100 dage efter valget – hvordan står det til på rådhuset?

Det er nu over 100 dage siden, at Fredericia fik et nyt byråd. Nye ansigter, gamle ansigter og enkelte ansigter, som vælgerne ganske enkelt ikke længere gad at se på.

Sådan er demokratiet. Og heldigvis for det.

Men spørgsmålet er stadig det samme, som det var på valgnatten: Blev det egentlig bedre?

Man kan allerede ane konturerne af svaret. Nogle af de nyvalgte har forstået alvoren. De møder op, læser papirerne og forsøger – i hvert fald tilsyneladende – at tage deres ansvar alvorligt.

Andre er knap så synlige i det politiske arbejde. Til gengæld er de bemærkelsesværdigt gode til at finde vej til buffeten ved VIP-arrangementer hos FHK eller til de pæne pladser, når FC Fredericia spiller. Her er byens politikere altid stærkt repræsenteret.

Der er jo, skal vi huske, visse frynsegoder ved at være valgt.

Spørgsmålet er bare, om vælgerne troede, de stemte folk ind til en permanent netværksreception.

Kommunalvalget blev – om man vil det eller ej – også et opgør. Et opgør med en politisk kultur, hvor de samme mennesker sad årti efter årti, som om rådhuset var deres private dagligstue.

Det er svært ikke at få den tanke, at nogle af de politikere, der nu er blevet skiftet ud, efterhånden havde siddet så længe i stolene, at de ikke længere kunne mærke forskellen på magt og rutine. Når man sidder længe nok, får man ikke bare siddesår – man mister også evnen til at se, om man overhovedet gør en forskel.

Og det var præcis derfor, vælgerne ryddede ud.

Personligt glæder jeg mig over, at Fredericia igen fik en blå borgmester. Ikke fordi blå politik nødvendigvis altid er bedre – men fordi magt, der aldrig bliver udfordret, har det med at stivne.

Demokrati kræver bevægelse. Udskiftning. Frisk luft i de lukkede mødelokaler.

Men lad os ikke bilde os selv noget ind: Et magtskifte er ikke i sig selv en præstation. Det er blot en mulighed.

En mulighed for at vise, at man kan gøre tingene bedre end dem, man erstattede.

Og hvis de nye i byrådet tror, at jobbet primært handler om håndtryk, netværk og pæne pladser til håndbold og fodbold, så vil vælgerne før eller siden minde dem om noget meget simpelt:

I Fredericia stemmer man ikke folk ind for at spise af buffeten.

Man stemmer dem ind for at arbejde.