Jeg har netop læst Carl Madsens gamle foredrag “Revolutionen og Statsmagten”, hvori Danmarks Kommunistiske Parti forklarer, hvordan arbejderklassen på et tidspunkt skal overtage magten, afskaffe kapitalismen og skabe et samfund, hvor mennesket endelig bliver frit.
Det er fascinerende læsning. Ikke mindst fordi det er skrevet med den samme selvsikkerhed, som en mand udviser, når han forklarer vejret tre måneder frem i tiden.
For Carl Madsen var historien ikke noget uforudsigeligt rod af mennesker, interesser, fejl og tilfældigheder. Nej, historien var et tog. Et marxistisk tog. Og kommunisterne sad naturligvis i førerhuset med køreplanen.
Problemet var blot, at toget aldrig kom.
Madsen beskriver staten som et redskab for borgerskabet. Domstole, politi, embedsværk og parlamenter er ifølge teorien blot pæne facader, der skal sikre kapitalens magt. Derfor må arbejderklassen overtage staten og bruge den til sine egne formål.
Det lyder jo meget godt. Lige indtil man opdager, at alle kommunister gennem historien har haft præcis samme plan.
Først skulle staten bruges midlertidigt.
Derefter skulle den langsomt visne bort.
På mystisk vis endte staten dog altid med at vokse sig større end en Fredericia-kommunal forvaltning på steroider.
I Sovjetunionen forsvandt staten aldrig. Den fik blot flere kontorer.
Der er noget næsten rørende over den kommunistiske tro på magt. Man forestiller sig, at hvis blot de rigtige mennesker får magten, så bliver magten pludselig ufarlig. Som om ulve bliver vegetarer, hvis de melder sig ind i den rigtige forening.
Men historien fortæller noget andet.
Mennesker ændrer ikke natur, blot fordi de får udleveret en partibog.
Tværtimod.
De fleste revolutioner starter med løfter om frihed og ender med formularer i tre eksemplarer.
Det mest interessante ved Carl Madsens tekst er derfor ikke, hvad den siger om revolutionen. Det er, hvad den siger om tro.
For kommunismen fungerede i praksis som en slags sekulær religion.
Den havde sine profeter.
Marx, Engels og Lenin.
Den havde sine hellige skrifter.
Og den havde sin dommedag.
Kapitalismens sammenbrud.
Problemet var blot, at dommedagen hele tiden blev udskudt.
Lidt ligesom når Jehovas Vidner justerer kalenderen.
Man må dog anerkende kommunisternes optimisme. Mens almindelige mennesker gik på arbejde, passede deres familie og prøvede at få hverdagen til at hænge sammen, sad revolutionens strateger og planlagde samfundets totale omvæltning.
Det kræver fantasi.
Meget fantasi.
I dag læses Carl Madsens foredrag nærmest som et historisk dokument fra en anden verden. En tid hvor man troede, at mennesket kunne planlægges, økonomien styres centralt og friheden administreres fra oven.
Resultatet kender vi.
Berlinmuren faldt.
Planøkonomierne kollapsede.
Arbejderne flygtede ikke til kommunismen. De flygtede fra den.
Alligevel dukker drømmen op igen og igen. For ideen om den perfekte verden er som mælkebøtter i en villahave. Man kan slå dem ned, men de kommer tilbage næste forår.
Derfor er Carl Madsens foredrag stadig værd at læse.
Ikke som en vejledning.
Men som en påmindelse.
Når nogen fortæller dig, at de har opskriften på det perfekte samfund, er det måske klogt at holde ekstra godt øje med, hvor de har tænkt sig at placere politiet.