Der findes gamle civilisationer, som byggede pyramider hurtigere, end dansk politik kan danne en regering. Romerriget nåede både at opstå, ekspandere og falde sammen i miniatureudgave, mens dansk politik de seneste 60 dage har bevæget sig med omtrent samme energi som en våd campingstol i modvind på en rasteplads ved Middelfart.
Og nu er vi her igen.
Som i et politisk genudsendelsesprogram på DR2, ingen aktivt har bedt om, men som alligevel kører i baggrunden, er Mette Frederiksen igen blevet kongelig undersøger. Efter to måneders parlamentarisk rundkreds og strategiske albueskub står hun tilbage på scenen med den myndige ro, som en skoleinspektør, der netop har konstateret, at eleverne ikke selv kunne finde ud af gruppearbejdet.
Nu skal der føres “intensive” forhandlinger.
Intensive.
Det er et vidunderligt ord i dansk politik. Det betyder sjældent dramatik, puls eller handling. Det betyder i praksis, at voksne mennesker i mørke jakkesæt drikker kaffe til langt efter midnat, sender alvorlige ansigtsudtryk til pressen og bruger tre timer på at diskutere, om ordet “omstilling” skal stå før eller efter “fællesskab” i et regeringsgrundlag.
Det nye drømmeprojekt lyder som en politisk udgave af et eksperiment fra TV-køkkenet: Socialdemokratiet, Moderaterne, SF og Radikale.
Tag lidt statsstyring, tilsæt lidt midtersøgende management-sprog, hæld en smule universitetskantine over det hele og pynt med moralsk overlegenhed. Lad det simre ved lav varme i fire år.
Servér med højere afgifter.
Fra blå side må man næsten betragte det som en form for politisk naturkatastrofe. Ikke den dramatiske slags med jordskælv og vulkaner. Mere den stille, danske type. Som når det regner i tre måneder, og ingen længere kan huske, hvordan solen ser ud.
For mange borgerlige vælgere begynder det at føles som en gammel drøm, man engang havde i ungdommen: idéen om en blå regering. Man husker den svagt. Der var noget med lavere skat, frihed og en følelse af, at staten måske ikke nødvendigvis skulle være involveret i samtlige aspekter af menneskets tilværelse – herunder sandsynligvis også valg af madpakke og størrelse på hækken i parcelhuskvarteret.
Men drømmen står nu som en forladt grillfest efter skybrud.
Troels Lund og resten af det borgerlige Danmark ligner gæsterne, der stadig står med papirtallerkenen i hånden og spørger: “Skulle vi ikke grille?”
Imens er Mette Frederiksen tilbage ved bordenden.
Ikke som en politiker, der triumferende rider ind på en hvid hest.
Mere som en meget erfaren kommunal administrator, der åbner døren, ser kaosset og sukker:
“Så må mor jo gøre det selv.”
Og Danmark nikker træt og tager endnu en kop kaffe.