Der findes mennesker, som svarer uden at blinke.
“Da jeg var 25.”
“Eller 40.”
“Nej, de bedste år var med små børn.”
Som om livet var en konkurrence med en vinder. Som om én sommer kunne udkonkurrere alle de andre.
Jeg er tres.
Og jeg ved det faktisk ikke.
Da jeg var tyve, troede jeg, at fremtiden var en motorvej uden afkørsler. Man kunne blive hvad som helst. Bare man satte farten op. Man havde tid nok. Kroppen var en maskine, der aldrig gik i stykker, og spejlet var en ven, der aldrig løj.
Men man vidste ingenting.
Man var rig på år, man endnu ikke havde levet.
Da jeg var fyrre, havde jeg travlt med at blive til den mand, jeg troede, verden forventede. Arbejde. Ansvar. Kalender. Regninger. Drømme pakket ned i flyttekasser, der stod bagerst i garagen, fordi der altid kom noget vigtigere først.
Og nu er jeg tres.
Det mærkelige er, at kroppen er blevet ældre, men indeni sidder den samme dreng stadig og undrer sig over, hvordan det kunne gå så hurtigt. Han bliver forskrækket, når spejlet svarer med en mand, hvis hår er blevet gråt, og hvis ansigt har lært alle livets veje udenad.
Man opdager, at alder ikke er tal.
Det er afskeder.
Det er mennesker, der ikke længere ringer.
Det er stole, som står tomme til jul.
Det er navne, man siger lidt langsommere.
Men alder er også frihed.
Man behøver ikke længere at imponere alle. Man ved, at de fleste alligevel har så travlt med deres eget liv, at de knap nok opdager én. Og det er en lettelse. Endelig kan man få lov til at være sig selv uden konstant at stå til eksamen.
Måske er det derfor, tres er en mærkelig alder.
Man har mistet illusionen om at være udødelig.
Til gengæld har man fået evnen til at se skønheden i en kop kaffe på terrassen, i et barns grin, i en sang fra radioen, der pludselig lugter af en sommer for fyrre år siden.
Man skynder sig mindre.
Men man mærker mere.
Så hvilken alder er den bedste?
Jeg ved det stadig ikke.
For jeg savner noget ved dem alle.
Jeg savner den unge mands dumdristighed.
Den voksne mands styrke.
Og den ældre mands ro.
Måske er svaret, at ingen alder er den bedste. Hver eneste af dem tager noget fra os og giver os noget andet. Livet er ikke en stige, vi skal klatre op ad. Det er en flod, vi driver med. Vandet vender aldrig tilbage til det sted, hvor det kom fra, men det bliver heller aldrig det samme undervejs.
Tres er måske ikke toppen.
Men det er et udsigtspunkt.
Herfra kan man se hele landskabet bag sig. Alle de veje, man tog. Alle de veje, man aldrig fik gået. Og mærkeligt nok bliver de begge en del af den samme historie.
Måske er det derfor, jeg ikke længere spørger, hvilken alder der er den bedste.
Jeg spørger i stedet:
Hvad skal jeg fylde den næste med?