Der findes mennesker, som elsker elbiler med samme religiøse inderlighed, som middelalderens munke elskede relikvier fra afdøde helgener. De står dér ved ladestanderen med deres fleecejakker, deres genbrugskrus og deres moralske overlegenhed, mens de taler om Newtonmeter og CO₂-aftryk, som var det erotiske digte af Søren Ulrik Thomsen.
Men nogle af os gider dem simpelthen ikke.
Ikke fordi vi nødvendigvis hader teknologi. Ikke fordi vi drømmer om at drukne isbjørne i olie. Men fordi der findes noget ubeskriveligt trist over en bil, der lyder som en opvaskemaskine på vej mod depression.
Bilen var engang civilisationens cigar. Et mekanisk løfte om frihed. Man drejede nøglen om, motoren hostede som en hæs jazzsanger fra 1958, og man mærkede straks, at man var på vej væk fra noget kedeligt. Måske sin svigermor. Måske Skanderborg. Måske hele den moderne verden.
Elbilen derimod føles som at abonnere på offentlig transport i privat regi.
Den siger ingen lyde. Den lugter ikke af benzin, olie og dårlige beslutninger. Den vibrerer ikke. Den lever ikke. Det er en iPad med hjul og et overudviklet kontrolbehov. Den fortæller dig konstant noget. Hvor langt du kan køre. Hvordan du bør bremse. Hvornår du skal lade. Hvornår du sandsynligvis tænker forkert som menneske.
Og så er der ladekulturen.
Dette absurde moderne ritual, hvor voksne mennesker holder pause ved motorvejen i 43 minutter for at spise en tør panini og kigge på procenttal stige langsommere end den danske økonomi. Engang tankede man bilen på fire minutter og fortsatte mod livet. Nu står man som en gidseltager ved en søjle og håber på, at appen virker.
Der er også noget næsten erotisk fattigt over hele designet. Elbiler ligner hinanden på den måde, lufthavne ligner hinanden. Glatte former. Intetsigende kurver. Interiør som en tandlægeklinik i Herning. Selv rattet ligner noget, en mellemleder hos LEGO har godkendt efter et seminar om bæredygtighed.
Og værst af alt: moralismen.
Man må ikke længere bare eje en bil. Nej, man skal frelses gennem den. Den skal signalere korrekthed. Klimasamvittighed. Urban dannelse. Man kører ikke længere til Middelfart. Man “tager ansvar”.
Det er derfor, nogle stadig elsker en gammel dieselmotor. Ikke fordi den er perfekt. Men fordi den ikke prøver at være et politisk manifest på fire hjul. Den brummer. Den lugter lidt. Den er upassende. Som et glas rødvin til frokost eller en journalist, der stadig ryger Cecil uden filter.
Elbilen er sikkert fremtiden. Det siger alle eksperterne jo med den samme døde begejstring, som mennesker har, når de forklarer reglerne i padel.
Men fremtiden har det med at være utrolig kedelig. Og nogle af os savner stadig maskiner, der havde temperament. Ikke bare softwareopdateringer.