Der findes efterhånden en særlig form for dansk naivitet, som er så konsekvent, at man næsten må beundre den. Vi inviterer mennesker indenfor. Vi giver dem beskyttelse. Vi giver dem rettigheder.
Vi giver dem adgang til uddannelse, arbejde, velfærd og et samfund, hvor man kan sige næsten hvad som helst om magthaverne uden at få besøg af politiet midt om natten.
Og bagefter begynder vi at diskutere, om Danmark mon burde ændre sig lidt, så de nye gæster ikke føler sig alt for fremmede.
Det er denne mærkværdige logik, der endnu en gang dukker op i diskussionen mellem Mohammed Abdi Kahn og Inger Støjberg.
Og denne gang synes jeg faktisk, at Inger Støjberg har fat i noget helt afgørende.
For spørgsmålet er ikke, om mennesker, der kommer til Danmark, må have deres religion.
Selvfølgelig må de det.
Spørgsmålet er heller ikke, om de må holde fast i dele af deres kultur.
Selvfølgelig må de det.
Det egentlige spørgsmål er langt mere enkelt:
Hvem skal tilpasse sig hvem?
Og her burde svaret ikke kræve en universitetsuddannelse i integrationsstudier.
Hvis man kommer til Danmark, er det ikke Danmark, der kommer til én.
Det er én selv, der kommer til Danmark.
Det er en ganske væsentlig forskel.
Man kan naturligvis godt mene, at Danmark har masser af fejl. Det mener jeg også. Danskerne er glimrende til at diskutere deres egne fejl. Faktisk er vi så gode til det, at vi efterhånden kan få dårlig samvittighed over at eksistere.
Men det betyder ikke, at alt i Danmark er til forhandling.
Der findes nogle grundlæggende regler.
Loven gælder.
Mænd og kvinder er lige.
Religion står ikke over demokratiet.
Ytringsfriheden tilhører ikke kun dem, der kan lide det, der bliver sagt.
Og ingen religiøs autoritet får en særlig dispensation fra de regler, som resten af befolkningen lever under.
Det er ikke højreorienteret.
Det er ikke fremmedfjendsk.
Det er ikke islamofobisk.
Det er ganske enkelt fundamentet for et demokratisk samfund.
Alligevel er det næsten blevet suspekt at sige det højt.
Man skal helst pakke det ind i så mange pædagogiske formuleringer, at budskabet til sidst bliver helt uforståeligt.
Vi skal »mødes på midten«.
Vi skal »forstå hinandens perspektiver«.
Vi skal »skabe dialog«.
Ja.
Men dialog er ikke det samme som at forhandle om grundlæggende frihedsrettigheder.
Man kan diskutere dansk madkultur.
Man kan diskutere juleaften.
Man kan diskutere folkedragter, tørklæder, højtider og traditioner.
Men man kan ikke diskutere, om dansk lov skal gælde.
Det er her, Inger Støjberg rammer en nerve, som mange helst vil undgå.
For integration kan ikke være en envejsforestilling, hvor danskerne hele tiden bliver bedt om at bevise, hvor rummelige de er, mens ingen tør spørge den anden part, om vedkommende faktisk ønsker at blive en del af det danske samfund.
Det spørgsmål burde være helt legitimt.
Vil du Danmark?
Ikke bare de gratis ting.
Ikke bare sikkerheden.
Ikke bare velfærdssystemet.
Ikke bare uddannelsesmulighederne.
Ikke bare friheden til at leve dit eget liv.
Vil du også acceptere det Danmark, der gør alle disse ting mulige?
For frihed er ikke et tag-selv-bord.
Man kan ikke plukke de dele af det danske samfund, man synes om, og samtidig afvise de værdier, der holder resten sammen.
Det er ikke integration.
Det er selektiv integration.
Og den model ender galt.
For hvis hver gruppe kommer med sit eget sæt af moralske regler, som det omgivende samfund forventes at tage hensyn til, bliver resultatet ikke et fællesskab.
Så bliver resultatet et hotel.
Alle bor under samme tag, men ingen behøver egentlig at være en del af det samme hus.
Det er ikke det Danmark, jeg ønsker.
Og det burde heller ikke være det Danmark, vi ønsker at give videre.
Det interessante er, at kravet om tilpasning ofte fremstilles som noget brutalt.
Som om det nærmest er en form for overgreb at sige:
»Når du bor her, skal du følge loven.«
Men prøv at vende situationen om.
Hvis jeg flyttede til et andet land, ville jeg da ikke forvente, at hele samfundet skulle ændre sig efter mig.
Jeg ville lære sproget.
Jeg ville lære reglerne.
Jeg ville forsøge at forstå kulturen.
Jeg ville naturligvis beholde dele af min egen baggrund.
Men jeg ville ikke kræve, at landet skulle blive til en udgave af mit gamle hjemland for min skyld.
Hvorfor skulle det være anderledes i Danmark?
Det er ikke et krav om, at alle skal blive danskere på samme måde.
Det er et krav om, at alle skal være borgere på lige vilkår.
Og det er faktisk langt mere respektfuldt end den bløde form for integration, hvor man konstant fortæller mennesker, at de ikke rigtig behøver at tilpasse sig noget som helst.
For hvis man aldrig stiller krav, sender man i virkeligheden et ret arrogant budskab:
At man ikke forventer, at mennesker, der kommer hertil, kan blive en del af fællesskabet.
Det mener jeg, vi skal forvente.
Vi skal forvente, at mennesker kan lære dansk.
Vi skal forvente, at de respekterer loven.
Vi skal forvente, at kvinder og mænd har samme rettigheder.
Vi skal forvente, at religion er et personligt anliggende og ikke en parallel lovgivning.
Vi skal forvente, at demokratiet accepteres – også når det demokratiske flertal træffer beslutninger, man ikke bryder sig om.
Det er ikke for meget at forlange.
Det er faktisk det absolutte minimum.
Og hvis det er kontroversielt at sige det, så er problemet ikke Inger Støjberg.
Så er problemet, at vi efterhånden er blevet så nervøse for at stille krav, at vi er begyndt at undskylde for selve eksistensen af det danske samfund.
Det bør vi holde op med.
Danmark skal naturligvis være et land, hvor mennesker kan komme til og skabe sig et godt liv.
Men Danmark skal ikke ophøre med at være Danmark for at bevise, at Danmark er tolerant.
Det er ikke Danmark, der skal integreres i de mennesker, der kommer hertil.
Det er de mennesker, der kommer hertil, der skal integreres i Danmark.