Da en moské i Aarhus blev udsat for et afskyeligt forsøg på brandstiftelse, stod fordømmelserne naturligvis i kø. Det skal de også. I et civiliseret samfund brænder man ikke hinandens bygninger af, uanset om der bedes til Allah, Jesus eller fodboldguden fra AGF.
Men så skete der noget meget dansk.
Biskoppen dukkede op.
Ikke for at tale om kristendom. Ikke for at forsvare kirkens tro. Men for endnu engang at fortælle os, hvor vigtigt det er, at “vi står sammen”.
Det er efterhånden blevet folkekirkens svar på et automatisk telefonsvar. Uanset spørgsmålet er svaret det samme: dialog, fællesskab og sammenhold.
Man fristes til at spørge, om nogen har bemærket, at folkekirken samtidig står med en ganske anden udfordring: Der kommer færre og færre mennesker i kirken.
Kirkebænkene bliver tommere.
Troen bliver svagere.
Kirkegangen bliver mere sjælden.
Og mens præster og biskopper rejser rundt for at understrege alt det, de har til fælles med andre religioner, sidder mange danskere tilbage med spørgsmålet: Hvad er det egentlig, folkekirken selv står for?
Hvis kristendommen blot er én livsanskuelse blandt mange, hvorfor så overhovedet vælge den?
Hvis alle veje fører til samme destination, hvorfor skulle nogen så gå ind ad kirkedøren?
Det er måske her, problemet begynder.
For generationer af biskopper har haft travlt med at bygge broer til alle andre, mens de har glemt at vedligeholde huset på deres egen side af floden.
Ingen betvivler, at angrebet på moskéen skal fordømmes.
Ingen betvivler, at muslimer har krav på samme beskyttelse som alle andre borgere.
Det kræver imidlertid ikke religiøse fotoseancer eller højtidelige erklæringer om åndeligt fællesskab.
Det kræver blot et politi, et retssystem og almindelig anstændighed.
Kristendommen har overlevet i to tusind år, fordi den turde påstå noget. Fordi den havde et budskab. Fordi den mente, at dens tro var sand.
Ikke fordi den konstant forklarede, hvor meget den lignede alle andre.
Måske skulle biskoppen bruge lidt mindre tid på at fortælle muslimer, hvor meget de har til fælles med kristendommen.
Og lidt mere tid på at fortælle danskerne, hvorfor kristendommen overhovedet er værd at tro på.
Det kunne være, at flere så fandt vej til kirken.
For tomme kirkebænke fyldes sjældent af dialogmøder.
De fyldes af overbevisning.
( Kilde: DR )