Der er sket noget med apoteket. Engang gik man ind, afleverede sin recept, betalte og gik hjem med sin medicin. I dag kan det føles, som om man skal bestå en mindre optagelsesprøve på farmaceutuddannelsen, før man får lov til at forlade butikken med en pakke hovedpinepiller. Man står der på apoteket og tænker, at det her bliver hurtigt. Men nej. Først skal der lige stilles et par spørgsmål. »Ved du, hvordan du skal tage dem?« Ja. Det står på pakken. »Har du prøvet dem før?« Ja. Jeg er 60 år. Tror I virkelig, jeg har gået rundt i seks årtier uden på et eller andet tidspunkt at have haft en hovedpine? Jeg har været forkølet, haft ondt i ryggen, haft hovedpine, haft dårlig mave og haft dage, hvor jeg har haft så lidt lyst til noget som helst, at selv fjernbetjeningen virkede som et større projekt. Jeg har altså mødt en pille før. Men det er åbenbart nødvendigt at undersøge sagen. For måske har jeg i alle disse år taget Panodil forkert. Det kan være, jeg har stået og puttet dem i kaffen. Man ved jo aldrig.
Det er den moderne tids store problem: Ingen må længere bare vide noget selv. Alt skal kontrolleres. Alt skal registreres. Alt skal spørges om. Man kan nærmest ikke gå ind på apoteket og købe en pakke hovedpinepiller uden at blive behandlet som en mand, der netop er landet fra Mars og aldrig har set en tablet før. Og det bliver endnu mere imponerende, når man kommer med medicin, man har fået gennem længere tid. Apotekeren kan se på skærmen, at recepten er blevet fornyet. Systemet kan se det. Computeren ved det. Sundhedssystemet ved det. Måske ved staten det også. Men alligevel kommer spørgsmålet: »Er det noget, du har fået før?« Ja. Det er faktisk derfor, recepten er blevet fornyet. »Ved du, hvordan du skal tage den?« Ja. »Har du prøvet den før?« Ja. »Har den virket?« Ja. »Har du oplevet bivirkninger?« Nej. På det tidspunkt får man næsten lyst til at spørge, om de også vil vide, hvad man fik til aftensmad i tirsdags. For det er ikke længere en ekspedition til apoteket. Det er en afhøring. Man står der med jakken på og bliver langsomt mere og mere overbevist om, at der om lidt kommer en medarbejder ind fra kommunen og spørger, om man stadig kan huske sit CPR-nummer.
Det mærkelige er, at jeg godt kan forstå, hvorfor de spørger. Det er jo vigtigt, at folk får ordentlig vejledning. Nogle mennesker har brug for hjælp. Nogle lægemidler kræver forklaring. Og der er sikkert mange, som ikke aner, hvad de står med i hånden. Men måske kunne man også kigge på personen foran sig. Hvis en 60-årig mand står med en pakke almindelige hovedpinepiller og siger, at han har prøvet dem før, så er der en vis sandsynlighed for, at manden faktisk har prøvet dem før. Det er trods alt ikke første dag på Jorden. Jeg har levet længere end nogle af de mennesker, der står bag skranken. Jeg har overlevet telefoner med ledning. Jeg har overlevet fjernsyn med én kanal. Jeg har overlevet kontanter, girokort og at skulle møde fysisk op på kommunen. Jeg har endda overlevet dengang, hvor man skulle ringe til et menneske for at bestille en tid hos lægen. Så jeg burde måske kunne håndtere to hovedpinepiller.
Men nej. Vi skal være sikre. Det er blevet det danske samfunds nye nationalsport: at være sikre. Vi skal være sikre på, at du ved, hvad du laver. Vi skal være sikre på, at du har læst det. Vi skal være sikre på, at du har forstået det. Vi skal være sikre på, at du er sikker på, at du har forstået det. Og hvis du stadig ikke er sikker, kan du sikkert få en digital vejledning, som kræver MitID for at åbne. Det er sådan, vi har indrettet os. Selv når noget er så enkelt, at der står »1 tablet« på pakken, skal vi helst lige have en samtale om det.
Jeg har faktisk ikke noget imod, at apoteket passer på. Bliv endelig ved med det. Men måske skulle man også passe lidt på med at passe på. For der kommer et tidspunkt, hvor omsorg begynder at ligne formynderi. Hvor vejledning bliver til afhøring. Og hvor en voksen mand på 60 år står med en pakke piller i hånden og pludselig føler, at han skal bevise, at han har gennemført folkeskolens grundkursus i at sluge en tablet.
Så næste gang jeg står på apoteket, og nogen spørger: »Ved du, hvad du skal gøre med dem?« Så svarer jeg pænt: »Ja.« Og hvis de spørger: »Har du prøvet dem før?« Så svarer jeg: »Ja. Jeg har bare haft 60 år til at øve mig.«
Og så går jeg hjem. Med mine piller. Forhåbentlig. Inden jeg bliver bedt om at udfylde et spørgeskema om, hvorvidt jeg stadig er egnet til at tage dem.