Anden pinsedag er et af de sidste steder i Danmark, hvor man stadig kan møde noget så gammeldags som håb. Ikke i Folketinget naturligvis – der er håbet for længst blevet sat til salg sammen med de sidste principper – men ude i det fri. På Kastellet i Fredericia. Under åben himmel. I et vejr så smilende, at selv skyerne virkede til at have fået en ekstra fridag.
Man sad der blandt barnevogne, pensionister og mennesker i praktiske sandaler – denne særlige danske skabning, som kun viser sig ved friluftsgudstjenester og loppemarkeder. Luften var fyldt med fuglesang og den slags fredelighed, der får én til at tro, at verden måske trods alt ikke er helt tabt til algoritmer, energidrikke og kommunale parkeringsregler.
Temaet var stort: krig og fred, frygt og håb.
Det er beskedne emner til en mandag.
Prædikenen blev holdt af Christina Ebbesen, teolog og præst for døve og hørehæmmede. Hun talte om verdens konflikter, om menneskets frygt og om håbet om fred. Og hun gjorde det uden vat, uden bobleplast og uden den moderne sygdom, hvor alle sætninger skal pakkes ind i tre lag forsigtighed og et kommunikationsbureau.
Jeg sad dér i min stol og tænkte: “Det er alligevel ikke hver dag, man hører en præst stå under åben pinsesol og omtale en amerikansk præsident som en idiot. Jeg havde egentlig regnet med salmer, håb og lidt duefred – ikke at verdenspolitikken pludselig skulle tage plads på første række.”
Jeg havde ellers forestillet mig, at præster bevægede sig omkring politik med samme forsigtighed som en mand med hvid habit gennem et glas rødvin. Men her kom ordene med betydelig kraft. Man sad næsten og ventede på, at dueflokken over Kastellet skulle ændre kurs. Det gav anledning til en lettere eksistentiel undren hos mig. For når kirken bevæger sig ind på verdensscenen og ind i tidens politiske orkaner, opstår det gamle spørgsmål: Hvor går grænsen mellem prædikestol og debatindlæg?
For præster er trods alt underlagt det såkaldte dekorumkrav. Det lyder som noget fra en fransk parfume eller en sygdom i overklassen, men betyder blot, at man som offentlig tjenestemand skal optræde på en måde, der skaber tillid og respekt.
Og dér sad jeg så på Kastellet med solen i ansigtet og tænkte, at Danmark er et sært lille land.
Vi mødes i det fri for at høre om fred i en verden fyldt med krig. Vi synger salmer under åben himmel, mens nyhedsstrømmen hjemme i lommen stadig råber om katastrofer. Og måske er det i virkeligheden hele pointen.
For håbet er jo en mærkelig størrelse.
Det dukker ofte op de mest besynderlige steder.
På en græsplæne.
Anden pinsedag.
På Kastellet i Fredericia.
(Foto: Friluftsgudstjeneste på Kastellet i Fredericia anden pinsedag )