Der er mennesker, som bliver dømt én gang og straffet resten af livet.
Og så findes der mennesker, som bliver dømt én gang og derefter får deres eget tv-program.
Vi er officielt imod kriminalitet. Vi er imod bedrag. Vi er imod at udnytte svage mennesker. Vi er imod løgn, manipulation og kynisme.
Lige indtil forbryderen er fotogen.
Så ændrer stemningen sig.
Så bliver synd til personlig udvikling.
Så bliver bedrag til en lærerig livserfaring.
Så bliver fortiden til et spændende kapitel i en selvbiografi.
Det er en bemærkelsesværdig alkymi, som kun mediebranchen mestrer. Bly bliver til guld. Skurke bliver til kendisser. Og ofre bliver til fodnoter.
Mens almindelige danskere får at vide, at internettet aldrig glemmer, har de store medier tilsyneladende adgang til en kollektiv viskelæderfunktion.
Tryk på en knap.
Væk er fortiden.
Væk er ofrene.
Væk er spørgsmålene.
Tilbage står et glansbillede med professionel makeup, pressebilleder og interviews om livsvisdom.
Den moderne danske medieverden elsker fortællingen om den faldne synder, der rejser sig igen.
Især hvis synderen kan skabe klik.
Især hvis synderen kan sælge bøger.
Især hvis synderen kan sidde i et studie og levere små anekdoter til morgen-tv.
Det er her, dobbeltmoralen bliver så tyk, at den burde have sit eget CPR-nummer.
For nogle mennesker får aldrig deres genopstandelse.
Nogle bliver hængende i gabestokken år efter år.
Der findes mennesker, som aldrig blev dømt ved en domstol, men som alligevel bliver behandlet som samfundets spedalske.
Og så findes der mennesker, som faktisk blev dømt, men som efter få år bliver båret ind ad fordøren til underholdningsindustrien med røde løbere, fotografer og champagne.
Forklaringen er naturligvis ikke retfærdighed.
Forklaringen er glamour.
Retssystemet er angiveligt blindt.
Det er medieverdenen ikke.
Den ser ganske fint forskel på, hvem der kan sælge forsider, og hvem der ikke kan.
Hvem der passer ind i fortællingen.
Hvem der kan bruges.
Hvem der er værd at tilgive.
For tilgivelse er blevet en luksusvare.
Ikke noget man fortjener.
Noget man får tildelt.
Af journalister.
Af redaktører.
Af tv-producenter.
Af den lille kulturelle overklasse, som sidder og uddeler moralske frikort til hinanden.
Ofrene har sjældent en plads i den fortælling.
De er dårlige gæster i talkshows.
De sælger ikke ugeblade.
De kommer ikke til premierefester.
De står ikke på den røde løber.
De forsvinder stille ud af historien, mens kameraerne drejes mod den person, der skabte historien.
Og måske er det netop det mest deprimerende.
Ikke at medierne kan lide skandaler.
Det har de altid kunnet.
Men at de så ofte forelsker sig i hovedpersonerne og glemmer statistrollerne.
Den virkelige tragedie er nemlig ikke, at Danmark elsker en god comeback-fortælling.
Den virkelige tragedie er, at vi er begyndt at forveksle comeback med konsekvensfrihed.
Og når det sker, bliver medierne ikke vagthunde. Så bliver de PR-konsulenter med pressekort.