontrol. Men kommunerne er samtidig dybt afhængige af frivillige kræfter. Hvis kommunale tilskudsordninger bliver så komplicerede, at almindelige frivillige bestyrelser reelt skal fungere som små revisionskontorer for at være sikre mod personligt ansvar, så bør man måske kigge på selve systemet.
Det handler ikke om at droppe kontrollen. Tværtimod. Det handler om at skabe klare regler, bedre vejledning og et tydeligt skel mellem det almindelige bestyrelsesansvar og ansvaret for bevidst svindel begået af andre.
Odense Kommune har selv erkendt, at sagen kan skabe bekymring i foreningernes bestyrelser. Kommunens Fritidssekretariat har tidligere skrevet, at man forstår, at sagen kan give “rystelser” rundt omkring i foreningernes bestyrelser, og kommunen har varslet mere fokus på bestyrelsers ansvar og pligter.
Det er fornuftigt. Men spørgsmålet er, om det er nok.
For der er en fundamental forskel på den person, der snyder, og den person, der ikke opdager, at der bliver snydt. Hvis grænsen mellem de to bliver for uklar, risikerer vi at skræmme de forkerte mennesker væk.
Den person, der snyder, skal naturligvis stå til ansvar. Men hvis almindelige frivillige samtidig skal være økonomiske kontrollører, juridiske eksperter og revisorer for at være sikre på, at de ikke selv ender med en stor regning, så kan det blive svært at få folk til at stille op.
Og det bør bekymre alle, der mener, at Danmark skal have et stærkt foreningsliv.
Det her bør også få foreningerne i Fredericia til at kigge deres egne procedurer efter i sømmene. Ikke fordi dommen betyder, at Fredericias foreninger pludselig risikerer millionkrav. Det gør den ikke. Men fordi sagen viser, at ordet “frivillig” ikke nødvendigvis betyder, at man er uden juridisk eller økonomisk ansvar.
Bestyrelser bør vide, hvem der søger kommunale tilskud, hvem der godkender medlemstal, hvem der har adgang til økonomien, og hvordan oplysningerne bliver kontrolleret. Kommunerne bør samtidig gøre det klart, hvad de forventer af de frivillige bestyrelser.
For hvis vi vil have et levende foreningsliv, skal vi også passe på de mennesker, der bruger deres fritid på at få det til at fungere. Man kan ikke både efterlyse flere frivillige og samtidig gøre det uklart, hvor stort et ansvar man siger ja til.
Dommen fra Odense bør derfor ikke kun handle om Kansas City og en tidligere direktørs svindel. Den bør blive anledning til en langt større diskussion om, hvor grænsen går for den frivilliges ansvar i Danmark. For næste gang kan det være en helt almindelig fodboldklub, musikforening eller kulturforening, der står med spørgsmålet: Hvor meget skal jeg egentlig risikere personligt for at gøre noget frivilligt for andre?