Der findes efterhånden ikke den mest almindelige samtale, som ikke kan forvandles til en ideologisk slagmark. Selv en lommebog til sygeplejersker kan blive anledning til politisk tovtrækkeri, hvis den indeholder tilstrækkeligt mange af tidens sproglige modeord. I Region Syddanmark er det nu ordene »tildelt køn« og »hen«, der har fået alarmklokkerne til at ringe.
Og midt i det hele står Venstres Pernille Jensen, som har valgt at sige stop. Det skal hun ikke kritiseres for. Tværtimod. Endelig en politiker, der tør sige fra!
Pernille Jensen har ifølge DR gjort det klart, at Region Syddanmark ikke skal være afsender på det, hun betegner som woke-ideologi. Hun insisterer på, at der er to biologiske køn, og at en offentlig institution ikke uden videre skal gøre en bestemt ideologisk sprogbrug til officiel standard. Det er et helt legitimt standpunkt. Og det er på tide, at nogen tager diskussionen uden straks at kravle ned i det politisk korrekte kaninhul. For hvad er det egentlig, vi er vidner til?
Et sundhedsvæsen, der skal behandle syge mennesker, risikerer at blive trukket ind i en debat, hvor den rigtige betegnelse tilsyneladende kan fylde lige så meget som den rigtige behandling. Hvor biologiske realiteter bliver genstand for politisk diskussion, og hvor almindelige ord pludselig skal igennem en ideologisk sikkerhedskontrol, før de må anvendes.
Man skulle næsten tro, at vi havde fået vigtigere problemer til at forsvinde fra sygehusene. Lange ventetider, pressede medarbejdere og patienter, der har brug for hjælp, må åbenbart pænt vente, mens de voksne diskuterer, hvilke ord der er godkendt af tidens sproglige smagsdommere. Det er naturligvis en polemisk betragtning. Men den rammer et reelt spørgsmål: Har vi fået så travlt med at regulere sproget, at vi risikerer at miste proportionerne?
Lad os få noget på plads: Der findes mennesker, som oplever deres kønsidentitet anderledes end det biologiske køn, de blev registreret med ved fødslen. De findes, og de skal behandles ordentligt. Ingen skal udsættes for hån, ydmygelse eller dårligere behandling på grund af deres identitet. Men det betyder ikke, at biologien skal pakkes ind i vat, eller at alle skal acceptere enhver ny sproglig konstruktion som en ufravigelig sandhed.
Der er forskel på biologisk køn og kønsidentitet. Det er ikke en fornærmelse at sige det. Det er en nødvendig skelnen, ikke mindst i sundhedsvæsenet, hvor kroppen ikke er en abstrakt idé, men noget, læger og sygeplejersker rent faktisk skal undersøge og behandle. Når en sygeplejerske arbejder på en gynækologisk afdeling, er biologien ikke en politisk holdning. Den er en del af det faglige grundlag.
Man kan godt tage hensyn til et menneskes ønsker uden at lade, som om biologiske forskelle er forsvundet. Man kan godt tale pænt uden at skulle bekende sig til en bestemt ideologisk ordbog. Det burde ikke være kontroversielt. Alligevel er det blevet det.
Sygeplejerske Maria Stevenson ønsker ifølge DR en håndbog med redskaber til at kommunikere bedre med LGBTQ+-patienter. Det er i sig selv forståeligt. God kommunikation er vigtig, og sundhedspersonalet skal naturligvis kunne møde patienter med forskellige behov.
Men der er et afgørende spørgsmål, som ikke må forsvinde i al snakken om rummelighed: Er der tale om praktisk vejledning, eller forsøger man at gøre en bestemt politisk og ideologisk sprogforståelse til norm for offentligt ansatte? Det er netop den forskel, Pernille Jensen sætter fingeren på.
En vejledning, der lærer personalet at lytte, vise respekt og håndtere individuelle ønsker, kan være nyttig. Men en vejledning, der præsenterer omstridte begreber, som om alle skal tilslutte sig dem, er noget andet. Det offentlige skal ikke drive ideologisk mission. Det skal løse sine opgaver fagligt og ordentligt.
Hvis en patient ønsker at blive omtalt med et bestemt stedord, kan personalet tage konkret hensyn til det. Det kræver hverken en politisk trosbekendelse eller et regionalt dekret om, hvordan resten af verden skal tale. Man behøver ikke at være enig i et andet menneskes verdensbillede for at behandle det menneske med respekt. Det er faktisk en af grundpillerne i et frit samfund.
Det mest besynderlige ved den moderne debat er, at rummelighed tilsyneladende er blevet et krav, der kun går én vej. Der skal være plads til alle identiteter, alle nye betegnelser og alle personlige oplevelser. Men hvad med den medarbejder, der mener, at sproget skal være biologisk præcist? Hvad med den borger, der ikke ønsker, at en offentlig institution gør en bestemt ideologisk terminologi til officiel standard? Er de automatisk bagstræberiske, intolerante eller ude af trit med tiden? Det er en mærkværdig form for rummelighed, hvis man kun er velkommen, så længe man mener det rigtige.
Pernille Jensen har derfor en vigtig pointe: Der er forskel på at respektere et menneske og på at kræve, at en hel offentlig institution tilslutter sig en bestemt forståelse af køn og sprog. Den forskel bør enhver politiker kunne se.
Når Socialdemokratiets Mette With Hagensen ifølge DR ikke vil forholde sig politisk til spørgsmålet om, hvorvidt der findes mere end to køn, men i stedet henviser til respektfuld behandling, lyder det umiddelbart sympatisk. Men det besvarer ikke det spørgsmål, der faktisk er til debat.
Man kan sagtens kræve respektfuld behandling og samtidig diskutere, hvilke begreber en regional institution skal stå som afsender på. Det ene udelukker ikke det andet. At gentage, at alle skal behandles ligeværdigt, er ikke et argument for, at enhver foreslået håndbog nødvendigvis er rigtig udformet. Det er en selvfølge, som ingen seriøs debat bør kunne reduceres til.
Hvis et flertal i regionsrådet mener, at håndbogen skal skrives om, må det være muligt at diskutere ændringerne på deres indhold og konsekvenser frem for at gøre hele sagen til en moralsk prøve på, hvem der er mest tolerant.
Det er ikke udtryk for had at insistere på biologisk præcision. Det er ikke udtryk for intolerance at stille spørgsmål til politisk ladede begreber. Og det er ikke udtryk for manglende respekt at mene, at offentlige institutioner skal være varsomme med at gøre omstridte ideologiske positioner til officielle retningslinjer. Det afgørende er, at patienter fortsat bliver behandlet ordentligt, og at personalet har frihed til at udvise almindelig menneskelig respekt uden at blive gjort til redskaber for en politisk dagsorden.
Pernille Jensen har sat en grænse for, hvad hun mener, Region Syddanmark skal lægge navn til. Det er præcis den slags principiel debat, et demokratisk regionsråd skal kunne rumme. For et frit samfund bygger ikke på, at alle skal bruge de samme ord, tænke de samme tanker eller tilslutte sig de samme ideologiske forestillinger. Det bygger på, at vi kan være uenige uden at miste respekten for hinanden.