I København har man besluttet, at beboerne på kommunens plejehjem højst bør få 80 gram rødt kød om ugen. 80 gram. Det svarer omtrent til en beskeden bøf, som en rask teenager kunne fortære mellem to mundfulde kartofler.
Begrundelsen er naturligvis klimaet. Det er altid klimaet.
Man kunne tro, at de ældre på plejehjemmene havde tilbragt deres ungdom med at flyve privatjet mellem Dubai og Monaco, men nej. Det er generationen, som byggede landet op, arbejdede på fabrikkerne, passede gårdene, lagde brostenene og betalte skatterne. Nu skal de åbenbart betale en sidste afgift i form af en rationeret oksesteg.
Det mest bemærkelsesværdige er ikke engang mængden af kød. Det mest bemærkelsesværdige er tankegangen bag.
For hvad er det egentlig, man fortæller et menneske på 87 år, når kommunen fastsætter en maksimal grænse for, hvor meget oksekød vedkommende må få serveret?
Man fortæller vedkommende, at kommunen ved bedre.
At den gamle mand, der har spist oksesteg siden før de fleste embedsmænd blev født, ikke længere selv kan afgøre, hvad han ønsker på sin tallerken.
At den gamle dame, som overlevede efterkrigstidens rationering, nu skal opleve en ny form for rationering forklædt som bæredygtighed.
Det er umyndiggørelse i sin mest raffinerede form.
Man kalder det ikke tvang. Man kalder det anbefalinger.
Man kalder det ikke kontrol. Man kalder det ansvarlighed.
Man kalder det ikke afsavn. Man kalder det grøn omstilling.
Det moderne bureaukrati har lært, at man kan få mennesker til at acceptere næsten hvad som helst, hvis blot man pakker det ind i de rigtige ord.
Samtidig virker hele projektet næsten komisk ude af proportioner.
Mennesker på plejehjem befinder sig i livets sidste fase. Mange kæmper med appetitløshed, vægttab og sygdom. Ernæringseksperter har i årevis understreget betydningen af proteinrig kost til ældre.
Men i stedet diskuterer man gramgrænser for oksekød.
Det er, som om den kommunale fantasi er blevet så optaget af verdens frelse, at den har glemt mennesket foran sig.
Der er noget dybt tragisk over et samfund, som kan bruge milliarder på prestigeprojekter, men som samtidig føler behov for at regulere en pensionists hakkebøf.
For det handler ikke længere om mad.
Det handler om frihed.
Om retten til at blive behandlet som et voksent menneske, selv når håret er blevet gråt.
Om værdigheden i selv at kunne vælge.
Og måske mest af alt handler det om respekt.
Respekt for en generation, som har oplevet mere, arbejdet mere og bidraget mere end de fleste af os nogensinde kommer til.
Hvis en 92-årig beboer ønsker en ordentlig bøf med brun sovs, kartofler og smørstegte løg, så burde samfundets første reaktion ikke være at finde en CO₂-beregner frem.
Den burde være at ønske ham velbekomme.