I dag åbner Folketinget igen, og Christiansborg finder det store festtøj frem. De kongelige kommer, politikerne smiler, og demokratiet får sin årlige højtidelige omgang med taler, håndtryk og alvorlige miner. Det er dagen, hvor alle på Christiansborg bliver mindet om, hvor fantastisk demokratiet er. Det bliver sagt så mange gange, at man næsten kunne få mistanke om, at nogen er bange for, at vi skulle glemme det.
Men årets åbning bliver ikke helt som de andre. Søren Gade forlader formandsstolen, og Henrik Frandsen fra Moderaterne står til at overtage posten. Dermed skal der findes en ny ordstyrer til Folketingets 179 medlemmer – en opgave, der vel bedst kan sammenlignes med at være skoleinspektør på en skole, hvor samtlige elever mener, at de selv burde være skoleinspektør.
De seneste dage har Søren Gade været udsat for et voldsomt politisk stormvejr. En række anonyme kilder har leveret hård kritik af den afgående formand, men det er værd at bemærke, at ingen af kritikerne har haft modet til at lægge navn til deres beskyldninger. Gade har derfor valgt ikke at gå ind i en offentlig mudderkamp med anonyme stemmer. I stedet har han kort og kontant slået fast overfor BT, at han har magtfulde fjender i Venstre.
Det er svært ikke at få den tanke, at timingen er bemærkelsesværdig. Netop som Gade forlader en af Folketingets mest magtfulde og prestigefyldte poster, bliver der pustet nyt liv i gamle historier og interne konflikter. Det gør ikke nødvendigvis kritikken forkert, men det gør den bestemt værd at se på med kritiske journalistiske briller.
For Søren Gade har trods alt siddet i formandsstolen i flere år og varetaget en af Folketingets vanskeligste roller. At være formand for 179 politikere er ikke et job, hvor man nødvendigvis bliver populær hos alle. Tværtimod. Man skal kunne sige fra, håndhæve regler og træffe beslutninger, som nogle politikere bliver vrede over.
Når stormen først har lagt sig, bør vurderingen af Søren Gade derfor ikke afgøres af anonyme karakteristikker. Den bør ske på baggrund af hans indsats som formand – og af det arbejde, han faktisk har leveret for Folketinget.
Mens det politiske drama udspiller sig, tager kongeparret plads og overværer Folketingets åbning. Det hele bliver naturligvis meget højtideligt. Der bliver vinket, smilet og talt om demokratiets store betydning. Og det er der god grund til. For bag jakkesættene, de kongelige smil og de pæne ord foregår der faktisk noget vigtigt. Magten skal fordeles, regeringen skal udfordres, og politikerne skal forsøge at blive enige om, hvordan Danmark skal hænge sammen.
Så ja – velkommen til demokratiets festdag. Her bliver der klappet for demokratiet i salen, mens der uden for rampelyset bliver kæmpet om magten. De kongelige kan nøjes med at overvære forestillingen. Politikerne skal helst sørge for ikke selv at blive en del af underholdningen. Men på Christiansborg er grænsen mellem politik og teater efterhånden så tynd, at man næsten forventer, at nogen råber: »Næste akt!«