Så kom aftalen. Danmark, Grønland og USA har fundet en løsning om sikkerheden i Arktis. Politikerne kan ånde lettet op, diplomaterne kan finde smilet frem, og Donald Trump kan fortælle verden, at han har vundet.
Men hvis man spørger mig, er der ikke ligefrem grund til at finde champagneglassene frem. For hvad er det egentlig, vi har fået?
Ifølge den danske regering skal aftalen styrke sikkerheden i Arktis og samtidig anerkende Kongerigets suverænitet og Grønlands ret til selvbestemmelse. Det lyder naturligvis pænt på et stykke papir. Men samtidig har Trump selv præsenteret aftalen som noget, der giver USA en permanent kontrol over sikkerheden i Grønland. Den amerikanske præsident har desuden sagt, at USA vil begynde arbejdet med en større militær tilstedeværelse.
Det er derfor svært ikke at sidde tilbage med spørgsmålet: Hvad har egentlig ændret sig?
Lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet vurderer da også, at der ikke er meget nyt under solen. USA har allerede gennem den eksisterende aftale om den amerikanske militære tilstedeværelse i Grønland meget vidtgående muligheder. USA har haft militær tilstedeværelse i Grønland i årtier, og 1951-aftalen giver amerikanerne betydelig adgang til at opretholde militære faciliteter.
Så måske er det hele i virkeligheden en politisk øvelse, hvor Trump får mulighed for at erklære sejr, mens Danmark og Grønland kan sige, at suveræniteten stadig består. Det kan da være meget godt. Men jeg savner noget.
Jeg savner en undskyldning.
Ikke nødvendigvis fra amerikanerne som folk. USA er og har været en af Danmarks vigtigste allierede. Det er netop derfor, at Trumps behandling af Danmark og danske soldater har været så mærkværdig.
For gennem årtier har danske soldater stået skulder ved skulder med amerikanske soldater. Danskere har været udsendt til krige og operationer sammen med amerikanerne, og Danmark har gennem NATO været en del af det samme forsvarsfællesskab. Selv i dag træner danske og amerikanske styrker sammen i Arktis. Forsvaret har netop gennemført Arctic Shield i Grønland, hvor mere end 400 soldater fra 11 NATO-lande trænede sammen. Det er værd at huske.
For når man gennem årene har sendt danske mænd og kvinder ud for at kæmpe sammen med amerikanerne, så forventer man også en vis respekt den anden vej.
I den danske debat har der været en klar frustration over, at en mangeårig allieret pludselig blev omtalt, som om Danmark var en nation, der ikke kunne tage vare på sit eget territorium. Statsminister Mette Frederiksen har tidligere i Folketinget fremhævet, at Danmark har sendt soldater ud og ofret menneskeliv i konflikter, hvor USA bad sine allierede om at stille op. Det burde ikke være glemt.
Derfor forekommer det mig næsten mærkeligt, at vi nu kan gå direkte fra en periode med hårde amerikanske udmeldinger om Grønland til en ny aftale om sikkerhed, uden at nogen tilsyneladende synes at mene, at der også bør tales om respekt, tillid og en undskyldning.
Man kan godt lave aftaler uden at blive venner igen. Man kan også godt være allierede uden at være enige om alting. Men en alliance bygger ikke kun på soldater, radarer, baser og milliarder. Den bygger også på tillid. Og tillid kommer ikke automatisk tilbage, fordi man underskriver et dokument.
Jeg er derfor ikke specielt imponeret over denne aftale. Ikke fordi et tæt samarbejde mellem Danmark, Grønland og USA om sikkerheden i Arktis er en dårlig idé. Tværtimod. Arktis bliver stadig vigtigere, og et tæt samarbejde mellem de vestlige lande giver god mening.
Men hvis aftalen samtidig skal være begyndelsen på et nyt og bedre forhold, så synes jeg, at der mangler en vigtig ingrediens: En amerikansk erkendelse af, at man faktisk gik for langt. For Danmark har været en allieret. Danske soldater har stået ved amerikanernes side. Danske soldater har sat livet på spil sammen med amerikanerne. Og når man har haft en ven gennem så mange år, så bør man kunne sige: “Undskyld. Vi gik for langt.”
Det ville faktisk have været mere værd end endnu en pressemeddelelse om, hvem der har fået kontrol over hvad i Arktis. For i sidste ende handler sikkerhed ikke kun om Grønland, amerikanske baser og militære installationer. Det handler også om noget så gammeldags som respekt. Og den kan man ikke skrive ind i en aftale. Den skal vises.