Der findes tv-programmer, som vil oplyse befolkningen. Der findes programmer, som vil underholde den. Og så findes der Hotel Romantik på DR — et program så ømt, langsomt og småmelankolsk, at man får følelsen af at være blevet kvalt i et broderet sofapudebetræk fra Søstrene Grene.
Det er på mange måder public service-statens sidste triumf: Erotiske vibrationer mellem mennesker, der alle husker oliekrisen og stadig omtaler pesto som “det grønne stads”.
Her vandrer pensionerede skoleinspektører rundt i alpelandskaber som om de var statister i en Ingmar Bergman-film produceret af Ældre Sagen. Der drikkes hvidvin med den forsigtige desperation, man normalt kun ser hos mennesker, der har haft samme ægtefælle siden Kanslergadeforliget. Og midt i det hele står en DR-vært og taler med den særlige varme, som kun mennesker med fast månedsløn og kulturel kapital kan mønstre.
Det mest fascinerende ved Hotel Romantik er ikke kærligheden. Det er erotikkens administrative karakter. Intet overlades til tilfældighederne. Selv længslen foregår med clipboard og producerbriefing. Når Jørgen på 74 siger til Birthe, at hun har “et glimt i øjet”, føles det mindre som flirt og mere som en kommunal høringsproces.
Alligevel opstår der øjeblikke af ægte storhed.
En mand i beige fleece stirrer ud over bjergene og siger lavmælt, at han “savner tosomheden”. Og pludselig revner hele den nordiske ironi. For under al den lune klipning og de hyggelige klaverstykker gemmer der sig jo noget ubærligt menneskeligt: frygten for at spise sine sidste kartofler alene.
Det er her, programmet bliver farligt godt.
For mens resten af moderne datingkultur består af Botox, ghosting og mennesker med profiltekster som “elsker rødvin og spontane rejser”, så kommer disse ældre deltagere stavrende ind på skærmen med rollator, høreapparat og et emotionelt mod, som ville få en 31-årig mand fra Vesterbro til at gå i opløsning.
De tør faktisk sige, at de længes.
Og måske er det derfor, unge mennesker ser programmet med samme blanding af rædsel og fascination, som man ser dokumentarer om atomkrig eller middelalderkirurgi. Hotel Romantik afslører nemlig noget forfærdeligt: At kærligheden ikke stopper, bare fordi huden gør.
Det er grotesk. Det er rørende. Det er statsfinansieret senior-liderlighed forklædt som livsvisdom.
Og det er sandsynligvis det mest ærlige program på dansk tv.