Der findes næppe nogen mere moderne dansk religion end forestillingen om, at kvinder skal være præcis som mænd — lige indtil granaterne begynder at falde.
I årevis har Dansk Kvindesamfund og den akademiske ligestillingsklasse prædiket om opløsningen af køn. Alt skulle dekonstrueres. Forskelle var sociale konstruktioner. Mænd og kvinder var identiske størrelser med forskellige frisurer og hver sin shampoo-reklame. Men nu, hvor staten pludselig ønsker at gøre kvinder til en reel del af værnepligten og potentielt også af tvungen udsendelse, opstår der en bemærkelsesværdig panik blandt de samme mennesker, som ellers har brugt årtier på at afskaffe forestillingen om biologiske forskelle.
Pludselig findes fysiologien igen.
Pludselig er kvinder mere udsatte for PTSD. Pludselig er graviditet relevant. Pludselig eksisterer der kønsspecifikke risici i krigszoner. Pludselig er det ikke længere “reaktionært” at påpege, at kvinder og mænd ikke nødvendigvis påvirkes ens af vold, traumer og fysisk nedslidning.
Det er svært ikke at bemærke ironien.
For når mænd gennem generationer er blevet sendt i krig, tvangsudskrevet, sprængt i stykker eller hjemsendt som tavse alkoholikere med tusindmeters blik, har den progressive offentlighed sjældent mobiliseret samme eksistentielle indignation. Der var ingen kronikker om mandekroppens sårbarhed. Ingen følelsesladede seminarer om testosteronets møde med artilleriild. Ingen kampagner om, hvor urimeligt det var, at unge fædre blev sendt til Helmand for at dø for abstrakte geopolitiske interesser.
Men nu er problemet opstået, fordi kvinder også potentielt kan omfattes.
Det interessante er ikke engang selve lovgivningen — som i sig selv er dybt bekymrende. Det virkelig interessante er den ideologiske kortslutning, den udløser.
For bemærkningerne til loven er opsigtsvækkende brede. “Andre ekstraordinære forhold” kan tilsyneladende fortolkes elastisk i takt med “udviklingen i den sikkerhedspolitiske situation”. Det er et juridisk gummibegreb så fleksibelt, at enhver fremtidig krise potentielt kan bruges som anledning til at aktivere tvungen udsendelse. Terrortrusler. Hybridkrig. Cyberangreb. Udefinerbare “offentlige interesser”. Staten giver sig selv retten til at udvide undtagelsestilstanden efter behov.
Og midt i dette eksperiment ønsker man nu at gøre unge kvinder til fuldgyldige objekter for statens militære råderet.
Man kunne i det mindste have forventet, at de mest højtråbende ligestillingsaktivister ville bifalde udviklingen med begejstring. Endelig ægte ligestilling. Endelig samme pligter. Endelig den fulde emancipation gennem lige adgang til mudder, granatchok og amputationer.
Men nej.
Nu opdager man pludselig, at virkeligheden ikke er et kønsstudie på RUC. Krig er ikke et TED Talk. Menneskekroppen er ikke et debatindlæg i Politiken. Der findes biologiske og sociale realiteter, som ikke forsvinder, bare fordi man vedtog en mangfoldighedsstrategi i Forsvarsministeriet.
Det mest absurde er næsten forestillingen om, at det danske forsvar — en institution som allerede kæmper med interne problemer omkring kultur, overgreb og mangelfuld håndtering af køn — nu uden videre skal kunne absorbere massevis af tvangsindkaldte unge kvinder og samtidig garantere deres sikkerhed og trivsel i ekstreme konfliktzoner.
Man behøver ikke være konservativ for at finde det vanvittigt.
Det er ikke et argument imod kvinder i forsvaret. Der findes utvivlsomt kvinder, som er langt mere kompetente, disciplinerede og kampdygtige end gennemsnitsmanden. Problemet opstår i det øjeblik, staten ophører med at spørge og begynder at tvinge.
For tvungen værnepligt kombineret med potentiel tvungen udsendelse er ikke længere et spørgsmål om nationalt forsvar alene. Det er et spørgsmål om statens ejerskab over borgernes kroppe — også efter endt tjeneste.
Og dér bliver hele ligestillingsprojektet pludselig meget mindre romantisk.
Det viser sig nemlig, at mange mennesker godt ønsker ligestilling i bestyrelseslokalerne, på universiteternes prestigeuddannelser og i direktionsgangenes lønstatistikker. Men ligestilling i skyttegraven? Ligestilling i panservognen? Ligestilling i ruinerne efter et missilangreb?
Der stopper revolutionen ofte brat.