Et lands jernbane afslører mere om nationens tilstand, end de fleste politikere bryder sig om at indrømme. Danmark bryster sig af digitalisering, grøn omstilling og verdensklasse infrastruktur. Alligevel har DSB på blot seks måneder udbetalt 60,4 millioner kroner i kompensation til passagerer, som ikke fik det produkt, de købte. Mere end dobbelt så meget som sidste år. Det er ikke bare et tal. Det er en diagnose.
For de 60 millioner er kun toppen af isbjerget. Langt mere interessant er det regnestykke, ingen ser ud til at ville lave.
Hvad har alle togbusserne kostet?
Hvad har entreprenørerne kostet?
Hvad har ekstra personale, forlængede arbejdstider, omdirigeringer, administration, kundeservice, mistede billetindtægter og tusindvis af arbejdstimer, der er gået tabt hos passagererne, kostet?
Ingen taler om den regning.
Den gemmes behændigt væk bag pressemeddelelser om “sporfornyelse”, “modernisering” og “fremtidssikring”. Smukke ord, der dækker over en virkelighed, hvor danskerne år efter år bliver sat af i en togbus på en parkeringsplads ved banegården med beskeden: “Vi beklager ulejligheden.”
Beklager?
Nej.
Det er blevet en forretningsmodel.
DSB sælger billetter til tog. Derefter indsætter man busser. Forestil dig konsekvenserne, hvis SAS solgte flybilletter og sendte passagererne videre med FlixBus fra Kastrup til Paris. Ingen ville acceptere det i mere end én weekend.
Men på jernbanen er absurditeten blevet normaltilstanden.
Togbusser er efterhånden ikke længere en nødløsning. De er blevet en fast bestanddel af den danske infrastruktur. Så fast, at man snart burde male DSB-logoet på siden af busserne og droppe skinnerne helt.
Det mest opsigtsvækkende er dog den politiske tavshed.
Milliarder investeres i jernbanen. Samtidig bliver passagererne bedt om at udvise forståelse, endnu en gang. De skal forstå sporarbejde. De skal forstå nedfaldne køreledninger. De skal forstå signalfejl. De skal forstå ombygninger.
Det eneste, ingen ser ud til at forstå, er passagerernes tålmodighed.
For hver gang staten kalder det en investering, oplever almindelige danskere det som endnu et løfte, der bliver forsinket.
Når pendlere mellem København og Odense alene modtager 16,5 millioner kroner i kompensation, fortæller det ikke historien om et gavmildt DSB.
Det fortæller historien om en strækning, der ganske enkelt ikke leverer den vare, kunderne har betalt for.
Og så er der den skjulte regning.
Hvor mange møder blev aflyst?
Hvor mange familier kom for sent?
Hvor mange virksomheder mistede arbejdstimer?
Hvor mange tusinde mennesker stod i regnvejr på en parkeringsplads ved banegården og ventede på endnu en overfyldt togbus?
Den regning optræder ingen steder i DSB’s regnskab. Men samfundet betaler den hver eneste dag.
Måske er det på tide, at Folketinget holder op med at måle succes i kilometer nye skinner og begynder at måle den i noget langt mere jordnært:
Kommer danskerne frem til tiden?
Hvis svaret er nej – og kompensationen eksploderer år efter år – så er der ikke tale om et transportproblem.
Så er der tale om et statsligt prestigeprojekt, der har glemt sit eneste formål: at få mennesker fra A til B.
Og mens DSB sender 60 millioner kroner tilbage til kunderne, sidder skatteyderne tilbage med det oplagte spørgsmål:
Hvor mange hundrede millioner – måske milliarder – er den samlede regning egentlig blevet, når togbusser, forsinkelser, tabt produktivitet og endeløse anlægsprojekter regnes med?
Det spørgsmål er langt mere interessant end de 60,4 millioner.
Det er også langt mere ubehageligt.
Kilde: DR