Nu får Folketinget sin egen præst.
Ikke en lobbyist. Ikke en kommunikationsrådgiver. Ikke endnu en spindoktor, men et menneske, hvis arbejde gennem to tusind år har været at lytte til bekendelser, tale om skyld og minde mennesker om, at ingen er hævet over sandheden.
Man kunne næsten tro, det var et bevidst eksperiment.
Christiansborg er i forvejen et sted, hvor bekendelser er sjældne. Her kaldes løftebrud for “justeringer”. Magtbegær bliver til “ansvar”. Fejl bliver til “kommunikationsudfordringer”. Og når noget går helt galt, nedsætter man et udvalg, der kan sørge for, at ingen længere kan huske, hvad sagen egentlig handlede om.
Derfor er tanken om en præst næsten revolutionerende.
For en præst stiller de spørgsmål, som politikere har lært at undvige.
Har du handlet rigtigt?
Skylder du nogen en undskyldning?
Kan magt blive en afgud?
Det er spørgsmål, der sjældent passer ind i en pressemeddelelse.
Naturligvis bliver ordningen præsenteret som et tilbud om fordybelse i en travl hverdag. Den formulering er så dansk, at den næsten lugter af filterkaffe og mødelokaler. Men måske er sandheden en anden. Måske er der simpelthen brug for et sted, hvor mennesker bag titlerne kan lægge rustningen fra sig.
For Christiansborg slider.
Ikke kun på vælgernes tålmodighed, men også på dem, der arbejder der.
Når man dagligt lever af kompromiser, bliver grænsen mellem nødvendighed og bekvemmelighed hurtigt uklar. Når magten bliver hverdag, begynder man let at tro, at regler gælder for alle andre.
Det er her, præsten bliver interessant.
Ikke som politisk rådgiver. Ikke som moralsk dommer.
Men som den eneste på borgen, der ikke nødvendigvis måler succes i meningsmålinger.
Det mest bemærkelsesværdige er måske, at ordningen ikke koster Folketinget ekstra. Sjældent har en offentlig nyhed rummet så megen symbolik. Den moralske kapital er gratis. Det er den politiske ofte ikke.
Selvfølgelig vil nogle straks protestere. De vil tale om sekularisering, om stat og kirke, om principper. Diskussionen er legitim.
Men måske overser de noget.
Et samfund bliver ikke fattigere af at give plads til eftertanke.
Og et parlament bliver næppe dårligere af at have adgang til en stemme, der minder magthaverne om, at ethvert embede er midlertidigt.
Selv konger har gennem historien haft skriftefædre.
Måske burde ministre også have det.
Den virkelige prøve bliver dog, om præsten får travlt.
Hvis døren står tom det meste af året, kan vi glæde os over politikernes rene samvittighed.
Hvis der derimod bliver kø helt ud på Christiansborg Slotsplads, er det måske den mest præcise meningsmåling, Folketinget nogensinde har leveret.