Analyse: Mette Frederiksens åbningstale var på mange områder en tale, som en borgerlig statsminister kunne have holdt. Mere politi, hårdere straffe, udvisning af kriminelle udlændinge, opgør med bander og parallelsamfund, lavere selskabsskat, mindre bureaukrati, bedre vilkår for virksomheder og massiv oprustning. Set med blå øjne er det næsten som at høre Socialdemokratiet gå en tur i den borgerlige værktøjskasse. Men kun næsten. For under den blå fernis ligger stadig den klassiske socialdemokratiske tro på, at løsningen på de fleste problemer findes gennem flere offentlige tilbud, flere regler og flere penge fra fællesskabets kasse.
Noget af det mest interessante i talen er statsministerens fokus på landdistrikterne. Historien om Aarestrup bruges som billede på det Danmark, der nægter at give op. Hun taler om landsbyer, skoler, busser, lokale arbejdspladser og kommunernes mulighed for selv at skabe udvikling. Hun siger direkte, at det ikke må være postnummeret, der afgør kvaliteten af velfærdssamfundet. Det er svært at være uenig i. Men set fra et blåt perspektiv kommer det interessante spørgsmål bagefter: Hvem skal betale? Når staten lover skoler, busser, læger, daginstitutioner, uddannelser, ældrepleje og lokale udviklingsprojekter over hele landet, er det ikke gratis. Den borgerlige indvending vil derfor være, om staten i virkeligheden forsøger at fastholde en struktur, som demografi og økonomi allerede er ved at ændre. Skal Christiansborg bestemme, hvor Danmark skal bo, eller skal danskerne selv?
Landbruget får også en interessant behandling. Mette Frederiksen begynder med at rose landmændene og kalder dem ildsjæle, der har lagt hele deres liv i erhvervet. Men kort efter kommer hammeren: sprøjteforbud, flere kontroller, hårdere sanktioner, krav om bedre dyrevelfærd og fortsat grøn omstilling. Set med borgerlige øjne er målet om rent drikkevand eller bedre dyrevelfærd ikke nødvendigvis problemet. Det er spørgsmålet om, hvor langt staten skal gå ind i et erhverv, som allerede er under et betydeligt økonomisk og reguleringsmæssigt pres. Regeringen vil både have et stærkt landbrug, mere grøn omstilling, bedre dyrevelfærd, mindre forurening og flere arbejdspladser. Det kan sikkert lade sig gøre, men det bliver ikke nødvendigvis billigt.
På kriminalitets- og udlændingeområdet bliver talen næsten så blå, at man får lyst til at kontrollere, om statsministeren er gået ind i den forkerte garderobe. Hun siger, at kriminelle udlændinge ikke har noget at gøre i Danmark. Hun vil have hårdere straffe, mere politi, strammere regler og et opgør med bander, kriminelle storfamilier, parallelsamfund og negativ social kontrol. Hun vil også forbyde fætter-kusine-ægteskaber og sætte hårdere ind mod religiøs kontrol. Det er politik, som i mange år har været en dagsorden for partier til højre for Socialdemokratiet. Forskellen er, at Mette Frederiksen nu selv har taget ejerskab over en stor del af dagsordenen. Det er politisk klogt, for Socialdemokratiet ved udmærket, at en betydelig del af vælgerne ikke længere accepterer en naiv tilgang til kriminalitet og integration. Men set med blå øjne er det nærliggende at spørge, hvorfor det skulle tage så lang tid.
En anden interessant del af talen er erhvervspolitikken. Regeringen vil sænke selskabsskatten med tre procentpoint over tre år og reducere virksomhedernes byrder med 25 procent frem mod 2035. Mette Frederiksen erkender samtidig, at Europa taber terræn til Kina og USA, og at danske milliardvirksomheder i mange tilfælde flytter ud af landet. Det er faktisk klassisk borgerlig medicin: Lavere skat, mindre bureaukrati og bedre vilkår for virksomhederne. Men spørgsmålet er, om man kan få den ene hånd til at give erhvervslivet mere frihed, mens den anden fortsætter med at regulere.
Så kommer den del af talen, der sandsynligvis vil fylde mest ved køkkenbordene: momsen på fødevarer skal halveres, mens frugt og grønt skal være helt momsfrit. Statsministeren bruger spaghetti-kødsovs som eksempel og siger, at en indkøbstur på omkring 105 kroner kan falde til cirka 89 kroner. Det er effektiv politisk kommunikation. Alle forstår hakket oksekød, pasta, tomater, løg og gulerødder. Men en blå økonomisk kritiker vil stille det næste spørgsmål: Hvor meget af afgiftslettelsen ender faktisk hos forbrugeren? Og hvor meget bliver ædt op af priser, avancer og markedsforhold? Hvis priserne ikke falder så meget som lovet, kan regeringens store spaghettiargument hurtigt blive til politisk kødsovs.
