Der findes få ting, der gør moderne mennesker mere nervøse end at tale pænt om fortiden.
Nævner man eksempelvis, at en almindelig arbejderfamilie for blot få årtier siden kunne klare sig på én indkomst, bliver man hurtigt mistænkt for at ville genoplive både telefonbokse, piskeris og patriarkatet.
Men lad os alligevel tage chancen.
For der var engang et Danmark, hvor manden tog på arbejde, og kvinden gik hjemme. Ikke nødvendigvis fordi nogen havde tvunget dem til det, men fordi økonomien rent faktisk gjorde det muligt.
En faglært arbejder kunne købe et hus, forsørge en familie og holde sommerferie uden at skulle konsultere en økonomisk rådgiver, en bankapp og tre forskellige låneomlæggere.
I dag kalder vi det nærmest science fiction.
Nutidens idealfamilie består af to voksne, der begge arbejder fuld tid. Alligevel er økonomien ofte så presset, at en uventet tandlægeregning kan skabe mere panik end et regeringsskifte.
Det er en bemærkelsesværdig udvikling.
Vi er blevet rigere som samfund, men fattigere på tid.
Vi har flere kvadratmeter, flere biler og flere streamingtjenester, men færre timer sammen med vores børn.
Vi taler konstant om work-life balance, som om det var en ny videnskabelig opdagelse. Tidligere generationer kaldte det blot hverdagen.
Når begge forældre arbejder, kræver det naturligvis institutioner, fritidsordninger, transportordninger og et logistisk system, der ville gøre NATO misundelig.
Mange moderne familier bruger mere tid på koordinering end på samvær.
Man afleverer børnene om morgenen for at kunne gå på arbejde og tjene penge til blandt andet den institution, børnene opholder sig i, mens man er på arbejde.
Hvis den model var blevet fremlagt som satire i 1950’erne, ville folk have grinet.
I dag kalder vi det fremskridt.
Misforstå mig ikke. Kvinders adgang til arbejdsmarkedet har været en af de største frihedsreformer i moderne tid. Det er ikke pointen.
Pointen er derimod, at vi sjældent tør stille det enkle spørgsmål:
Hvorfor kræver det i dag to fuldtidsindtægter at opnå det, én indtægt kunne finansiere for få generationer siden?
Det spørgsmål er blevet næsten tabu.
I stedet diskuterer vi barselsordninger, fleksibilitet og hjemmearbejde som plaster på et system, der grundlæggende er blevet dyrere og mere tidskrævende for almindelige familier.
Måske er det derfor, mange mennesker i dag drømmer om noget så umoderne som ro.
Ikke nødvendigvis om husmoderlivet eller 1960’ernes kønsroller.
Men om følelsen af, at livet ikke konstant skal organiseres, optimeres og synkroniseres.
At der er tid til at spise aftensmad uden at kigge på kalenderen.
Tid til børnene.
Tid til naboen.
Tid til sig selv.
Den moderne verden har gjort os friere på næsten alle områder. Men samtidig har den skabt et mærkeligt paradoks: Vi arbejder mere end nogensinde for at få råd til løsninger på de problemer, vores travlhed skaber.
Fitnesscentre kompenserer for manglen på fysisk aktivitet.
Stresskurser kompenserer for stress.
Takeaway kompenserer for manglen på tid til at lave mad.
Og apps hjælper os med at administrere den hverdag, som teknologien egentlig skulle gøre enklere.
Måske er spørgsmålet derfor ikke, om fortiden var bedre.
Det var den ikke nødvendigvis.
Spørgsmålet er snarere, om vi nogle gange er blevet så forelskede i idéen om fremskridt, at vi har glemt at spørge, hvad det egentlig var, vi forsøgte at opnå.
Hvis svaret er et godt liv, er det værd at bemærke, at vores bedsteforældre ofte syntes at have mere af det, selv om de havde mindre af næsten alting.
Det burde i det mindste give anledning til eftertanke.