Ifølge en artikel i Fredericia Dagblad i dag er der efter flere års diskussion, drama, afstemninger og almindelig kommunal kunstforvirring endelig fundet en løsning på spørgsmålet om, hvad der skal pryde væggene i Fredericias byrådssal.
Og løsningen er: De unge fra Den Kreative Skole.
Hurra!
Det er næsten så opløftende, at man får lyst til at hænge en gammel tepose op som minde om den dag, hvor fornuften endelig sivede ind gennem sprækkerne i kommunalforvaltningen.
For det er jo ikke sådan, at Fredericia har mangel på kreative mennesker. Tværtimod. Vi har unge mennesker, der går rundt med idéer, farver, tanker og forestillinger om verden, som ikke nødvendigvis er blevet kvalt af 14 udvalgsmøder, tre høringer og en forvaltningstekst på 17 sider.
Det gamle kunstværk af teposer har gennem årene hængt bag borgmesteren. Nu er det så slidt, at det nærmest selv har søgt om førtidspension. Og man kan selvfølgelig diskutere kunstens værdi, men når kunstværket begynder at falde fra hinanden, er det måske på tide at acceptere, at selv kunsten har en udløbsdato.
Det interessante er imidlertid ikke, at teposerne skal væk.
Det interessante er, hvem der kommer til at overtage væggene.
For politikerne kunne have valgt den sikre løsning. De kunne have fundet nogle etablerede kunstnere, lånt noget fra Ny Carlsbergfondet eller Statens Museum for Kunst og sat noget på væggen, som ingen rigtig forstod, men som alle bagefter kunne nikke alvorligt til og sige: “Det er meget interessant.”
Det kunne naturligvis også være blevet dyrere.
I stedet har flertallet valgt at give elever fra Den Kreative Skole muligheden for at skabe kunsten.
Det synes jeg faktisk er fremragende.
For hvad er mere passende i en byrådssal end at lade unge mennesker vise, hvordan de ser den by, som de selv skal være med til at forme?
Byrådssalen er trods alt ikke et museum for kommunal nostalgi.
Den er byens politiske maskinrum.
Og hvis der skal hænge kunst dér, kunne det da være interessant, hvis kunsten også fortæller noget om nutiden og fremtiden – og ikke kun om dengang kommunen stadig havde fastnettelefon.
Det bedste ved beslutningen er måske, at politikerne ikke selv skal vælge værkerne.
Det er en fremragende idé.
For der er trods alt grænser for, hvor mange mennesker med politiske mandater der bør være involveret i farvevalg.
Lad nu de unge skabe.
Lad dem være modige. Lad dem være mærkelige. Lad dem lave noget, som måske ikke alle forstår.
For det er netop det, kunst skal kunne.
Hvis man på forhånd ved præcis, hvad man skal synes om et kunstværk, er det måske ikke kunst, men indretning.
Og måske er det netop på tide, at Fredericia tør give de unge lidt plads. Plads på væggen i byens vigtigste politiske rum.
Der er afsat 20.000 kroner om året fra puljen til unikke oplevelser til projektet, og værkerne ventes efter planen at kunne hænge klar næste efterår.
Det bliver spændende.
Og skulle det vise sig, at de unges kunst ikke fungerer, så har vi jo allerede en kommunal tradition for at diskutere sagen i et par år.
Så farvel til teposerne.
Tak for tjenesten.
Og velkommen til de unge.
Lad os håbe, at de ikke er bange for at lave noget, politikerne ikke forstår.
For hvis man først begynder at lave kunst, som alle politikere kan blive enige om, er der en overhængende risiko for, at vi ender med endnu en tepose.