Der er mennesker i Danmark, som tror, at et håndtryk er et overgreb. Som om fem fingre og et “goddag” er sidste trin før fascismen. Og Højesterets dom i sagen fra Albertslund bliver endnu et monument over et land, der er så desperat efter at virke tolerant, at det er begyndt at skamme sig over sine egne omgangsformer.
Lad os kalde tingene ved deres rette navn: Hvis man ikke vil give hånd til det modsatte køn, så handler det ikke om høflighed. Så handler det om forskelsbehandling. Alt andet er juridisk parfume sprøjtet ud over et problem, man er for konfliktsky til at indrømme eksisterer.
For hvad er et håndtryk egentlig i Danmark?
Det er ikke bare en formalitet. Det er selve grundstenen i dansk socialkultur. Det er signalet om, at mænd og kvinder mødes som ligeværdige mennesker. Ikke som køn. Ikke som religiøse kategorier. Ikke som noget, der skal holdes adskilt af usynlige regler fra middelalderen.
Når en mandlig praktikvejleder rækker hånden frem, og får et lille teatralsk nik tilbage med hånden på hjertet, så er det ikke “mangfoldighed”. Det er en afvisning af dansk norm og dansk ligestilling pakket ind i høflig symbolik.
Og selvfølgelig må folk tro præcis, hvad de vil. Tro på flyvende tæpper, engle eller at månen er lavet af kiksekage. Det er ikke problemet. Problemet opstår i det øjeblik, man forventer, at arbejdspladser, skoler og offentlige institutioner skal bøje sig for ens private trosregler.
For hvorfor er det altid Danmark, der skal flytte sig?
Hvorfor er det aldrig den enkelte, der må tage Danmark til sig?
Vi taler konstant om integration, men i praksis betyder det efterhånden bare, at dansk kultur skal stå skoleret over for enhver, der føler sig utilpas ved helt almindelige danske normer. Og så kalder man det respekt.
Nej. Respekt går begge veje.
Hvis man ønsker at undervise danske børn på en dansk skole, så er det faktisk ikke urimeligt, at man kan hilse på kolleger uden at sortere mennesker efter køn. Det burde være det absolutte minimum. Ikke en sag for Højesteret.
Det groteske er, at staten selv kræver håndtryk ved statsborgerskabsceremonier. Der er håndtrykket pludselig vigtigt nok til at symbolisere deltagelse i det danske fællesskab. Men når en skole forventer præcis samme almindelige sociale kodeks, så bliver det kaldt “indirekte forskelsbehandling”.
Man får næsten indtryk af, at Danmark er det eneste land i verden, der konstant skal undskylde for at eksistere som sig selv.
Forestil dig omvendt situationen: En dansk lærer i Saudi-Arabien nægter at følge lokale normer og insisterer på, at værtslandet skal indrette sig efter hans personlige værdier. Ingen ville tage ham alvorligt i fem sekunder. Men i Danmark bliver enhver modstand mod kulturel særbehandling straks pakket ind i juridiske floskler og terapeutisk konsensussnak.
Det her handler ikke om et uskyldigt lille håndtryk mellem to mennesker i en skolegang.
Det handler om et samfund, der efterhånden er blevet så bange for at støde nogen, at det står og undskylder for sine egne værdier, mens det langsomt saver benene af dem.
For i Danmark giver man hånd. Man hilser på mænd og kvinder på samme måde. Man møder hinanden som ligeværdige mennesker — ikke som køn, der skal holdes adskilt af religiøse særregler.
Det burde ikke være kontroversielt. Det burde være basalt.
Men når selv den mest almindelige danske omgangsform nu skal vejes på juridiske guldvægte og forklares som potentiel krænkelse, så er spørgsmålet ikke længere, om nogen vil give hånd.
Spørgsmålet er, om Danmark stadig tør række hånden frem som sig selv.