Hvis nogen stadig var i tvivl om, hvor lavt den kulørte presse kan sænke barren, leverede Ekstra Bladet svaret i dag.
I dag kunne man i Ekstra Bladet læse en artikel skrevet af journalisten Pernille Christensen. Ikke om en politisk skandale, magtmisbrug eller offentligt frås. Ikke om en afsløring, der ryster Danmark. Nej, dagens store historie var, at prinsesse Isabella mødte ind til værnepligt iført et par diamantøreringe til en værdi af omkring 6.000 kroner.
Man må næsten knibe sig i armen.
Er det virkelig det journalistiske niveau, vi er landet på?
Hvis Pernille Christensen havde brugt den samme energi på at grave i magtmisbrug, offentligt frås eller politiske skandaler, som hun bruger på at værdisætte en 18-årig prinsesses smykker, kunne dansk journalistik have fået en regulær afsløring. I stedet fik læserne endnu en historie, hvor et prisskilt bliver forvekslet med en nyhed.
Det er ikke undersøgende journalistik.
Det er kulørt clickbait med lommeregner.
Det mest absurde er, at Isabella tilsyneladende ikke længere bliver bedømt på sine handlinger, men på sine accessories. Hun møder op for at aftjene værnepligt, men bliver mødt af en presse, der synes mere optaget af karat end karakter.
Hun kan ganske enkelt ikke gøre noget rigtigt.
Kommer hun i mærkevaretøj, er hun elitær.
Kommer hun i billigt tøj, spiller hun folkelig.
Kører hun selv, er bilen for dyr.
Bliver hun kørt, er hun forkælet.
Har hun smykker på, bliver de gjort til et moralsk regnskab
Har hun ingen smykker på, er det sikkert et veltilrettelagt PR-stunt.
Det er et spil, hvor dommen er skrevet, længe før kameraet bliver tændt.
Lad os nu være ærlige.
Prinsesse Isabella er født ind i kongehuset. Hun har aldrig forsøgt at bilde nogen ind, at hun er vokset op i en almindelig parcelhusfamilie. Selvfølgelig ejer hun pæne smykker. Det er omtrent lige så overraskende som, at en Michelin-kok ejer gode knive, eller at en professionel cykelrytter har en dyr racercykel.
Det er ikke en afsløring.
Det er virkeligheden.
Alligevel bliver et par små øreringe pustet op til en historie, som om nationens moralske kompas afhænger af, hvad en 18-årig prinsesse har hængende i ørene.
Det siger langt mere om den moderne tabloidpresse end om Isabella.
For der var engang, hvor aviser gik efter magten.
De afslørede svindel.
De dokumenterede misbrug.
De holdt magthavere ansvarlige.
I dag virker det til, at nogle redaktioner hellere vil føre priskontrol med kongehusets garderobe.
Det er billig journalistik, der sælger på den letteste valuta af dem alle: forargelse.
Og mens læserne fodres med historier om øreringe, tasker og biler, glider de virkeligt vigtige historier ubemærket forbi.
Prinsesse Isabella fortjener naturligvis samme kritiske presse som alle andre offentlige personer.
Men kritikken bør handle om hendes handlinger.
Ikke om prisen på et par øreringe.
Ellers er det ikke længere journalistik.
Så er det sladder forklædt som samfundskritik.