Der var engang, hvor dansk politik lignede en herreklub med slips, piberøg og et usundt forhold til udvalgsmøder. Nu ligner regeringskontorerne snarere en generalforsamling i en meget ambitiøs kvindeforening.
Den nye regering er landet. Mette Frederiksen står fortsat ved roret, Lars Løkke Rasmussen har endnu engang demonstreret sin evne til at overleve enhver politisk naturkatastrofe, og ministerbilerne er allerede begyndt at køre i pendulfart mellem Christiansborg og ministerierne.
Men det mest opsigtsvækkende ved den nye ministerliste er ikke navnene. Det er kønnet.
For første gang i Danmarkshistorien er der flere kvindelige ministre end mandlige. Ikke meget flere. Ikke revolutionært flere. Men nok til, at statistikken tipper over på den anden side. Omkring 52 procent af ministrene er kvinder.
Det er egentlig fascinerende.
I årtier har ligestillingsdebatten været ført som et felttog. Der har været kommissioner, rapporter, paneldebatter, kampagner og kronikker så lange, at de burde udløse arbejdsskadeerstatning. Og nu står vi her. Ikke med et brag, men med en ministerliste.
Den gamle forestilling om, at magten automatisk tilfalder mænd i mørke jakkesæt, er ved at ligne et stykke museumsinventar. Som en telefonboks eller en CD-afspiller.
På den nye ministerliste finder man kvinder på nogle af de tungeste poster. Pia Olsen Dyhr sidder med økonomien. Christina Egelund får ansvar for forskning, uddannelse og digitalisering. Samira Nawa skal håndtere klima og energi. Signe Munk får transporten. Ane Halsboe-Jørgensen både beskæftigelse og ligestilling. Ida Auken sundhedsvæsenet.
Det er ikke længere blomsterbuketter og kulturelle sidegader. Det er motorblokken.
Naturligvis vil nogle fejre det som et historisk gennembrud. Andre vil trække på skuldrene og mene, at det vigtigste stadig er kompetencerne. Begge synspunkter har en pointe.
For virkeligheden er, at borgerne næppe vågner i morgen og tænker: “Fantastisk, nu er der 52 procent kvinder i regeringen.”
De tænker snarere på elregningen.
På inflationen.
På ventelisterne.
På om toget kommer til tiden.
Magten bliver ikke bedre af at bære højhælede sko. Men den bliver heller ikke dårligere.
Den virkelige prøve begynder først nu.
For hvis denne regering lykkes, vil ingen om få år tale om procentfordelingen mellem mænd og kvinder. Så vil man tale om resultaterne.
Og hvis den mislykkes, vil vælgerne være præcis lige så ubarmhjertige over for kvindelige ministre, som de altid har været over for mandlige.
Ligestillingens endestation er måske netop dette: At ingen længere får særbehandling.
Hverken ros eller kritik.
Kun ansvar.
Og ansvar er som bekendt det eneste ministerium, der aldrig bliver nedlagt.
Ministerlisten:
1) Statsminister Mette Frederiksen
2) Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr
3) Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen
4) Erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard
5) Finansminister Peter Hummelgaard
6) Justitsminister Nicolai Wammen
7) Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund
8) Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa
9) By-, land- og transportminister Signe Munk
10) Udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov
11) Undervisningsminister Magnus Heunicke
12) Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen
13) Forsvarsminister Jeppe Bruus
14) Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt
15) Sundhedsminister og kirkeminister Ida Auken
16) Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen
17) Kulturminister Zenia Stampe
18) Minister for samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen
19) Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark
20) Socialminister og minister for nordisk samarbejde Monika Rubin
21) Miljøminister Maria Reumert Gjerding