Der var engang, hvor man gerne ville være noget. Man ville være læge, fordi man ville redde mennesker. Arkitekt, fordi man ville tegne huse. Journalist, fordi man havde noget på hjerte. Musiker, fordi man kunne spille. Forfatter, fordi man havde noget at sige.
I dag vil man helst være kendt.
Ikke nødvendigvis for noget bestemt. Bare kendt.
Det er en ganske imponerende karriereplan, når man tænker over det.
»Hvad vil du være, når du bliver voksen?«
»Kendt.«
»Ja, men hvad vil du kunne?«
»Ingenting. Men jeg har 84.000 følgere.«
Og her begynder vores lille civilisation at få problemer.
For reality-tv’et har efterhånden udviklet sig til den moderne udgave af middelalderens gabestok. Forskellen er blot, at dengang blev man sat der mod sin vilje. I dag skriver man selv ansøgningen.
Man melder sig frivilligt.
Man stiller sig foran kameraet, åbner sit privatliv, sine følelser, sine konflikter, sit kærlighedsliv og i nogle tilfælde det, der burde være tilbage af ens værdighed – og håber på, at en tv-producer kan klippe det sammen til en karriere.
Det er ikke længere nødvendigt at kunne noget.
Det er nok at være noget på fjernsynet.
En nyere analyse af realitykulturen peger netop på, at berømmelsen i realityverdenen i stigende grad handler om »væren« frem for »kunnen«. (CBS Research Portal)
Og det er egentlig ret fascinerende.
For hvad er det præcis, vi ønsker at blive husket for?
Jeg tænker nogle gange på det helt store spørgsmål:
Hvad skal der stå på gravstenen?
»Her hviler Jens. Han levede et langt og meningsfuldt liv.«
Nej.
»Her hviler Jens. Han havde 137.000 følgere på TikTok.«
Det er selvfølgelig muligt, at fremtidens kirkegårde bliver udstyret med QR-koder.
Man scanner farmors gravsten, og så kommer der en video frem:
FARMORES BEDSTE ØJEBLIKKE – SE HENDE GÅ RUNDT MED BAR RØV OG BINDSLIPS PÅ NATIONALT TV!
Og hele familien står omkring graven og siger:
»Det var dengang, hun virkelig slog igennem.«
Det er selvfølgelig sat på spidsen.
Men problemet er ikke, at reality-tv eksisterer. Det er heller ikke, at unge mennesker gerne vil underholdes. Problemet er den mærkelige kulturelle forskydning, hvor synlighed er blevet en slags erstatning for betydning.
Vi lever i en tid, hvor sociale medier konstant fortæller unge, hvordan andre mennesker lever. En undersøgelse fra DUF viser eksempelvis, at 38 procent af unge oplever, at andres liv ser bedre ud end deres, når de er på sociale medier. (Dansk Ungdoms Fællesråd)
Det er ikke så mærkeligt, at man så begynder at tænke:
»Måske er mit liv først rigtigt, når andre ser det.«
Og så kommer fjernsynet.
»Vil du være med i et program?«
»Ja.«
»Du skal konkurrere, blive forelsket, græde, skændes, blive ydmyget og måske sige noget meget dumt.«
»Hvornår begynder vi?«
Det er jo næsten for godt.
Man kan blive berømt uden at have opfundet noget, skrevet noget, komponeret noget, bygget noget eller vundet noget.
Man skal bare sørge for ikke at være kedelig.
Og så er der hele den efterfølgende industri.
Pludselig er man influencer.
Så bliver man inviteret til et arrangement.
Så får man en podcast.
Så bliver man ekspert i noget, ingen har bedt om en ekspert i.
Så kommer man i endnu et tv-program.
Og pludselig står man i et studie og diskuterer samfundets store problemer med mennesker, der har det til fælles, at de engang har boet i et hus sammen med andre mennesker og fået filmet deres konflikter.
Det er faktisk en imponerende karriere.
Fra ukendt til kendt til kendt for at være kendt.
Den sidste kategori er efterhånden blevet så omfattende, at selv de kendte ikke nødvendigvis kender hinanden. Det blev eksempelvis bemærket i forbindelse med TV 2’s Spillet, hvor flere deltagere ikke anede, hvem de øvrige deltagere var.
Det er næsten poetisk.
De ukendte kendte møder de kendte ukendte.
Og ingen ved helt hvorfor.
Men måske er det netop derfor, de unge vil være med.
For berømmelse er blevet en valuta.
Ikke fordi man nødvendigvis har noget at sælge, men fordi man selv er blevet produktet.
Ens ansigt er produktet.
Ens privatliv er produktet.
Ens kæresteforhold er produktet.
Ens sammenbrud er produktet.
Og den største triumf er måske ikke længere at have levet et interessant liv.
Det er at have dokumenteret det.
Jeg er ikke sikker på, at det er en udvikling, vi bør være stolte af.
For forestil dig, at vi spoler 50 år frem.
Barnebarnet sidder på plejehjemmet ved siden af farmor.
»Farmor, hvad lavede du egentlig, da du var ung?«
Farmor kigger ud ad vinduet.
»Jeg var med i et realityprogram.«
»Nå. Hvad lavede du bagefter?«
»Jeg var med i et andet.«
»Og så?«
»Så kom jeg i et tredje.«
»Hvad var du god til?«
Lang pause.
»Jeg var god til at blive filmet.«
Det er måske det mest sørgelige ved hele historien.
Ikke at unge vil være kendte.
Men at vi har fået skabt et samfund, hvor det at blive set kan føles vigtigere end det at blive til noget.
Måske skulle vi prøve at lære de unge, at et godt eftermæle ikke nødvendigvis kræver 200.000 følgere.
Det kan faktisk være nok, at ens børn elsker én.
At ens venner savner én.
At man har gjort noget godt for andre mennesker.
At man har bygget noget, skrevet noget, skabt noget eller bare været et ordentligt menneske.
Det giver måske færre likes.
Men til gengæld behøver man ikke gå rundt med bar røv og bindslips på Nationalt TV for at bevise, at man eksisterede.
Og når farmor engang ligger under stenen på kirkegården, vil det måske være rart, hvis det, familien husker, ikke er den episode, hvor hun kastede en drink efter en fremmed mand i uge syv.
Men den søndag, hvor hun lavede frikadeller til hele familien.
Det er trods alt et eftermæle.