Der skal naturligvis lyde et høfligt tillykke til Danmark. En syvendeplads. Det er pænt. Nydeligt. En placering så respektabel, at den svarer til at komme til et middagsselskab og opdage, at man hverken har spildt rødvin på værten eller sagt noget dumt om svigermoren. Søren Torpegaard Lund gjorde det glimrende. Ingen tvivl om det. Juryerne omfavnede ham som en italiensk tante til en familiefest, og tredjeplads hos fagfolkene er ikke noget, man hoster ad.
Men så sad jeg der lørdag aften og mærkede en mærkelig følelse krybe ind over mig. En slags musikalsk hjemve. Ikke efter en bestemt sang. Ikke efter pointsystemet. Ikke engang efter de gamle postkort mellem landene.
Nej.
Jeg savnede Tommy Seebach.
Jeg savnede manden, som lignede en mand, der kunne have drukket en kop kaffe med din far, spillet harmonika til en byfest og samtidig skrevet en melodi, der satte sig fast i hovedet som tyggegummi under en skolepult.
I dag føles Eurovision nogle gange som et projekt udviklet af mennesker, der er vokset op med energidrik, TikTok-klip på otte sekunder og en overbevisning om, at jo mere røgmaskine man bruger, desto dybere bliver kunsten.
Der kommer unge mennesker ind på scenen med frisurer, der ligner et mindre uheld på et laboratorium. De synger om eksistentielle kriser i neonfarver, mens de danser som om de prøver at undslippe en usynlig bisværm. Der er laserstråler, ildsøjler og kostumer, som ligner noget en rumvæsenarkitekt har afleveret fem minutter før deadline.
Og jeg sidder og tænker:
Hvor blev manden af i hvid habit med overskæg og et klaver?
Hvor blev melodien af?
Tommy Seebach stod ikke og lignede en person, der var ved at lande et rumskib. Han lignede en dansker. Han lignede en mand, der kunne have stået foran dig i køen i Brugsen med en pakke Prince og en liter letmælk.
Der var noget befriende ukompliceret over det.
Nu virker Eurovision nogle gange som om nogen har givet en kunstskole, en natklub og en teknologimesse lov til at holde julefrokost sammen.
Bevares. Tiderne ændrer sig. Det gør de altid. Og Danmark skal være stolt af resultatet. Søren Torpegaard Lund leverede varen. Tallene lyver ikke.
Men et sted inde bag LED-skærmene, pyroeffekterne og de meget alvorlige unge mennesker i sølvbukser savner jeg stadig Tommy.
For dengang sang man ikke som om civilisationen var ved at bryde sammen.
Man sang bare:
“Disco Tango…”
Og hele Danmark sang med.
Selv hunden.