Det politiske teater på Christiansborg har nået et nyt, næsten absurd klimaks. Tre partiledere, tre benægtelser – og ikke én sjæl, der vil vedkende sig ophavet til en af de mest kontroversielle beslutninger i nyere dansk politik: afskaffelsen af store bededag.
Statsminister Mette Frederiksen (S) afviser nu kategorisk, at idéen skulle være opstået i Socialdemokratiet. Dermed slutter hun sig til rækken af regeringspartnere, der med næsten koreograferet præcision fralægger sig ansvaret. Ingen fædre, ingen mødre – blot et politisk barn, der tilsyneladende har født sig selv.
Det er i sig selv en præstation.
For når både regeringschefen og hendes nærmeste allierede nægter ethvert ophav, efterlades offentligheden med en fortælling, der mest af alt minder om et kollektivt hukommelsestab. Ikke en politisk proces, men en slags institutionel gaslighting, hvor virkeligheden bøjes, indtil den passer ind i narrativet: Ingen gjorde det. Det skete bare.
Ind fra sidelinjen træder Inger Støjberg, formand for Danmarksdemokraterne, og gør det, som oppositionen nu engang gør bedst, når regeringen snubler over sin egen forklaring: Hun kalder det ud. På det sociale medie X skriver hun tørt, at “der må minimum være et parti, der ikke taler sandt”.
Det er en formulering, der balancerer mellem det åbenlyse og det nådesløse.
For selvfølgelig er der nogen, der ikke taler sandt. Politik er ikke et tryllenummer, hvor idéer materialiserer sig ud af den blå luft. Beslutninger – især af denne kaliber – har ophav, afsendere og ansvarlige. At ingen vil vedkende sig dem, er ikke blot bemærkelsesværdigt; det er et symptom.
Et symptom på en politisk kultur, hvor ansvar er blevet en varm kartoffel, der kastes rundt, indtil den forsvinder ud over kanten af det offentlige rum.
Men måske er det netop pointen. For i en tid, hvor politisk mod måles i meningsmålinger, og hvor enhver beslutning straks vejes på vælgernes følsomme vægt, er der ikke meget incitament til at stå ved det upopulære. Så man benægter. Og hvis det ikke virker – ja, som Støjberg sarkastisk antyder – så lyver man.
“Benægt, benægt, benægt. Og hvis det ikke virker, så lyv, lyv, lyv.”
Det er ikke blot en spids bemærkning. Det er en diagnose.
Og mens regeringen fortsætter sin koreograferede afvisning, står ét spørgsmål tilbage, rungende i sin enkelhed: Hvis ingen ville det – hvorfor blev det så til noget?
Det spørgsmål fortjener et svar. Ikke flere bortforklaringer, ikke flere kollektive hukommelsestab. Men et svar.
Indtil da må vi nøjes med et politisk mysterium, hvor alle er uskyldige – og ingen tager ansvar.