Der findes i disse år en mærkværdig tendens i den offentlige samtale om parforhold: forestillingen om, at kærlighed først bliver sand, når den analyseres, systematiseres og til sidst administreres.
Det gælder følelser.
Det gælder konflikter.
Og nu – åbenbart – også kvindens menstruationscyklus.
Et eksempel på denne udvikling finder man hos ægteparret Lisa og Christopher Perkins, der i et Facebook-opslag og efterfølgende interview til TV2 har fortalt, hvordan kvindens cyklus spiller en aktiv rolle i deres ægteskab.
Når Lisa Perkins nærmer sig sin menstruation, justerer hverdagen sig efter det. Hun kan trække sig fra familien, og hendes mand sørger for mad og drikke og ekstra hensyn.
Der er ingen tvivl om, at intentionen er god. Omsorg mellem ægtefæller er naturligvis en dyd. Men der er alligevel noget bemærkelsesværdigt ved den måde, historien bliver præsenteret på – som om det er et slags moderne ideal.
For spørgsmålet melder sig uundgåeligt: Hvornår blev ægteskabet til et projekt i hormonadministration?
Man kan næsten se den nye ægteskabelige manual for sig:
Dag 12 – romantik.
Dag 18 – følsomhed.
Dag 27 – server te og hold afstand.
Det er svært ikke at få fornemmelsen af, at noget går tabt i denne næsten kliniske tilgang til intimitet.
Lisa Perkins, tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance, beskriver selv cyklussen som noget, der spiller en afgørende rolle i forholdet. Hendes mand fortæller, at hvis noget påvirker hende, så er det også et fælles problem.
Det lyder sympatisk. Men der ligger også en idé gemt i formuleringen – nemlig at parforholdet kun fungerer, hvis manden konstant indretter sig efter kvindens følelsesmæssige tilstand.
Den tanke er ikke blot moderne. Den er også en smule problematisk.
For kærlighed mellem to voksne mennesker bør ikke reduceres til et system af hensyn, hvor den ene part hele tiden navigerer efter den andens biologiske kompas.
Det er ikke ligestilling.
Det er snarere en form for pædagogiseret ægteskab.
Den danske livsstilsekspert Julia Lahme kalder Christopher Perkins’ tilgang prisværdig og fremhæver ham som en mand, der er “allieret” med sin partner.
Men måske er det værd at stille et mere gammeldags spørgsmål:
Skal ægteskabet virkelig organiseres omkring menstruation?
I generationer har mænd og kvinder levet sammen uden at gøre hormonelle cyklusser til et centralt element i parforholdets dramaturgi. Ikke fordi kvinder ikke havde cyklusser dengang – det har de naturligvis altid haft – men fordi relationen mellem to mennesker blev forstået som noget mere robust end månedlige følelsesmæssige udsving.
Der findes en risiko i den moderne tendens til at forklare alt gennem biologi og psykologi: at vi ender med at gøre mennesker mere skrøbelige, end de i virkeligheden er.
At leve sammen kræver naturligvis empati. Men det kræver også en vis robusthed – en evne til at møde hinanden som voksne individer, ikke som projekter der skal reguleres efter hormonelle kalendernotater.
Måske ligger kærlighedens styrke netop i, at den kan rumme menneskers forskelligheder uden at gøre dem til systemer.
Og måske er det i virkeligheden langt mere romantisk end endnu en kop te serveret efter cyklusplan.
Kilde: TV2