Man kan næsten ikke undgå at undre sig over den danske tilgang til sikkerhed. Vi taler om krig i Europa, russisk sabotage, cyberangreb, GPS-forstyrrelser og droner omkring kritisk infrastruktur. PET vurderer nu, at Rusland konkret planlægger og forbereder sabotage mod mål i Danmark, særligt virksomheder i forsvarsindustrien og virksomheder med forbindelse til den militære støtte til Ukraine. Samtidig understreger PET, at der ikke er oplysninger om et konkret forestående angreb på et bestemt sted eller tidspunkt. Alligevel fortsætter Danmark på en mærkelig måde med at opføre sig, som om krig og alvorlige kriser stadig er noget, der foregår i fjernsynet, mens vi selv kan nøjes med at bekymre os om parkeringspladser, fjernvarme og kommunale besparelser.
Problemet er, at Rusland ikke længere er en fjern størrelse på et europakort. Bornholm ligger i Østersøen, tæt på den russiske enklave Kaliningrad. Afstanden afhænger naturligvis af, hvilke punkter man måler mellem, men DIIS har tidligere angivet omkring 310 kilometer fra Kaliningrad til Bornholm. Det er ikke langt i militær sammenhæng. Og når moderne våbenteknologi samtidig gør det muligt at ramme mål på meget større afstande, er forestillingen om Danmark som et lille, trygt land langt væk fra krigens virkelighed blevet temmelig forældet.
Vi behøver ikke forestille os russiske soldater stående på Rønne Havn for at forstå alvoren. En moderne konflikt behøver ikke begynde med kampvogne over grænsen. Den kan begynde med et cyberangreb, en sabotageaktion, ødelagt infrastruktur, GPS-forstyrrelser, påvirkningskampagner – eller ubemandede fartøjer og droner. PET beskriver netop sabotage, desinformation og cyberangreb som dele af den hybride trussel og vurderer, at Rusland viser større villighed til at anvende sådanne metoder i Europa.
Og så var der selvfølgelig dronerne.
I september 2025 gik Danmark nærmest i kollektiv beredskabstilstand, da der blev observeret mistænkelige droner omkring flere danske lufthavne. Den nationale operative stab, NOST, blev sat i operationsberedskab, og myndighederne forsøgte at skabe et fælles situationsbillede. Ved blandt andet Aalborg Lufthavn blev droner faktisk observeret, men ingen operatører blev fundet, og dronerne kunne ikke tages ned.
Siden kom den mere besynderlige del af historien. Rigspolitiet oplyste i juni 2026, at politiet efter de mere end 7.000 anmeldelser om mulige droner i september 2025 i langt de fleste tilfælde kunne fastslå, at der sandsynligvis ikke var tale om droner. Observationerne skyldtes blandt andet rutefly, vindmøllevinger og andre forhold. I enkelte sager kunne politiet hverken bevise eller afvise, at der havde været droner.
Det er på én gang betryggende og dybt foruroligende.
Betryggende, fordi en stor del af det, danskerne så på himlen, åbenbart ikke var russiske spiondroner, der var kommet for at kortlægge vores civilisation. Foruroligende, fordi episoden samtidig viste, hvor svært det kan være at skelne mellem en reel trussel og noget, der blot ligner en trussel. Og hvis en stat ønsker at skabe uro, behøver den måske ikke engang sende en drone. Det kan være tilstrækkeligt, at folk tror, der er én.
Det er netop dét, hybridkrig kan handle om: at skabe usikkerhed. Hvad så vi? Hvem stod bag? Var det en fjende? Var det en fejl? Var det en vindmøllevinge? Var det et rutefly? Eller var det faktisk noget, som ingen endnu kan forklare?
Imens står myndighederne med kikkerten og forsøger at finde ud af, hvad der foregår.
Det er ikke ligefrem den tryghed, man forbinder med et land, der gerne vil være et moderne NATO-land med et robust totalforsvar.
Og her kommer spørgsmålet om beskyttelsesrum ind.
For hvor er de?
Under Den Kolde Krig tog Danmark truslen alvorligt. Der blev registreret beskyttelsesrum, sikringsrum og betondækningsgrave. Man havde en forestilling om, at civilbefolkningen ikke bare skulle krybe under dynen, hvis verdenssituationen blev alvorlig. Der skulle være konkrete steder, mennesker kunne søge hen.
I dag er situationen noget mere mærkelig.
Styrelsen for Samfundssikkerhed oplyser selv, at mange beskyttelsesrum ganske vist eksisterer, men at de ikke er klargjorte og derfor ikke umiddelbart kan tages i brug ved uvarslede hændelser. En opgørelse fra 2024 viser omkring 3,4 millioner pladser i sikringsrum, som kan klargøres, hvis behovet opstår, foruden offentlige beskyttelsesrum og andre supplerende muligheder.
Det interessante er netop ordene: hvis behovet opstår.
For hvad venter vi på?
At Rusland sender en høflig mail til Danmark med beskeden: »Kære Danmark. Vi planlægger muligvis at begynde et angreb på tirsdag klokken 14.30. Sørg venligst for at have beskyttelsesrummene klar.«
Sådan fungerer virkeligheden naturligvis ikke.
Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at Danmark først i 2025 for alvor satte gang i et landsdækkende fysisk eftersyn af beskyttelsesrummene. Pilotundersøgelser blev gennemført, hvorefter kommunerne skulle i gang med at undersøge den faktiske tilstand. Fristen for eftersyn af betondækningsgrave udløb i marts 2026, og Styrelsen for Samfundssikkerhed arbejder fortsat med at analysere oplysningerne.
Det er altså først nu, vi er ved at finde ud af, hvor godt vores gamle beskyttelsesrum egentlig har det.
Det er svært ikke at spørge, hvorfor det skulle tage så lang tid.
Vi har haft krig i Ukraine siden 2022. Vi har set Rusland bruge missiler, droner, cyberangreb og hybridkrigsførelse. Vi har set energikrisen. Vi har set sabotage og mistænkelige hændelser rundt omkring i Europa. Og nu siger PET direkte, at man ser russisk planlægning og forberedelse af sabotage rettet mod Danmark.
Alligevel har vi brugt en betydelig del af perioden på at diskutere, om vi overhovedet behøvede at tænke på beskyttelsesrum. Det minder lidt om at opdage, at huset brænder, hvorefter man begynder at diskutere, hvor brandslukkeren ligger.
Fair nok: Danmark står ikke foran en regulær russisk invasion i morgen. Myndighederne understreger også, at der ikke aktuelt er en konkret militær trussel om et regulært angreb på Danmark. Men det er ikke det samme som, at alt er trygt. Netop de danske myndigheders egne vurderinger fortæller os, at trusselsbilledet er blevet mere alvorligt. PET vurderer den russiske sabotagetrussel som høj og ser konkret planlægning og forberedelse.
Så hvorfor skal beskyttelsesrummene ikke være klar før situationen bliver alvorlig?
Det er selvfølgelig dyrt at vedligeholde gamle beskyttelsesrum. Nogle er forældede, nogle er fugtige, nogle bruges til andre formål, og nogle er sandsynligvis ikke i en stand, hvor man bare kan sætte en flok mennesker ind og kalde det civilbeskyttelse. Men netop derfor burde arbejdet være begyndt for mange år siden.
Den danske stat har nu faktisk styrket reglerne. En ny lov fra januar 2026 giver ministeren stærkere beføjelser på beskyttelsesrumsområdet og skærper blandt andet tilsynet og kommunernes indberetningspligt. Det er positivt. Men igen kommer spørgsmålet: Hvorfor skulle vi vente, til situationen blev alvorlig?
Måske fordi Danmark efter Den Kolde Krig bildte sig selv ind, at historien var slut.
Vi fjernede os fra tanken om, at almindelige danskere kunne blive direkte berørt af en krig. Beredskab blev noget, der handlede om stormflod, skybrud, strømudfald og den slags ubehageligheder, hvor man helst skulle have en powerbank og nogle dåser makrel stående i skabet.
Men den tid er forbi.
Det betyder ikke, at danskerne skal gå rundt og være bange. Tværtimod. Et stærkt samfund er netop et samfund, hvor borgerne ved, hvad de skal gøre, hvis noget går galt. Hvor myndighederne har udstyret. Hvor kritisk infrastruktur er beskyttet. Hvor kommunerne har planer. Og hvor man ikke først begynder at undersøge, om beskyttelsesrummene kan bruges, når sirenerne allerede lyder.
Det er måske den vigtigste lektie fra dronerne over Danmark: Vi skal kunne håndtere både det, vi ved, og det, vi ikke ved.
For måske var mange af de mystiske lys på himlen slet ikke droner. Måske var de fly, vindmøller og fejlobservationer. Men det ændrer ikke det grundlæggende problem. Myndighederne skal kunne identificere en reel trussel hurtigt, og hvis en fjendtlig drone en dag faktisk kommer, skal vi helst ikke stå med en kommunal sagsmappe og spørge, hvem der har ansvaret for at finde den.
Danmark har brug for et beredskab, der er bygget til den virkelighed, vi faktisk lever i – ikke den virkelighed, vi håbede ville fortsætte efter Den Kolde Krig.
For Rusland behøver ikke nødvendigvis at invadere Danmark for at gøre danskerne utrygge. En drone over en lufthavn, et cyberangreb mod vores infrastruktur eller sabotage mod en virksomhed kan være nok til at skabe kaos og usikkerhed. Og hvis vi reagerer ved at gå i panik, har angriberen allerede opnået noget.
Derfor bør Danmark gøre det stik modsatte: blive kedeligt godt forberedt.
Få beskyttelsesrummene gennemgået. Få dem gjort anvendelige. Få styr på kommunernes planer. Få styr på strøm, vand, kommunikation og kritisk infrastruktur. Få befolkningen informeret. Og sørg for, at politiet og Forsvaret kan se forskel på en russisk drone og en vindmøllevinge, før hele landet igen bliver sat på den anden ende.
For det værste, vi kan gøre, er ikke at være bange for Rusland.
Det værste er at være så sikre på, at Rusland aldrig vil gøre noget, at vi først begynder at tage vores eget beredskab alvorligt, når det allerede er for sent.
Man behøver ikke tro, at krigen kommer til Danmark i morgen. Men man bør være voksen nok til at erkende, at den ikke længere kun foregår langt væk.