Så skete det igen. Christiansborg har fundet den store milliardkanon frem. Lars Løkke Rasmussen stod efter dagens møde og fortalte befolkningen, at Danmark skulle reagere på episoden med den danske militærhelikopter og Rusland. Og hvordan gør man så det? Jo, naturligvis ved at finde omkring 1,8 milliarder kroner frem og sende dem til Ukraine. For hvis der er noget, Putin virkelig frygter, så må det åbenbart være danske skattekroner på vej østpå. Det er jo genialt. Russerne ligger sikkert søvnløse i Kreml: »Åh nej! Danmark sender 1,8 milliarder! Hvad skal vi dog gøre?« Det er udenrigspolitik efter Løkkes økonomiske lærebog: Når man ikke ved, hvad man skal sige, så smider man en milliard efter problemet.
Og man skal selvfølgelig ikke være nærig, når det er andres penge. For det er ikke Lars Løkkes penge. Det er ikke Mette Frederiksens penge. Det er ikke Heunickes penge. Det er danskernes penge. De samme danskere, der hver måned får lov til at betale skat, moms, afgifter, boligudgifter, elregninger og alt det andet, som den politiske klasse har opfundet. Men når pengene først er landet på Christiansborg, forvandles de på magisk vis til noget, der åbenbart ikke længere tilhører os. Abrakadabra – væk er de.
Danmark har allerede sendt enorme beløb til Ukraine. Regeringen oplyste i juli 2026, at den militære støtte siden 2022 var omkring 76,8 milliarder kroner. Og nu skal der altså findes flere. Man kan naturligvis mene, at Ukraine skal støttes. Det er en legitim politisk beslutning. Men så må man også stille det gammeldags spørgsmål, som tilsyneladende er blevet en slags blasfemi på Christiansborg: Hvor meget er nok? For Danmark er ikke et uudtømmeligt pengetræ. Vi er et lille land med en stor regning. Og mens Løkke leger international stormagt med danskernes dankort, sidder Mette Frederiksen og holder pressemøder om, hvorfor børn og unge mistrives, hvorfor skolen har problemer, og hvorfor de faglige resultater er bekymrende. Regeringen har selv varslet flere milliarder til børn og unge frem mod 2030. Det er jo dejligt. Først opdager man, at skolen har problemer. Så holder man et pressemøde. Så kommer der nogle plancher. Så ryster man alvorligt på hovedet. Og til sidst lover man penge. Det er næsten som en prædiken: Først dommedag, så en handlingsplan, og til sidst kollekt.
Men prøv at spørge en familie, hvis barn ikke får den hjælp, det har brug for, om de synes, det er betryggende, at Danmark lige har fundet endnu 1,8 milliarder til den store internationale pengefest. Prøv at spørge en lærer, der mangler ressourcer, om vedkommende synes, at Danmark er verdensmester i prioritering. Man kunne næsten få den tanke, at den danske velfærdsstat efterhånden fungerer efter princippet: Hvis du er dansk og har et problem, så udfyld venligst formular 47B. Hvis problemet befinder sig i Ukraine, så send straks milliarderne. Og så kommer de sædvanlige ord: sikkerhed, solidaritet, afskrækkelse, Europa og nødvendighed. Det er blevet politikernes svar på alt. Man kunne næsten foreslå en ny lov: Hver gang en minister siger »sikkerhedspolitisk nødvendigt«, skal Finansministeriet automatisk overføre 500 millioner kroner. Så slipper vi for besværet med at diskutere det.
Det er naturligvis satirisk. Men det absurde er, at almindelige danskere efterhånden kan få indtryk af, at den politiske debat foregår sådan: Politikerne beslutter. Befolkningen betaler. Løkke er især god til det. Han har den særlige evne til at få en milliardudgift til at lyde som en parkeringsafgift. Et alvorligt blik, et par velvalgte ord om Europas sikkerhed – og vupti: 1.800 millioner kroner. Man kunne næsten ønske sig, at han en dag prøvede samme trick i et supermarked: »Jeg tager den her flaske vin. Det er nødvendigt for Europas sikkerhed.« Kassedamen ville formentlig tilkalde vagten. På Christiansborg kalder man det udenrigspolitik.
Og Mette Frederiksen? Hun har efterhånden gjort det alvorlige ansigt til en selvstændig disciplin. Når kameraerne tændes, kommer blikket, rynken mellem øjenbrynene og den obligatoriske sætning om, at »vi står i en alvorlig situation«. Danmark har efterhånden haft så mange alvorlige situationer, at man skulle tro, landet var blevet én lang pressemødeøvelse. Men alvorlige situationer ændrer ikke den grundlæggende virkelighed: Pengene findes kun én gang.Hver milliard, der bruges ét sted, kan ikke samtidig bruges et andet sted. Det er ikke raketvidenskab. Det er et husholdningsbudget. Den slags kunne selv min gamle bedstemor forstå. Og hun behøvede ikke en stab af embedsmænd eller en kommunikationsrådgiver for at regne det ud. Derfor bør Folketinget diskutere hver eneste store bevilling grundigt. Ikke fordi man nødvendigvis er imod Ukraine. Ikke fordi man nødvendigvis mener, at Danmark skal lukke sig om sig selv. Men fordi demokrati ikke er, at politikerne bliver enige og derefter sender regningen til befolkningen. Demokrati er også at stille de irriterende spørgsmål. Hvorfor? Hvor meget? Hvor længe? Hvad virker? Hvad koster det? Og hvad kunne pengene ellers være brugt til?
Det er åbenbart blevet meget moderne at tale om sammenhold. Fint nok. Så lad os stå sammen om noget, der også ligger herhjemme. Skolerne. Ældreplejen. Sundhedsvæsenet. Børnene. De mennesker, der hver dag får at vide, at der desværre ikke er råd til det, de efterspørger. For det er jo her, den store danske politiske komedie bliver rigtig sort: Der er aldrig penge nok, før politikerne beslutter, at der skal være penge nok. Så dukker milliarderne pludselig op. Som ved et trylleslag. Og regningen? Den lander hos os.
Derfor vil jeg gerne sende en lille besked tilbage til Christiansborg: I må gerne føre udenrigspolitik. I må gerne diskutere sikkerhed. I må gerne støtte Ukraine. Men stop med at opføre jer, som om statskassen er jeres private casino. For hver gang I trykker på milliardknappen, er det ikke jer, der betaler. Det gør danskerne. Og måske er det netop derfor, at den næste store milliardbevilling burde ledsages af noget, vi sjældent ser på Christiansborg: En lille pause. Et regnestykke. En rigtig debat. Og måske – bare måske – et spørgsmål til dem, der faktisk ejer pengene. Os. For Lars Løkke kan godt sende 1,8 milliarder af sted for at vise Putin, at Danmark ikke er bange. Men hvis politikerne fortsætter sådan, er det måske ikke Putin, de danske skatteydere en dag bliver bange for. Det er deres egen statskasse.
Kilde: EB