Man skulle næsten tro, at Peter Friis Autzen havde begået en forbrydelse. Han havde ikke stjålet en piratkanon fra Musicalteatret, og han havde heller ikke saboteret forestillingen. Nej, hans forbrydelse var langt værre: Han havde skrevet en teateranmeldelse, som nogle mennesker ikke kunne lide. Peter gav Fang vinden to stjerner, og så var fanden løs. For i Fredericia findes der åbenbart også et lille kulturelt stjernekorps, som står klar til at forklare anmelderen, hvorfor han har set forkert. Blandt kritikerne finder vi to siddende byrådspolitikere, Vibe Dyhrberg og Cecilie Roed Schultz, som begge offentligt har reageret på anmeldelsen.
Lad os få én ting på plads: De må selvfølgelig gerne være uenige med Peter. Det ville være absurd at påstå andet. Men Peter er teateranmelder. Han er ikke ansat som Musicalteatrets heppekor, og han er ikke valgt til Fredericia Byråd. Hans opgave er ikke at sikre, at alle går glade hjem fra premieren. Hans opgave er at fortælle, hvad han selv oplevede. Og det er faktisk præcis det, han gør. Han roser scenografien, skuespillerne, kampsekvenserne og det tekniske håndværk. Han fremhæver Maria Skuladottir og Lars Mølsted og beskriver ligefrem, hvordan gåsehuden kom efter mindre end et minut. Men så kommer problemet: Peter tror ikke på præmissen. Han kan ikke købe, at Mary Read på scenen kan tage sømandsjakke og hat på og dermed overbevise omgivelserne om, at hun er en mand. Derfor sammenligner han det med Clark Kent, der tager briller på og pludselig kan skjule, at han er Superman. Det er en ganske morsom pointe, og man kan være enig eller uenig. Men det er kulturkritik. Ikke politik.
Så kommer forklaringsmaskinen ellers i gang. Der er meget mere i historien, bliver der sagt. Mary Read brugte også en chest binder. Historien handler om kvinders frihed. Kvinder har gennem tiden kæmpet for retten til at være dem, de selv vil være. Alt sammen kan være relevant. Men Peter anmeldte altså ikke en historisk afhandling om Mary Read. Han anmeldte en musical. Og det er en afgørende forskel. Man kan godt forstå historien, anerkende kvindernes historiske kamp, være begejstret for budskabet og stadig mene, at en bestemt dramatisk præmis ikke fungerer på en scene. Det burde faktisk være en ganske almindelig del af kulturlivet.
Hvis en anmelder skal begynde at forsvare sig, fordi han ikke havde den rigtige følelsesmæssige oplevelse, er vi ude på et mærkeligt sidespor. Det svarer lidt til at sige til en restaurantanmelder: “Du må ikke kritisere suppen, for du har ikke forstået kokkens barndom.” Peter har set forestillingen. Han har vurderet den. Han kunne ikke lide den nok til at give mere end to stjerner. Så enkelt er det.
Og så kommer det interessante: Vibe Dyhrberg og Cecilie Roed Schultz er ikke bare tilfældige teatergængere. De sidder i Fredericia Byråd. Det betyder ikke, at de skal holde mund om kultur. Selvfølgelig må de skrive på Facebook, at de synes, Peter er for hård. Selvfølgelig må de elske forestillingen. Men deres politiske rolle gør samtidig deres indlæg interessante på en anden måde. Peter skriver som anmelder. De skriver som borgere, men de er samtidig offentligt valgte politikere i den by, hvor Musicalteatret er en central kulturinstitution. Derfor er det helt legitimt at spørge, hvor den personlige teateroplevelse stopper, og den politiske interesse begynder.
Og så er der spørgsmålet om billetterne. Hvis byrådspolitikere er inviteret gratis til premieren, bør det naturligvis oplyses. Ikke fordi en gratis billet automatisk køber en holdning – det ville være en tåbelig påstand – men fordi læserne har krav på at kende relevante forbindelser og omstændigheder. Hvis de selv har betalt, fint. Hvis de er inviteret, så fortæl det. Det er almindelig åbenhed. For det er næsten den eneste gang, man kan være heldig at finde en større del af Fredericias politiske elite samlet på samme sted uden for byrådssalen. Til premieren står de pludselig skulder ved skulder, pænt klædt på og med kultur i blikket. Og hvis man ikke kan finde dem dér, kan man jo altid prøve ved buffeten hos FHK. Fredericias politikere har en nærmest overnaturlig evne til at dukke op, når der er premiere, sport, buffet, fotograf – og ikke mindst noget, der er gratis. Det er sagt med et glimt i øjet, naturligvis.
Men pointen er alvorlig. Politikere må gerne være kulturforbrugere. De må gerne være begejstrede. De må også gerne kritisere pressen. Men pressen skal samtidig kunne kritisere kulturlivet uden at blive belært af de politikere, der sidder med den politiske magt i byen. Peter skal ikke give seks stjerner, fordi Musicalteatret er vigtigt for Fredericia. Han skal heller ikke give nul, fordi nogen bliver sure. Han skal skrive, hvad han mener. Og det har han gjort.
Det mest ironiske er næsten, at Fang vinden handler om friheden til at være den, man selv vil være. Og straks efter premieren står vi så med en anmelder, der bliver mødt af mennesker, som i praksis fortæller ham, hvorfor hans oplevelse burde have været anderledes. Peter siger: “Jeg tror ikke på historien.” Modsvaret bliver: “Jo, Peter, det burde du.” Peter siger: “Jeg blev ikke rørt.” Modsvaret bliver: “Det blev vi.” Peter giver to stjerner. Og så kan man næsten høre politikerne råbe: “Hvad fanden bilder du dig ind?”
Men det er jo netop her, vi skal passe på. En teateranmeldelse er ikke en folkeafstemning. Den er ikke en byrådsbeslutning. Den er ikke en kommunal bevilling. Og den behøver ikke afspejle flertallets mening. Det er én persons faglige og personlige vurdering. Nogle vil elske Fang vinden. Andre vil hade den. Nogle vil få gåsehud. Andre vil kigge på uret. Nogle vil mene, at Mary Read-fortællingen er stærk og vedkommende. Andre vil sidde og tænke på Clark Kent.
Og det er faktisk helt fint.
For hvis en musical om friheden til at være sig selv ender med, at en anmelder skal forklare, hvorfor han ikke følte det samme som politikerne på første række, så er der næsten mere drama uden for scenen end på den.
Peter anmeldte Fang vinden. Byrådet anmeldte bagefter Peter. Og pludselig havde Fredericia fået en helt ny forestilling: “Anmelderen, byrådet og kampen om de to stjerner.” Den forestilling mangler kun én ting: en pause – og en buffet.