Der er en mærkelig lyd over Nørrebro i dag.
Ikke lyden af byen. Ikke lyden af cykelklokker, sporvogne, der for længst er forsvundet, eller børn, der spiller bold mellem de gamle brostensgader. Men lyden af noget andet. En procession. Et optog på op mod 18.000 mennesker, som markerer martyrdøden for profeten Muhammeds barnebarn. Et optog, der efter sigende har fundet sted i omkring tredive år.
Og man spørger sig selv: Hvornår blev det normalt?
Ikke fordi mennesker ikke må tro. Tværtimod. Tro er en privat ild. Den kan varme et menneske gennem den mørkeste vinter. Men når troen fylder gaderne, ledsaget af bannere, højttalere og religiøse symboler, er den ikke længere kun privat. Så bliver den en offentlig markering af identitet. Af tilhørsforhold. Af magt.
Danmark har altid været et stille land. Vi har kirkeklokker, ikke kampråb. Vi har Grundtvig og salmesang, ikke processioner, der får hovedstadens kvarterer til at standse op.
Det handler ikke om muslimer som mennesker. Det handler om symboler.
For symboler betyder noget.
Hvis 18.000 mennesker marcherede gennem København under et kristent banner med krav om, at Danmark skulle styres efter Bibelen, ville den offentlige debat eksplodere. Hvis et hvilket som helst andet religiøst fællesskab fyldte hovedstadens gader i samme skala, ville vi diskutere grænserne mellem religion og det offentlige rum.
Men når det gælder islam, bliver stilheden næsten ceremoniel.
Måske er vi blevet så bange for at fornærme, at vi har glemt at stille spørgsmål.
Et demokrati lever af spørgsmål.
Det lever af mennesker, der tør spørge, om integration også betyder, at man bliver en del af den kultur, man er flyttet til – eller om man først og fremmest genskaber den kultur, man forlod.
Nørrebro er ikke en landsby i Mellemøsten. Det er en bydel i København.
Det burde ikke være en kontroversiel sætning.
Et samfund er ikke kun love og paragraffer. Det er også vaner, traditioner og en fælles fortælling. Den fortælling bliver langsomt omskrevet, når vi vænner os til, at store religiøse manifestationer bliver en fast del af bybilledet, uden at nogen længere spørger, hvad de betyder for sammenhængskraften.
Måske er det netop det mest danske i dag ikke optoget.
Måske er det tavsheden omkring det.
Den tavshed, hvor man hellere ser ned i fortovet end op på virkeligheden.
Og tavshed har det med at blive en vane.
Ligesom optog.