Peder Tind leverer varen: Fredericia står sammen

Det er en stor dag for Fredericia – og ikke mindst for borgmester Peder Tind. I en tid, hvor kommunernes økonomi er presset, og hvor politiske forskelle ofte fylder mere end det, der samler, har Fredericia Byråd gjort det stik modsatte. Samtlige partier er blevet enige om budgettet for 2027-2030. Det er ikke bare et budgetforlig. Det er et politisk signal om, at Fredericias byråd kan tage ansvar, når det virkelig gælder.

Peder Tind har fået en opgave, som langt fra har været nem. Der skulle findes besparelser, prioriteres hårdt og træffes beslutninger, som ikke nødvendigvis er populære alle steder. Alligevel er det lykkedes at samle Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne om samme aftale. Det kræver politisk håndværk.

Og måske er det netop dét, der er værd at hæfte sig ved. En borgmester bliver ikke målt på, hvor mange flotte taler han holder, eller hvor mange gange han får sit eget navn i avisen. Han bliver i høj grad målt på, om han kan få ting til at ske. Her har Peder Tind fået en meget vanskelig opgave til at lykkes.

Også Det Konservative Folkepartis deltagelse i aftalen er værd at bemærke. Partiet støttede ikke Peder Tind som borgmester, men har alligevel valgt at tage ansvar for budgettet. Det viser, at Fredericias politikere i denne sag har været i stand til at skelne mellem kampen om borgmesterposten og det ansvar, der følger med at sidde i byrådet.

Det er sund kommunalpolitik.

For Fredericia har ikke brug for et byråd, hvor politikerne bruger fire år på at råbe ad hinanden. Fredericia har brug for politikere, der kan diskutere, være uenige og derefter sætte sig ned og finde løsninger. Det er præcis det, et bredt budgetforlig demonstrerer.

Aftalen er naturligvis ikke uden vanskeligheder. Store besparelser og omprioriteringer betyder, at nogle borgere og områder kommer til at mærke konsekvenserne. Derfor skal budgettet også følges tæt, når det går fra papir til virkelighed. Men det ændrer ikke på, at det er positivt, at politikerne har formået at skabe en fælles økonomisk ramme for Fredericia.

Og her står Peder Tind stærkt.

Han overtog borgmesterkæden efter et kommunalvalg, hvor der skulle bygges nye politiske relationer. Nu har han fået samtlige partier med på kommunens kommende økonomiske kurs. Det er et resultat, der taler sit eget sprog.

Man kan være enig eller uenig med Peder Tind politisk. Men man må konstatere, at han har formået noget, som ikke er givet på forhånd: Han har samlet Fredericia Byråd om et fælles budget.

Det er borgmesterens fornemste opgave at få kommunen til at fungere – også når virkeligheden er vanskelig. Den opgave har Peder Tind indtil videre løst med et resultat, der er svært at overse.

Et enigt byråd. Et budget i balance. Og et Fredericia, der nu kan rette blikket fremad. Det er en politisk sejr for borgmesteren.

(PS)  Forligspartierne indkalder til pressemøde mandag den 21. september 2026 kl. 12.00 i byrådssalen på rådhuset, hvor partierne vil fortælle mere om budgetforliget.