Samtidig lover regeringen 1.000 kroner ekstra om måneden til de folkepensionister, der har mindst. Det er svært at argumentere imod, hvis man alene ser på den pensionist, der sidder med en presset økonomi. Men fra et blåt perspektiv kan man spørge, om systemet efterhånden bliver så fyldt med forskellige checks, tillæg og målrettede ydelser, at det bliver stadig vanskeligere at gennemskue. Når politikerne igen og igen løser problemer med nye tilskud, bliver systemet ikke nødvendigvis enklere. Det bliver bare større.
Det samme gælder statsministerens vision om gratis tandpleje til alle. Argumentet er stærkt: Brækker man armen, betaler fællesskabet, mens et alvorligt tandproblem kan sende en almindelig familie ud i økonomisk stormvejr. Men igen kommer det klassiske blå spørgsmål: Hvad koster det? Og hvor skal pengene komme fra? For samtidig loves der mere forsvar, mere politi, mere beredskab, mere sundhed, bedre psykiatri, bedre skoler, flere lokale tilbud, grøn omstilling og skattelettelser. Det er den klassiske danske politiske disciplin: Alle skal have noget, men ingen skal helst betale for det.
På sikkerhedspolitikken er talen derimod markant og på mange punkter meget tæt på en borgerlig dagsorden. Rusland fremstilles som en alvorlig trussel, og statsministeren vil have mere luftforsvar, droner, præcisionsvåben, flere værnepligtige og et stærkere beredskab. Danmark skal samtidig styrke NATO, støtte Ukraine og tage et større ansvar i Europa. Her vil de fleste blå partier formentlig nikke. Forsvaret er ikke længere noget, der skal finansieres, når der er penge til overs. Det er blevet en kerneopgave.
Den store blå uenighed kommer igen, når talen bevæger sig over i klimaet. Regeringen vil hæve klimamålet yderligere og fortsætte den grønne omstilling. Mette Frederiksen kobler grøn energi sammen med national sikkerhed, og det argument er faktisk stærkt. Hvis Danmark kan producere mere af sin egen energi, bliver vi mindre afhængige af ustabile leverandører. Men set fra en borgerlig vinkel bør spørgsmålet være, om man kan reducere CO₂ uden at gøre danske virksomheder og landbrug så dyre, at produktionen flytter til udlandet. Det spørgsmål bliver ikke besvaret særlig tydeligt i talen.
Og så er der Fredericia. Statsministerens tale kunne næsten have haft en Fredericia-reference. For byen er netop et eksempel på det Danmark, hun taler om: industri, energi, infrastruktur, arbejdspladser og en kommune, der forsøger at skabe udvikling. Når statsministeren lover kommunerne mere frihed og en rød løber for lokale initiativer, bliver det interessant at se, om det også gælder i praksis. For det er nemt at give kommunerne nye opgaver. Det er langt vanskeligere at give dem pengene og friheden til at løse dem. Det bliver også interessant at følge i Fredericia, hvor kommunen allerede kæmper med prioriteringer mellem velfærd, udvikling, grøn omstilling og økonomi.
Talen største svaghed set med borgerlige øjne er måske ikke de enkelte forslag, men summen af dem. Mere velfærd. Mere forsvar. Mere politi. Mere landdistriktsudvikling. Mere grøn omstilling. Mere støtte til pensionister. Billigere fødevarer. Gratis tandpleje. Mere psykiatri. Bedre skoler. Flere boliger. Mindre bureaukrati. Lavere selskabsskat. Det er en imponerende ønskeliste. Men den rejser det helt klassiske borgerlige spørgsmål: Hvor er regningen? Mette Frederiksen siger selv, at pengene skal passe. Regeringen vil øge råderummet med mindst 19 milliarder kroner frem mod 2030 og anviser knap 13 milliarder i det kommende finanslovsforslag. Det er et vigtigt forsvar for talen. Men jo flere politiske ambitioner man lægger på bordet, desto større bliver behovet for at forklare prioriteringerne. For man kan ikke bruge den samme krone to gange.
Samlet set er åbningstalen interessant, fordi Mette Frederiksen tydeligt har flyttet Socialdemokratiet ind på flere områder, som traditionelt har været blå hjemmebane. Hun taler om national sikkerhed, hård kriminalpolitik, stram udlændingepolitik, erhvervsliv, lavere selskabsskat, mindre bureaukrati og stærke lokalsamfund. Men hun kobler det hele sammen med en massiv udbygning af velfærdsstaten og en fortsat stærk tro på politiske løsninger fra Christiansborg. Hun vil med andre ord have den blå økonomi, den røde velfærd, den grønne omstilling og den nationale sikkerhedspolitik på én gang. Det kan være en stærk politisk cocktail. Men det kan også blive en meget dyr cocktail. Og når regningen en dag lander på bordet, bliver det interessante spørgsmål, om danskerne stadig synes, at spaghetti-kødsovsen smager lige så godt. For med borgerlige øjne er spørgsmålet ikke kun, hvad Mette Frederiksen vil gøre. Det er også, hvem der skal betale – og hvor meget staten egentlig skal blande sig.