Der findes mænd, som ved overgangen til de 60 modtager et Rolex, et vinkøleskab eller en yngre kone med hang til pilates og passiv aggressivitet. Jeg fik en sygdom i det indre øre. Ikke engang en dramatisk sygdom med latinske bivirkninger og sorte limousiner foran Kolding Sygehus. Nej. Jeg fik Ménières sygdom. En lidelse så aristokratisk i sit navn, at man næsten forventer, den leveres med cognac og en lettere nedladende tjener.
Det gør den ikke.
Den leveres med svimmelhed.
En svimmelhed så monumental, at man pludselig forstår, hvorfor sømænd i gamle dage kastede sig over bord og råbte om havfruer. Jeg har på mit badeværelsesgulv oplevet rotationer, som selv CERN ville have svært ved at forklare. På gode dage går jeg som en lettere beruset diplomat. På dårlige dage som en russisk oligark efter fire flasker Barolo.
Ménières sygdom er opkaldt efter den franske læge Prosper Ménière. Naturligvis er den det. Kun franskmænd formår at navngive lidelse med en sådan elegance, at man næsten føler sig forpligtet til at lide med rank ryg og silketørklæde. Havde sygdommen været opfundet i Fredericia, ville den hedde “ørebalanceproblemer” og blive behandlet med piller og tavshed.
Men franskmændene forstår branding.
Jeg forestiller mig doktor Ménière selv: stående i Paris med et skeptisk blik og et glas absint, mens han betragter en patient vælte ind i en chaise longue. “Ah oui,” mumler han. “Han skal naturligvis have mit navn.”
Og her står man så. Tres år gammel. På papiret erfaren. I virkeligheden en mand, der må planlægge sine indkøb efter risikoen for pludseligt at ligne et kollapsende stillads i grøntafdelingen.
Det mest ydmygende ved alderdommen er ikke rynkerne. Det er optimismens langsomme død. Som yngre tror man, at kroppen er et tempel. Som 60-årig opdager man, at den snarere er et regionalt kulturhus med fugtproblemer og kommunale besparelser.
Jeg har udviklet et næsten erotisk forhold til stabilitet. Ikke følelsesmæssig stabilitet — den opgav jeg i 1998 — men fysisk stabilitet. Jeg værdsætter nu ting, der står stille. Stole. Gelændere. Jeg ser på et solidt egetræsbord med samme hengivenhed, som yngre mænd ser på italienske undertøjsmodeller.
Og alligevel må man beundre absurditeten. Universet bruger 60 år på at opbygge ens identitet, værdighed og selvforståelse for derefter at sige: “Ved du hvad der kunne være morsomt? Hvis han nu ikke længere kunne rejse sig hurtigt fra sofaen.”
Det er egentlig stor kunst.
Så jeg tager imod gaven. Ikke med glæde, naturligvis. Jeg er ikke buddhist. Men med den form for aristokratisk resignation, som kun mænd over 60 og aflyste operasangere behersker.
Man lærer at leve med det. Man lærer at sidde stille, bevæge sig langsomt og lade være med at dreje hovedet som en overivrig labrador. Man lærer også, at værdighed er voldsomt overvurderet.
Og måske er det netop pointen.
At blive ældre handler ikke om at bevare ungdommen. Det handler om gradvist at acceptere, at man til sidst bliver en samling diagnoser i pænt tøj.
Skål for det.
Forsigtigt, naturligvis.