Danmark har fået nye nationale svømmemål. Endelig. Jeg har ventet på dem. Jeg har siddet oppe om natten med bankende hjerte og tænkt: “Hvornår kommer staten og fortæller mig præcis, hvor langt jeg skal plaske rundt som en lettere panikslagen søløve?”
Nu er de her.
En voksen dansker bør kunne svømme 200 meter uden pause. 25 meter på ryggen. Kun 43 procent kan det ifølge undersøgelsen. Det betyder samtidig, at en stor del af befolkningen nu officielt er placeret i kategorien: potentielt menneskeligt anker.
Men hvad med os andre?
Hvad med os, der har et mere filosofisk forhold til vand? Hvad med os, der ikke ser havet som et rekreativt fristed, men som en gigantisk, våd massegrav med måger?
Jeg kan ikke svømme. Ikke rigtigt. Jeg har aldrig forstået fascinationen. Hele konceptet virker som et projekt udviklet af mennesker, der ikke helt har accepteret, at de ikke blev født som fisk.
Der er kommet noget næsten rørende over moderne samfund. Alt skal måles. Alt skal have anbefalinger. Snart får vi nationale mål for socialt samvær:
“Danskere bør kunne holde øjenkontakt i minimum syv sekunder uden at kigge ned i deres telefon.”
Eller:
“En voksen bør kunne stå i kø i Bilka uden at sukke højlydt.”
Det hele kommer naturligvis med den særlige danske blanding af omsorg og blid formynderi. Ingen vil tvinge dig. Nej, nej. Man får bare et “kompas”. Det hedder ikke regler længere. Det er et kompas. Det lyder meget hyggeligere.
Jeg misunder faktisk mennesker, der elegant glider gennem vandet med rolige tag og overskud i ansigtet. Jeg ligner en lettere forvirret søløve med eksistentielle problemer.
Måske er det mig, der er gammeldags. Måske er fremtidens menneske en slags hybrid mellem kontoransat, triatlet og kystredder. Et individ, der uden problemer kan holde Zoom-møde, løbe halvmaraton og redde en bevidstløs tysker ud af Vesterhavet.
Men indtil da vil jeg gerne slå et slag for os, der står på stranden med skoene på og et lettere mistænksomt blik mod Lillebælt.
Vi findes også.
Og vi synker med værdighed.
(Kilde: DR )