Fredericia har fået færre hjemløse. I 2024 var tallet 65. I den nye opgørelse fra VIVE er det faldet til 57. Det er selvfølgelig positivt. Men hvis man tror, at hjemløshed dermed er blevet løst i Fredericia, har man gjort statistik til trylleri. For bag tallet 57 står der 57 mennesker, som i uge 6 i 2026 befandt sig i en hjemløshedssituation. VIVE’s nationale kortlægning viser, at 13 af dem var registreret som gadesovere, 24 opholdt sig på herberg, 15 boede midlertidigt hos familie eller venner, én var på hospital, og fire befandt sig i kategorien “andet”. Fredericia havde dermed 1,1 personer i hjemløshed pr. 1.000 indbyggere.
Det er værd at glæde sig over, at tallet er faldet fra 65 til 57. Men det er også værd at spørge, hvad der gemmer sig bag de otte mennesker, der er blevet færre. For hjemløshed er ikke som parkeringsbøder. Man kan ikke bare konstatere, at tallet er faldet og derefter gå hjem med følelsen af, at problemet er ordnet. Hjemløshed er et menneske, der mangler noget så banalt og samtidig så afgørende som en nøgle til en dør, der faktisk er ens egen. Og det bliver næsten absurd, når vi begynder at kalde mennesker, der flytter fra sofa til sofa, for “midlertidigt boende hos familie og venner”. Det lyder som en hyggelig ferieform. Virkeligheden kan være en helt anden. Én nat hos en ven, næste nat et andet sted, og hele tiden med spørgsmålet om, hvor man skal sove bagefter.
På landsplan registrerede VIVE 6.028 personer i hjemløshed i uge 6 i 2026. Det er omtrent samme niveau som i 2024, hvor tallet var 5.989. Men det er vigtigt at forstå, at tallet er et øjebliksbillede fra én uge. VIVE peger på, at langt flere mennesker kan opleve hjemløshed i løbet af et helt år, fordi der hele tiden sker en udskiftning mellem mennesker, der kommer ind i hjemløshed, og mennesker, der kommer ud af den.
Set med Fredericianske øjne er det derfor fint at konstatere, at udviklingen går den rigtige vej. Men 57 mennesker er stadig 57 mennesker. Og 13 gadesovere er ikke bare en kolonne i et regneark. Det er 13 mennesker, der i optællingsugen ikke havde et almindeligt hjem at gå hjem til. Det burde være nok til, at vi både kunne være tilfredse med fremgangen og utilfredse med, at vi ikke er kommet længere.
For hjem er ikke en medalje, man får, når man har fået styr på resten af sit liv. Der er noget mærkeligt i den måde, vi nogle gange behandler hjemløshed på, som om mennesket først skal være perfekt, stabilt, økonomisk solvent og have fået styr på alle sine problemer, før det kan få en permanent bolig. Men man kan faktisk få svært ved at få styr på sit liv, hvis man ikke ved, hvor man skal sove i morgen.
VIVE beskriver Housing First som den overordnede tilgang til indsatsen mod hjemløshed i Danmark. Tanken er grundlæggende, at en permanent bolig kombineres med den nødvendige sociale støtte. Samtidig peger VIVE på, at manglen på billige boliger er en væsentlig udfordring, fordi mennesker i hjemløshed ofte har meget lav betalingsevne, mens udbuddet af billige boliger er begrænset.
Og så er vi tilbage i Fredericia. For byen kan godt glæde sig over, at tallet er faldet fra 65 til 57. Det skal man ikke tale ned. Men man skal heller ikke bruge de otte færre mennesker som anledning til at læne sig tilbage i kommunestolen og erklære mission accomplished. Det næste spørgsmål bør være langt mere besværligt: Hvad skal der til for, at tallet bliver 40 næste gang? Og derefter 25? Og hvordan sørger vi for, at mennesker ikke bare flyttes fra gaden til et midlertidigt sted, men faktisk får mulighed for at skabe et hjem?
Det er den diskussion, politikerne i Fredericia bør tage. Ikke kun om tal, men om mennesker. Ikke kun om systemer, men om værdighed. For byen bliver ikke nødvendigvis bedre af, at vi kan bygge endnu en flot bygning eller indvie endnu et projekt. Den bliver bedre, hvis et menneske, der i går sov på gaden, i morgen kan sætte en nøgle i sin egen dør.
Så ja, Fredericia: 65 er blevet til 57. Det er godt. Men lad os ikke forveksle et fald i statistikken med en sejr over hjemløsheden. 57 mennesker mangler stadig et rigtigt hjem. Og det er præcis otteoghalvtreds grunde til, at vi skal fortsætte – eller rettere 57.