Fredericia Byråd har besluttet, at også de 13-årige nu skal have adgang til Ungdommens Hus. Det lyder umiddelbart som en god idé. Faktisk er det sandsynligvis en glimrende idé.
For spørgsmålet er ikke, om unge mennesker skal have et sted at være.
Spørgsmålet er, om de får lov til at være unge, når de er der.
Min egen søn havde i sine teenageår sin gang i Ungdommens Hus med skateboard under armen og asfalt i knæene. Han fandt et fællesskab, som ikke kunne downloades på en telefon. Den slags steder har en værdi, som først bliver synlig, når de forsvinder.
Derfor glæder det mig egentlig, at dørene nu åbnes for de 13-årige. For mange unge mangler i dag steder, hvor de kan mødes uden at skulle købe noget, præstere noget eller konstant være online.
Men samtidig bliver jeg en smule bekymret, når jeg læser de mange velmenende beskrivelser af, hvordan de unge skal udvikle mod, prøve grænser af og lære at rejse sig igen – naturligvis i trygge rammer.
For hvornår blev mod noget, man kunne planlægge sig til?
Mod opstår ikke nødvendigvis under opsyn.
Mod opstår, når unge mennesker får ansvar. Når de møder mennesker, der er anderledes end dem selv. Når de begår fejl. Når de finder ud af, at verden ikke går under, bare fordi man dummer sig en enkelt gang.
Ungdommens Hus skal selvfølgelig have voksne til stede. Ingen ønsker kaos eller lovløshed. Men der er forskel på at være til stede og på at styre hvert eneste åndedrag.
Det moderne samfund lider efterhånden af en besynderlig forestilling om, at alt godt sker gennem voksenstyring. At enhver aktivitet skal rammesættes, dokumenteres og pædagogiseres.
Men ungdom fungerer sjældent på den måde.
De bedste oplevelser opstår ofte mellem linjerne. I de spontane idéer. I de skæve fællesskaber. I de projekter, som ingen voksne havde tænkt på forhånd.
Hvis Ungdommens Hus skal lykkes med de yngre brugere, kræver det derfor også mod fra de voksne.
Mod til at give slip.
Mod til at acceptere, at unge mennesker nogle gange lærer mest, når de selv finder vejen.
Nutidens forældre virker ofte mere nervøse end deres børn. Måske fordi de selv kan huske en ungdom, der var lidt mere fri, end den de tør give videre. Men man skal passe på med at gøre sine egne bekymringer til børnenes begrænsninger.
De fleste 13-årige er ikke skrøbelige porcelænsfigurer.
De er nysgerrige mennesker på vej ind i voksenlivet.
De har brug for frihed, ansvar og fællesskaber.
Derfor er det godt, at de nu får adgang til Ungdommens Hus.
Men lad os håbe, at huset fortsat bliver et sted, hvor de unge får lov til at forme kulturen selv.
For ungdommens hus bør først og fremmest være ungdommens.
Ikke pædagogernes.
(Kilde: FRDB )