Der er noget ved den danske håndtering af Nord Stream-sagen, som efterlader en med en ganske ubehagelig fornemmelse.
Ikke nødvendigvis fordi vi ved, hvem der sprængte gasledningerne. Det gør vi ikke endeligt. Men fordi det tilsyneladende ikke bare var gerningsmændene, der havde travlt med at holde kortene tæt til kroppen.
Det havde Danmark også.
Ifølge oplysninger fra et tysk anklageskrift bad tysk politi Danmark om hjælp til efterforskningen. Helt konkret ønskede tyskerne hjælp til at undersøge forhold på Bornholm og Christiansø og afhøre personer, som kunne have observeret den mistænkte sejlbåd Andromeda.
Sverige og Polen hjalp.
Danmark sagde nej.
Begrundelsen skulle ifølge det tyske anklageskrift være, at en dansk efterforskning kunne udgøre en mulig trussel mod statens ve og vel.
Og her må man altså standse op.
Hvad er det præcis, vi er så bange for?
Det er naturligvis legitimt, at en stat beskytter sine sikkerhedsinteresser. Ingen forventer, at danske myndigheder skal udlevere statshemmeligheder til højre og venstre.
Men vi taler her om en sabotageaktion mod Nord Stream-gasledningerne i Østersøen. En sabotage, der foregik i vores eget nærområde. En sabotage, som potentielt kunne have enorme sikkerheds- og geopolitiske konsekvenser for hele Europa.
Og når vores nærmeste allierede Tyskland beder om hjælp til at opklare sagen, så burde det vel næsten være en selvfølge, at Danmark siger:
“Ja. Hvad kan vi hjælpe med?”
I stedet får tyskerne efter alt at dømme et nej.
Det bliver endnu mere besynderligt, fordi Danmark kort efter selv meddelte, at den danske efterforskning blev indstillet, fordi der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at forfølge en straffesag i Danmark.
Det kan selvfølgelig være juridisk korrekt.
Men juridisk korrekt er ikke nødvendigvis det samme som politisk tilfredsstillende.
For hvad nu hvis tyskerne ligger inde med oplysninger, som Danmark ikke havde?
Hvad nu hvis en dansk havnefoged, lystsejler eller anden person på Bornholm havde set noget, som kunne være afgørende for den tyske efterforskning?
Hvorfor skulle Danmark ikke hjælpe med at finde ud af det?
Det er netop her, sagen bliver mærkelig.
For den tyske anmodning synes umiddelbart at have handlet om noget ganske banalt: afhøringer og efterforskningsskridt. Ikke om at udlevere danske statshemmeligheder. Ikke om at give tyskerne adgang til Forsvarets hemmelige installationer.
Bare efterforskning.
Juraprofessor Birgit Feldtmann kalder den danske afvisning usædvanlig. Statskundskabslektor Rasmus Brun Pedersen undrer sig også over, at Danmark ikke havde en større interesse i at hjælpe en nær allieret med at opklare en så alvorlig forbrydelse.
Det burde egentlig være rigeligt til at få alarmklokkerne til at ringe.
For hvis Danmark ikke ønsker at hjælpe Tyskland med at opklare en mulig international sabotageaktion i vores eget nærområde, så skylder regeringen og myndighederne danskerne en meget bedre forklaring end den, vi hidtil har fået.
Hvad var den konkrete danske interesse, der skulle beskyttes?
Det er det spørgsmål, der bliver ved med at hænge i luften.
For den danske stat kan naturligvis have gode grunde til at holde kortene tæt ind til kroppen. Men i et demokrati er “statens sikkerhed” også et meget tungt argument.
Så tungt, at man ikke bare kan lade det stå som en sort boks.
Hvis Danmark ved noget, som Tyskland ikke må vide, må man spørge hvorfor.
Hvis Danmark frygtede noget, som Tyskland ikke måtte udsættes for, må man spørge hvad.
Og hvis Danmark ganske enkelt vurderede, at det var bedst ikke at blande sig, må man spørge, hvorfor man ikke hjalp en allieret med en efterforskning, der netop kunne være med til at kaste lys over en af de mest alvorlige sabotageaktioner i Europas nyere historie.
Det er ikke et spørgsmål om at pege fingre ad Ukraine, Rusland, Tyskland eller nogen anden.
Det er et spørgsmål om noget langt mere grundlæggende:
Hvorfor ville Danmark ikke hjælpe?
For det mærkelige ved hemmeligheder er, at de har det med at blive mere interessante, jo mindre man vil fortælle om dem.
Og lige nu er det måske ikke kun Nord Stream-rørene, der er sprængt.
Det er også en lille smule af danskernes tillid til, at myndighederne fortæller os, hvad der foregår.
Danmark behøver ikke nødvendigvis fortælle alt.
Men når vores nærmeste allierede banker på døren og beder om hjælp til at opklare en international sabotageaktion i vores egen baghave, så burde det være muligt at forklare danskerne, hvorfor døren blev holdt lukket.
Hvad var det egentlig, Danmark var så bange for?