Hvem husker ikke ordene »bare hug til dem« og »jeg vil se stavene blive rødglødende«? De blev optaget på politiets interne radio under klimatopmødet COP15 i København i 2009. Dengang vakte ordene forargelse. Nu er der igen grund til at stille et alvorligt spørgsmål: Er det risikabelt at arbejde for pressen i Danmark, når politiet går til angreb?
Lørdag blev Ekstra Bladets fotograf Anthon Unger og Politikens fotograf Thomas Borberg ifølge mediernes beskrivelser slået med politistave under demonstrationer for og imod remigration på Højbro Plads i København. Borberg fik desuden ødelagt sit kamera og måtte på skadestuen.
Begge fotografer var på arbejde. Alligevel endte de midt i en situation, hvor politiets magtanvendelse nu kræver en grundig undersøgelse.
Anthon Unger fortæller, at han stod i siden med kameraet rettet mod en gruppe civilbetjente. Han havde sit presseskilt synligt og forventede derfor at kunne passe sit arbejde. Alligevel blev han ifølge sin egen beretning slået på armen med en politistav.
Politikens fotograf Thomas Borberg blev også ramt. Billeder fra stedet viser ham efterfølgende på jorden.
Politiets opgave under en demonstration kan være vanskelig. Betjente skal kunne beskytte både sig selv og andre, og der kan opstå kaotiske situationer. Men det fritager dem ikke for ansvaret for at anvende magt lovligt og proportionalt.
Hvis fotografer med synlige presseakkreditiver bliver slået, mens de dokumenterer politiets arbejde, skal det undersøges grundigt. For kameraet er ikke en fjende. Det er offentlighedens mulighed for at se, hvad der faktisk foregår.
Ordene fra COP15 i 2009 står stadig som et ubehageligt eksempel på, hvor galt det kan gå, når politiets håndtering af demonstrationer kommer under kritik.
Det er ikke dermed sagt, at hændelserne dengang og nu er identiske. Men de bør minde os om, hvorfor politiets adfærd skal kunne tåle offentlighedens kritiske blik.
Både Politikens chefredaktør Christian Jensen og Ekstra Bladets chefredaktør Knud Brix har reageret skarpt. De betegner episoderne som alvorlige og uacceptable. Ekstra Bladet har oplyst, at avisen vil forfølge sagen gennem klagesystemet.
Det handler ikke kun om to fotografer. Det handler om, hvorvidt pressen fremover kan dække demonstrationer uden at frygte at blive ramt af politiets stave.
Københavns Politi har bekræftet, at uniformerede betjente og civilbetjente anvendte politistave i området. Vicepolitiinspektør Jakob Hansen har oplyst til Ekstra Bladet, at de nærmere omstændigheder skal undersøges, før politiet udtaler sig yderligere.
Det er rimeligt, at sagen bliver undersøgt, før der drages endelige konklusioner. Men undersøgelsen skal klarlægge, hvem der brugte magt, hvorfor det skete, og om handlingerne var berettigede.
Politiet skal kunne udføre sit arbejde, men det skal også kunne tåle at blive kontrolleret. Det er ikke politifjendtlighed. Det er en grundlæggende del af demokratiet.
Pressefrihed handler ikke kun om retten til at skrive kritiske artikler. Den handler også om muligheden for at dokumentere begivenheder, mens de finder sted – især når myndighederne selv er en del af historien.
Hvis fotografer begynder at holde afstand af frygt for at blive slået, mister offentligheden mere end billeder. Vi mister indblik i, hvordan magten bliver udøvet.
Politiet skal naturligvis ikke dømmes på forhånd. Men heller ikke uniformen må blive et skjold mod kritiske spørgsmål. Vi bør kræve svar – ikke for at mistænkeliggøre alle betjente, men for at sikre, at magtmisbrug aldrig bliver accepteret som en del af jobbet.
Den dag journalister ikke længere tør fotografere politiet af frygt for politistaven, har vi et alvorligt demokratisk problem. For pressen er ikke politiets modstander. Den er offentlighedens øjne og ører.
Kilde: EB