Velkommen til Fredericias politiske stemmebazar. Her sælges der ikke gamle møbler eller hakket kød. Her handler man med 340 stemmer. Og det smarte er, at politikerne ikke selv har fået dem fra vælgerne. Stemmerne kommer fra kommunens bygninger og installationer, men kan alligevel bruges som politisk valuta. Det er måske ikke ulovligt. Men det er fandeme værd at diskutere.
Historien om Fredericia Kommunes stemmer til EWII-valget er på overfladen en teknisk historie om et repræsentantskabsvalg. Men under overfladen handler den om noget langt mere interessant: Hvordan kommunale stemmer bliver en del af et politisk magtspil. Ifølge Fredericia Dagblads oplysninger råder kommunen over omkring 340 stemmer, og Venstre har fået en særdeles interessant position. Lasse Hildingberg er partiets valggeneral og har selv fortalt, at han gerne vil ind i EWIIs repræsentantskab og senere i bestyrelsen. Samtidig ligger de kommunale stemmer hos borgmesteren som følge af den konstitueringsaftale, der blev indgået efter kommunalvalget. Så lad os være helt ærlige: Det er ikke Venstres 340 stemmer. Det er ikke Lasse Hildingbergs 340 stemmer. Det er kommunens stemmer. Og kommunen er i sidste ende borgernes. Det er her, historien begynder at lugte lidt. Ikke nødvendigvis af ulovligheder, for der er ikke dokumentation for, at Venstre overtræder reglerne. Men noget kan godt være lovligt uden nødvendigvis at være særligt kønt. For hvorfor skal kommunens stemmer kunne bruges til at hjælpe et bestemt parti med at få en bestemt politiker valgt? Hvis Lasse Hildingberg vil vælges til EWII, må han naturligvis stille op. Hvis Venstre vil støtte ham, må partiet naturligvis gøre det. Men når kommunens fælles stemmer samtidig kan indgå i strategien, bliver spørgsmålet pludselig et andet: Er det borgernes stemmer, eller er de blevet en del af det politiske bytte-bytte-købmandsspil?
Og der er faktisk noget på spil. EWIIs repræsentantskab er ikke en hyggelig kaffeklub, hvor man diskuterer, hvem der tager wienerbrødet med næste gang. Repræsentantskabet har reel indflydelse og er blandt andet med til at vælge bestyrelsen. Fredericia har tre bestyrelsespladser, og posterne er bestemt ikke uden økonomisk interesse. Ifølge oplysningerne i Fredericia Dagblad giver formandsposten 310.000 kroner om året, næstformanden 207.000 kroner, mens et menigt bestyrelsesmedlem får over 100.000 kroner. Derfor er det naturligvis interessant, hvem der sidder med stemmerne, og hvem der kan bruge dem til at påvirke resultatet. Så har vi Socialdemokratiet. Dennis Nielsen kalder situationen for, at partierne står som nogle “svagpissere”, fordi Venstre får så stor indflydelse. Det er muligvis den mest ærlige kommentar i hele historien. Men der er bare et lille problem: Socialdemokratiet sagde selv ja til konstitueringsaftalen. Man kan ikke først skrive under på en aftale og bagefter blive fornærmet over, at den virker. Hvis S mente, at kommunens EWII-stemmer ikke skulle kunne samles hos Venstre, skulle man måske have tænkt den tanke, før man satte underskriften på papiret. Det er svært at spille overrasket over resultatet, når man selv har været med til at blande kortene.
Men kritikken stopper ikke ved Venstre og Socialdemokratiet. Det grundlæggende spørgsmål er, om hele konstruktionen overhovedet er rimelig. EWII beskriver selv sit repræsentantskab som en del af koncernens kundedemokrati, hvor kunderne kan stille op og stemme. Det lyder jo glimrende. Men så bliver det altså en smule besynderligt, hvis den almindelige EWII-kunde får én stemme, mens Fredericia Kommune samtidig kan sidde med omkring 340 stemmer, som politikerne kan fordele strategisk. Det er en voldsom forskel. Man kan naturligvis sige, at kommunen er kunde på mange installationer, og derfor har kommunen stemmer efter reglerne. Fair nok. Men så bør kommunen også kunne forklare helt åbent, hvordan disse stemmer bliver brugt, og hvorfor. For det er ikke svært at forestille sig, hvad der ville ske, hvis situationen var omvendt. Hvis et andet parti sad med 340 stemmer og kunne bruge dem til at få sine egne folk ind på attraktive poster, ville der sandsynligvis blive stillet spørgsmål om demokrati, gennemsigtighed og politisk kammerateri. Derfor bør Venstre også kunne tåle, at nogen stiller de samme spørgsmål til dem. Det handler ikke om at beskylde Lasse Hildingberg for noget. Det handler heller ikke om at påstå, at han ikke er kvalificeret. Det handler om, at når man både administrerer en stor stemmepulje og selv ønsker at blive valgt, så er det helt naturligt, at offentligheden spørger, hvordan kabalen bliver lagt.
Måske er der en fuldstændig uskyldig forklaring. Måske er alt efter reglerne. Måske er den politiske aftale lavet med de bedste intentioner. Men så burde det også være ganske enkelt at lægge alle kortene på bordet: Hvem får stemmerne? Hvor mange får de? Hvilke kriterier bruges? Hvem har besluttet fordelingen? Og hvorfor mener politikerne, at netop denne model er den rigtige?
Man kunne sagtens lave en anden model. Kommunens stemmer kunne eksempelvis fordeles efter en åben og objektiv ordning, proportionalt mellem partier eller kandidater, eller byrådet kunne træffe en offentlig beslutning om anvendelsen. Man kunne også beslutte, at kommunens stemmer ikke skal bruges til at sikre bestemte politikere. Det afgørende er, at borgerne kan se, hvordan systemet fungerer. For det er ikke nok at sige: “Jamen, sådan står der i konstitueringsaftalen.” Det er en forklaring på, hvordan politikerne har valgt at fordele magten. Det er ikke nødvendigvis et argument for, at modellen er rimelig. Derfor bør Fredericia Byråd tage en åben diskussion om kommunens EWII-stemmer. Ikke fordi der nødvendigvis er foregået snyd, men fordi demokratisk legitimitet handler om mere end at holde sig inden for reglerne. Det handler også om at undgå situationer, hvor borgerne kan få det indtryk, at deres fælles stemmer bliver brugt som politisk valuta.
Hvis Venstre mener, at modellen er helt fair, så bør det være en smal sag at forklare hvorfor. Hvis Socialdemokratiet mener, at modellen er forkert, må partiet forklare, hvorfor de selv sagde ja. Og hvis resten af byrådet mener, at alt er i orden, må de også stå på mål for det. For i sidste ende er spørgsmålet ganske enkelt: Hvem ejer de 340 stemmer? Hvis svaret er Fredericia Kommune, så er næste spørgsmål mindst lige så enkelt: Hvorfor skal de kunne bruges som politisk ammunition for at få bestemte kandidater valgt? Det er ikke nødvendigvis snyd. Det er heller ikke nødvendigvis ulovligt. Men det er en politisk konstruktion, som bør kunne tåle dagslys. Og hvis den ikke kan det, så er det måske på tide at lave den om. For borgernes stemmer bør ikke ende som jetoner på det politiske pokerbord.
Kilde: FRDB