Fredericias tidligere borgmester, Jacob Bjerregaard, har nu valgt at forlade Christiansborgs inderste cirkler, hvor han de seneste tre år har været ministerrådgiver for forsvarsminister Jeppe Bruus (S) – først som særlig rådgiver i Skatteministeriet og siden i Ministeriet for Grøn Trepart – for at starte sin egen virksomhed med politisk og strategisk rådgivning. På papiret er det en ny begyndelse. Men i politik er fortiden aldrig blot et afsluttet kapitel. Den følger med som en skygge, der bliver længere, jo mere solen forsøger at skinne.
Fredericia husker Jacob Bjerregaard som borgmesteren, der aldrig slap skyggerne fra borgmestersagen. Juridisk blev der ikke rejst tiltale, og det skal respekteres. Men politik handler ikke kun om lovens bogstav. Den handler også om dømmekraft, tillid og det indtryk, man efterlader hos borgerne.
Den slags forsvinder ikke med en LinkedIn-opdatering.
Det er netop derfor, det vækker undren, når en tidligere borgmester med en så omdiskuteret politisk arv nu vil sælge strategisk rådgivning. For hvad er det egentlig, der sættes til salg? Er det erfaring, indsigt og netværk – eller er det forbindelser til de magtens korridorer, som de færreste almindelige danskere nogensinde får adgang til?
Det er blevet et velkendt mønster i dansk politik. Først vælges man af vælgerne. Derefter bliver man ministerrådgiver. Til sidst bliver man konsulent med speciale i at navigere det system, man selv har været en del af. Revolverdøren mellem politik og konsulentbranchen snurrer så hurtigt, at ingen længere spørger, om det egentlig er sundt for demokratiet.
Måske bliver Agendus, navnet på Jacob Bjerregaards nye public affairs-virksomhed, en stor succes. Måske bliver virksomheden et eftertragtet navn blandt organisationer og virksomheder, der ønsker indflydelse. Men tillid kan ikke registreres i CVR-registret. Den skal fortjenes – igen og igen.
For Fredericia glemmer ikke så let. Byen husker både de store visioner og de store konflikter. Den husker en borgmesterperiode, der endte med spørgsmål, mistillid og en sag, som – selv om den ikke førte til tiltale – efterlod et politisk efterslæb, der stadig hænger ved.
Man kan skifte titel. Man kan skifte arbejdsplads. Man kan skifte firmanavn.
Men et politisk eftermæle kan man ikke omregistrere.