Hvis man stadig nærer den romantiske forestilling, at det offentlige eksisterer for borgernes skyld, så kan jeg anbefale en tur til Fredericia Bibliotek for at få udstedt et pas. Det er som et weekendophold i bureaukratiets Disneyland.
Jeg havde forleden fornøjelsen af at køre en ældre medborger derned. Det burde være en simpel øvelse: Et gammelt pas skal udskiftes med et nyt. En proces, som i den private verden ville tage omtrent lige så lang tid som at købe et franskbrød.
Men nej.
Først skal man bestille tid hjemmefra. Derefter skal passet betales. Så skal der betales for et nyt billede. Herefter kommer en SMS om, at passet er klar til afhentning. Indtil nu kan man måske leve med det.
Men så begynder forestillingen.
Vi træder ind på biblioteket. Der er ingen kø. Ikke én eneste kunde. Ingen ventende. Stilheden er næsten meditativ. Alligevel bliver vi sendt hen til en stander for at trække et nummer og bekræfte, at vi er mødt op.
Hvorfor?
Den venlige medarbejder forklarer, at systemet skal registrere, at man er den, man er.
Undskyld mig… men ligger der ikke et spritnyt pas bag skranken med navn, CPR-nummer, foto og biometriske oplysninger? Kunne man ikke bare åbne passet, se på personen foran sig og konstatere, at det rent faktisk er den samme? Den metode har fungeret i generationer.
Nej.
Først skal et digitalt nummersystem have sin daglige fodring.
Det er bureaukratiets svar på et religiøst ritual. Ikke fordi det gør arbejdet bedre. Ikke fordi det gør kontrollen sikrere. Men fordi systemet har besluttet, at sådan gør vi.
Det er præcis den slags arbejdsgange, der får den offentlige sektor til at vokse som ukrudt i en våd sommer. Ét klik her. Ét nummer dér. En registrering oveni en registrering. Ingen tør stille det forbudte spørgsmål: Er det her overhovedet nødvendigt?
Fredericia Kommune står over for millionbesparelser. Politikerne leder efter effektiviseringer, mens konsulenter sikkert producerer endnu en PowerPoint om “optimerede processer”.
Måske skulle de i stedet tage en ganske almindelig formiddag på biblioteket.
Se arbejdsgangene.
Tæl de overflødige klik.
Spørg, hvorfor en borger med et gyldigt gammelt pas, en bestilt tid og et nyt pas liggende klar alligevel skal igennem endnu et digitalt kontrolled, før et menneske må udlevere dokumentet.
For hvis det er et billede på den måde, vi organiserer den offentlige sektor på, så er der næppe nogen grund til at undre sig over, at kommunekassen konstant skriger på flere penge.
Nogle kalder det digitalisering.
Andre kalder det effektivisering.
Jeg vil nøjes med at kalde det bureaukrati forklædt som fremskridt.