Jeg læste netop nyheden om, at Stig Møller er død. 80 år blev han. Og pludselig føles det, som om Danmark er blevet en smule fattigere. Ikke fattigere på penge eller bygninger eller de ting, vi normalt går og tæller, men fattigere på sjæl. Fattigere på poesi. Fattigere på den slags mennesker, der ikke kan fremstilles på fabrik.
Stig Møller var ikke bare en musiker. Han var et stykke levende kulturarv med langt hår, et skævt smil og en sjælden evne til at få verden til at føles mindre firkantet. Som medstifter af Steppeulvene var han med til at skabe noget, der aldrig blot blev til sange, men til stemninger, drømme og en hel følelse af frihed.
Nogle kunstnere følger tiden.
Andre kunstnere skaber den.
Stig Møller gjorde det sidste.
Han tilhørte en tid, hvor musikken ikke var noget, man bare lyttede til på vej til arbejde. Den var en livsanskuelse. En måde at trække vejret på. Og Stig Møller blev stående som en af de sidste store skikkelser fra en generation, der turde være skæve, bløde, poetiske og kompromisløse på én gang.
Han virkede aldrig som et menneske, der jagtede berømmelse. Han lignede snarere et menneske, der jagtede det ægte. Det smukke. Det frie.
Den slags mennesker bliver sjældne.
For verden er blevet hurtig. Alt skal måles, vejes og forklares. Men Stig Møller mindede os om, at ikke alt behøver at give mening for at være værdifuldt. Nogle ting skal bare mærkes.
For mig – og for mange andre – har han været langt mere end en musiker. Han har været en stemning. Et soundtrack til minder, til liv og til de øjeblikke, hvor verden pludselig blev lidt større og lidt smukkere.
Nu er guitaren blevet stille.
Men de mennesker, der virkelig sætter aftryk, forsvinder aldrig helt. De bliver boende i sangene, i minderne og i hjertet hos dem, der lyttede.
Ære være hans minde.