Kan du huske dengang, man lånte et æg hos naboen?
Eller en kop mel.
Lidt sukker.
En pakke gær.
Man kunne stå i køkkenet og opdage, at man manglede noget, og så gik man simpelthen over til naboen og bankede på.
Ikke en besked.
Ikke en SMS.
Ikke en Facebook-anmodning.
Man gik over.
Og naboen åbnede døren.
Man spurgte, om man måtte låne et par æg, og som regel fik man dem. Måske blev man stående fem minutter og snakkede. Om vejret. Om børnene. Om kommunen. Om ham nede på hjørnet, der igen havde parkeret som en idiot.
Det var ikke stor filosofi.
Det var bare hverdagsliv.
Men prøv at tænke over det:
Hvornår var sidste gang, nogen ringede på din dør for at låne noget?
Ikke fordi de havde bestilt noget på nettet.
Ikke fordi PostNord havde afleveret en pakke forkert.
Ikke fordi en sælger ville diskutere internetabonnement.
Men fordi de manglede to æg.
Det er efterhånden så sjældent, at man næsten ville tro, at der var tale om en nødsituation.
“Goddag. Jeg beklager forstyrrelsen. Jeg mangler mel.”
Man ville næsten forvente, at naboen ringede 112.
For vi har jo fået alt.
Vi har butikker, der har åbent næsten hele døgnet.
Vi har apps.
Vi har onlinehandel.
Vi kan få leveret en pakke med 47 forskellige slags mel direkte til hoveddøren, uden at være nødt til at tale med et eneste andet menneske undervejs.
Det moderne menneske mangler stort set kun én ting:
En grund til at gå over til naboen.
Og det er måske dét, der er sket med os.
Vi har gjort os selv så selvforsynende, at vi ikke længere har brug for hinanden.
Og når man ikke har brug for hinanden, holder man også langsomt op med at kende hinanden.
Man hilser ikke længere.
Man nikker måske.
Hvis man overhovedet løfter blikket.
På fortovet passerer vi hinanden som mennesker i en lufthavn.
Ingen ved, hvor de andre skal hen.
Ingen spørger.
Ingen blander sig.
Det hele er blevet meget effektivt.
Og meget ensomt.
For naboen var engang ikke bare den person, hvis hus lå ved siden af ens eget.
Naboen var en slags uformel socialforsikring.
Hvis man manglede noget, kunne man spørge.
Hvis bilen ikke ville starte, kunne man måske få hjælp.
Hvis man skulle på ferie, kunne naboen holde øje med huset.
Hvis børnene legede ude, kendte man deres navne.
Hvis den gamle dame ikke havde været ude i et par dage, lagde nogen mærke til det.
Man kendte hinanden.
Ikke nødvendigvis intimt.
Men nok til at vide, at man eksisterede.
Det er en væsentlig forskel.
I dag kan man bo i et kvarter i tyve år og stadig være omgivet af mennesker, hvis fornavne man ikke kender.
Man ved måske, hvilken bil de kører i.
Man ved, hvornår de slår græsset.
Man ved, at deres skraldespand altid står forkert.
Men man ved ikke, hvem de er.
Til gengæld kender vi mennesker fra hele verden.
Vi følger mennesker i USA, Australien og Dubai.
Vi ved, hvad fremmede mennesker spiser til morgenmad.
Vi ved, hvem der er blevet skilt.
Hvem der er på ferie.
Hvem der har fået ny bil.
Hvem der har fået en ny kæreste.
Vi kan følge hundredevis af mennesker digitalt, som vi aldrig har mødt.
Men manden ved siden af?
Ham hilser vi ikke på.
Det er næsten et civilisatorisk paradoks.
Vi har aldrig haft så mange kommunikationsmuligheder.
Og aldrig har vi været så gode til at undgå hinanden.
Måske har vi simpelthen fået nok i os selv.
Vi har vores familie.
Vores partner.
Vores børn.
Vores hund.
Vores telefon.
Vores streamingtjenester.
Vores lille private univers.
Og hvis verden udenfor bliver for besværlig, kan vi altid lukke døren.
Det er selvfølgelig dejligt at have privatliv.
Men der er forskel på privatliv og isolation.
Og der er forskel på at have nok i sig selv og på at være blevet så selvtilstrækkelig, at andre mennesker er blevet overflødige.
For det er jo ikke kun æggene, vi ikke længere låner.
Vi låner heller ikke længere hinandens tid.
Vi låner ikke længere hinandens øre.
Vi låner ikke længere hinandens selskab.
Vi banker ikke på.
Og måske er det derfor, vi heller ikke længere hilser.
For et hej er i virkeligheden en lille åbning.
Det siger:
Jeg ser dig.
Du er ikke bare en tilfældig krop på fortovet.
Du er et menneske.
Og jeg er også et.
Så spørgsmålet er måske ikke, hvorfor folk ikke længere er sociale.
Måske er spørgsmålet:
Hvornår blev det egentlig så besværligt at være menneske sammen med andre mennesker?
Og hvornår var sidste gang, du gik over til naboen og spurgte:
“Har du ikke tilfældigvis et æg, jeg må låne?”
Jeg tror næsten, jeg ville blive glad, hvis nogen gjorde det.
Ikke på grund af ægget.
Men fordi det ville betyde, at nogen stadig syntes, at det var naturligt at banke på en anden menneskers dør.
Det er måske ikke meget.
Men civilisationen begynder ofte med de små ting.
Et æg.
En kop mel.
Et godmorgen.
Et håndtryk.
Et hej.
Og en dør, der bliver åbnet.