Fredericia Dagblad skriver i dag, at Socialdemokratiet står over for et valg: Skal partiet forsøge at erobre borgmesterkontoret tilbage, eller skal det stille sig til rådighed som løjtnant for Peder Tind? Et glimrende spørgsmål. Men der mangler et endnu mere interessant: Hvor er kronprinsen, der skal vælte ham af tronen?
Der er noget næsten feudalt over Socialdemokratiets forhold til Fredericia.
I omtrent et århundrede har borgmesterkæden hængt så naturligt på en socialdemokratisk borgmester, at man næsten kunne forledes til at tro, at den var blevet overdraget til partiet sammen med fæstningsvoldene, havnen og kommunens våbenskjold.
Fredericia var rød.
Ikke bare politisk rød, men institutionelt rød.
Socialdemokratiet var ikke blot et parti i byen. Det var i perioder nærmest en kommunal tilstand.
Men så kom vælgerne.
Og vælgerne har den irriterende egenskab, at de undertiden minder selv de mest traditionsbevidste magthavere om, hvem der egentlig ejer slottet.
Pludselig sad Peder Tind på borgmesterkontoret.
En blå borgmester i Fredericia.
Man kunne næsten høre porcelænet klirre i den gamle socialdemokratiske salon.
Der er naturligvis intet galt med at være stolt af sin historie.
Socialdemokratiet har haft enorm betydning for Fredericia. Men et parti bør passe på med at forveksle historisk betydning med permanent ejendomsret.
Der findes ingen paragraf i Grundloven, der siger, at Fredericias borgmesterkæde efter 100 år skal afleveres tilbage til Socialdemokratiet med kvittering.
Der findes heller ingen kommunal naturlov, hvorefter en by, der har stemt rødt i generationer, skal fortsætte med at gøre det af hensyn til traditionen.
Det ville være en noget mærkelig form for demokrati.
Man kunne lige så godt foreslå, at Fredericia hvert fjerde år bare skulle sende en høflig besked til Socialdemokratiet:
“Kære kammerater. Vi har modtaget stemmesedlerne. Alt er som forventet. I kan hente borgmesterkæden på rådhuset.”
Sådan fungerer det heldigvis ikke længere.
Det er værd at huske.
Peder Tind er ikke kommet ind ad bagdøren med en låsesmed.
Han er ikke blevet indsat af et hemmeligt udvalg af konservative embedsmænd.
Han er blevet valgt.
Og endnu mere irriterende for Socialdemokratiet: Han har fået muligheden for at bevise, at en blå borgmester faktisk kan være borgmester i Fredericia uden at byen synker i Lillebælt.
Hvor er kronprinsen?
Og her bliver dagens artikel i Fredericia Dagblad ganske interessant.
For Socialdemokratiet vil gerne tilbage.
Selvfølgelig vil det det.
Et parti, der har haft borgmesterposten i omkring et århundrede, udvikler næppe pludselig en lidenskabelig interesse for at være opposition.
Men hvem skal gøre det?
Christian Bro har allerede meldt ud, at han ikke bliver den næste socialdemokratiske borgmesterkandidat.
Og så står det gamle parti med det mest aristokratiske spørgsmål af dem alle:
Hvor er tronfølgeren?
Man kan ikke vælte en borgmester med et organisationsdiagram.
Man kan ikke slå Peder Tind med et kommunalpolitisk visionspapir.
Og man kan navnlig ikke genvinde Fredericia med ordene velfærd, fællesskab og tryghed alene.
De ord har været brugt så meget, at de efterhånden burde have deres egen pensionsordning.
Socialdemokratiet skal finde et menneske.
Et navn.
En personlighed.
En kandidat, som Fredericias vælgere faktisk kan se som borgmester.
Og her er forskellen:
Peder Tind er allerede borgmester.
Socialdemokratiets kommende kandidat er endnu kun en teori.
Den blå trone har en fordel
Peder Tind behøver ikke at være perfekt.
Det er en undervurderet fordel ved at være borgmester.
Han skal bare levere bedre, end vælgerne forventer.
Han skal få økonomien til at hænge sammen.
Han skal håndtere de enorme besparelser, der venter.
Han skal være synlig.
Han skal skabe resultater.
