I et land, der ellers elsker at prædike konkurrence, mangfoldighed og frihed til at vælge, har vi tilsyneladende stadig områder, hvor visse organisationer mener, at valgfrihed er glimrende – så længe man vælger dem.
Davidsen Landbrug har haft overenskomst i ti år. Ikke en hemmelig overenskomst skrevet på bagsiden af en serviet. Ikke en aftale indgået i ly af mørket. Men en overenskomst, som ifølge virksomheden er anerkendt af Arbejdsretten.
Problemet er blot, at den ikke er underskrevet af 3F.
Og dét synes for nogle at være den utilgivelige synd.
Resultatet er nu, at 3F har varslet sympatikonflikt fra den 15. juni. En konflikt, som ifølge landmanden kan få vidtrækkende konsekvenser.
Ikke blot for ham.
Ikke blot for virksomheden.
Men også for de 40.000 liter sødmælk, der hver eneste dag forlader gården.
Eller rettere: som måske ikke får lov til at forlade gården.
For her bliver historien næsten absurd.
Arla må ifølge sine vedtægter ikke hente konfliktberørt mælk. Samtidig må andelshaveren ikke sælge mælken til et andet mejeri. Hvis han gør det, risikerer han ifølge egne oplysninger at blive ekskluderet og mødt med en bod på omkring seks millioner kroner.
Man må næsten beundre konstruktionen.
Det er som at blive låst inde i et hus, hvor døren er spærret indefra, mens nogen udenfor fortæller dig, at du naturligvis står frit til at gå.
Hvis sympatikonflikten får den virkning, som landmanden frygter, forsvinder størstedelen af virksomhedens indtjening fra den ene dag til den anden.
Ikke fordi kunderne har valgt produktet fra.
Ikke fordi kvaliteten er dårlig.
Ikke fordi medarbejderne strejker.
Men fordi en organisation ønsker en anden underskrift på et stykke papir.
Det er svært ikke at bemærke proportionerne.
Vi taler konstant om bæredygtighed.
Vi får at vide, at vi skal sortere plastiklåg.
Vi skal skylle yoghurtbægre.
Vi skal huske stofnettet.
Men hvis tusindvis af liter dansk mælk potentielt ender som affald i en faglig magtkamp, så forventes vi åbenbart at betragte det som en naturlov.
Der findes satire, som ikke kan konkurrere med virkeligheden.
Men det mest bemærkelsesværdige er måske ikke engang mælken.
Det er medarbejderne.
Normalt hører man, at fagforeningerne taler på medarbejdernes vegne.
I denne sag hævder landmanden, at medarbejderne selv har taget til orde imod 3F’s indblanding. Ikke én medarbejder. Ikke to. Men ifølge virksomheden en samlet medarbejdergruppe, som har lavet et fælles opråb.
Hvis det er korrekt, opstår et interessant spørgsmål.
Hvem repræsenterer egentlig hvem?
Hvis medarbejderne ikke ønsker 3F’s indblanding, hvis virksomheden allerede er dækket af en overenskomst, og hvis Arbejdsretten har anerkendt den, hvad er så præcis det principielle problem, der skal løses?
Svaret synes i stigende grad at være: autoritet.
For ingen institution bryder sig om konkurrence på sit eget område.
Særligt ikke institutioner, der gennem årtier har været vant til at definere spillereglerne.
Derfor virker sagen mindre som en kamp for medarbejderne og mere som en kamp for markedsandele.
En kamp om retten til at sige: “Det er os, der bestemmer.”
Landmanden fremsætter også alvorlige beskyldninger om, at repræsentanter fra 3F skulle have kontaktet ansatte direkte og tilbudt hjælp til nyt job, flytning og økonomisk støtte mod oplysninger, der kunne bruges imod virksomheden.
Det er beskyldninger, som naturligvis står for afsenderens egen regning.
Men hvis blot en del af dem viser sig at være korrekte, er vi et godt stykke væk fra den romantiske fortælling om fagbevægelsen som arbejdernes noble beskytter.
Så bevæger vi os over i noget, der minder om politiske kampagner, hvor målet helliger midlet.
Det interessante er, at 3F ofte kritiserer virksomheder for at udnytte deres magtposition.
Men magt bliver ikke automatisk sympatisk, blot fordi den udøves af en fagforening.
Magt er magt.
Og når den bruges til at bringe en virksomheds eksistensgrundlag i fare, selv om medarbejderne ikke har bedt om indblanding, og selv om virksomheden allerede har en gældende overenskomst, så er det rimeligt at spørge, om værktøjet står mål med problemet.
Danmark har historisk haft et arbejdsmarked bygget på frivillighed, aftaler og kompromiser.
Men nogle gange får man indtryk af, at kompromiset kun gælder, så længe alle ender med at være enige med de samme mennesker.
Måske er det netop derfor, denne sag vækker så stærke følelser.
For den handler i virkeligheden ikke om mælk.
Den handler ikke om køer.
Den handler ikke engang om en enkelt landmand i Grindsted.
Den handler om et princip.
Om hvorvidt organisationer skal have ret til at true virksomheder på eksistensen, når virksomhederne allerede har indgået lovlige og anerkendte overenskomster med andre.
Det spørgsmål fortjener en seriøs debat.
Også selv om nogle helst så, at det blev druknet i 40.000 liter sødmælk.