Og han skal undgå at opføre sig, som om borgmesterkæden er blevet hans private arvestykke.
Hvis han gør det, kan noget meget interessant ske.
Fredericianerne kan begynde at tænke: “Det fungerer jo.”
Og så er Socialdemokratiets opgave pludselig ikke at fortælle byen, hvorfor Tind er forkert.
Det skal forklare, hvorfor byen skal tilbage til det gamle.
Det er en langt vanskeligere opgave.
150 millioner kroner kan blive Socialdemokratiets våben – eller deres Waterloo
Det store slag kommer ikke til at stå i partiernes mødelokaler.
Det kommer til at stå i kommunens budgetter.
Fredericia står foran år med økonomiske prioriteringer og meget betydelige besparelser.
Det er her, Tind bliver prøvet.
Men Socialdemokratiet bliver prøvet samtidig.
For opposition er bekvem, så længe man blot skal sige nej.
Det er straks mere interessant, når nogen spørger: “Fint. Hvad vil I så gøre?”
Hvis Socialdemokratiet siger nej til en besparelse, skal partiet forklare, hvor pengene skal findes.
Hvis man vil bevare en institution, skal man forklare, hvad den koster.
Hvis man vil beskytte velfærden, skal man forklare, hvilken anden regning der skal betales.
Kommunalpolitik er den gren af politik, hvor champagneflasken til sidst altid bliver efterfulgt af en faktura.
Det er her, blå politik faktisk har en fordel.
Den kan tillade sig at sige noget så gammeldags som: Man kan ikke bruge penge to gange.
Den socialdemokratiske fristelse
Derfor er Socialdemokratiets dilemma reelt.
Man kan gå i opposition og forsøge at opbygge en ny kronprins.
Det giver mulighed for at angribe Tind.
Men det indebærer også risikoen for fire år i politisk ørken.
Eller man kan samarbejde med Tind.
Det giver indflydelse.
Men så risikerer Socialdemokratiet at blive en del af den blå borgmesters succes.
Og det ville være noget nær den politiske version af at hjælpe sin rival med at male slottet – og bagefter opdage, at slottet ser bedre ud.
Der er langt til 2029 – og det kan blive nogle meget lange år.
Socialdemokratiet bør derfor stille sig selv et mere ubehageligt spørgsmål end det, der står i dagens avis.
Ikke:
“Hvordan får vi magten tilbage?”
Men:
“Hvorfor skal Fredericia give os den tilbage?”
Det er to helt forskellige spørgsmål.
Det første handler om ambition.
Det andet handler om legitimitet.
Og i et demokrati er det det sidste, der tæller.
Fredericia har allerede vist, at man godt kan vælge Venstre.
Man har allerede vist, at en borgmester ikke behøver komme fra Socialdemokratiet.
Man har allerede vist, at et århundredes politisk tradition kan brydes på én valgaften.
Det er derfor, Socialdemokratiets situation er langt mere alvorlig end et almindeligt valgnederlag.
For første gang i meget lang tid skal partiet ikke blot kæmpe om borgmesterposten.
Det skal kæmpe mod erindringen om, at Fredericia engang tilhørte dem.
Og her bør borgerlige Fredericia måske holde op med at være så beskedne.
En blå borgmester er ikke en historisk fejltagelse, som byen på et tidspunkt bør rette op på.
Det er et demokratisk resultat.
Hvis Peder Tind gør det godt, skal han have lov til at fortsætte.
Hvis han gør det dårligt, skal han naturligvis skiftes ud.
Så enkelt bør det være.
Hvem gør det bedst for Fredericia?
Det er faktisk en ganske revolutionerende tanke i en by, der i generationer har været vant til, at den røde trone stod nogenlunde sikkert.
Så Socialdemokratiet kan naturligvis drømme om revanche.
Det må man gerne.
Men først skal man finde sin kronprins.
Og derefter skal kronprinsen slå en siddende borgmester, der allerede har prøvet jobbet.
Det er ikke længere et spørgsmål om, hvem der har retten til tronen.
Nu handler det om, hvem der kan fortjene den.
Og indtil videre sidder Peder Tind på den.
Det må Socialdemokratiet nok vænne sig til.
Kilde: FRDB