Der indtræffer på et tidspunkt i livet en særlig erkendelse, der rammer én med en stille, næsten kølig værdighed: pludselig går det op for én, at man er blevet en Ronkedor.
Ikke nødvendigvis en vred én. Snarere den slags Ronkedor, der står en smule på afstand af tiden og betragter den med den samme skeptiske interesse, som man ville studere et nyt dyr i zoologisk have.
Min erkendelse indtraf, da jeg for alvor begyndte at forstå, hvad en influencer er.
Det er i sig selv et imponerende ord. En titel, der antyder en næsten aristokratisk magt over menneskers tanker og handlinger. Man forestiller sig straks en slags moderne salonvært – en person, der former tidens smag, idéer og kultur.
Men i praksis betyder det oftest, at man filmer sin hverdag.
Jeg er fra Fredericia. En by hvor mennesker traditionelt har haft den lidt gammeldags opfattelse, at hvis man siger man arbejder, så indebærer det normalt en eller anden form for aktivitet, der kan beskrives uden brug af ringlys.
Derfor ramte erkendelsen mig med en vis jysk klarhed: Danmark er blevet en influencer-republik.
Der findes efterhånden flere mennesker i dette land, der dokumenterer deres liv, end der er mennesker, der rent faktisk lever det uden kamera.
Man ser dem overalt. Unge mennesker – og efterhånden også overraskende voksne – der holder deres telefon op foran ansigtet med den koncentration, man tidligere reserverede til kirurgi eller skibsmanøvrer.
De filmer deres kaffe.
De filmer deres tøj.
De filmer deres ansigtsudtryk, mens de reagerer på noget, der sker på en anden telefon.
Det hele ledsages af små engelske ord: content, brand, collab.
Man kunne næsten tro, at landet var blevet overtaget af en marketingafdeling.
Engang diskuterede mennesker idéer, kultur og politik ansigt til ansigt – ofte alt for længe og ofte uden at nå frem til noget særligt, men dog med en vis ambition om at forstå verden.
I dag diskuterer algoritmer i stedet, hvem der har den mest engagerende video af en morgenrutine.
Det er en form for kulturel udvikling, man næsten må beundre i sin konsekvens.Det mest fascinerende ved influencer-fænomenet er dog ikke, at det eksisterer. Ungdom har altid haft en vis tilbøjelighed til at gøre mærkelige ting for opmærksomhed. I Paris skrev man dårlige digte. I London startede man bands uden at kunne spille.
Men forskellen er, at det tidligere krævede en form for talent.
Nu kræver det primært en telefon og en evne til at sige “hej venner”.
Det var her, Ronkedoren i mig vågnede.
For jeg hørte mig selv sige en sætning, der uden tvivl placerer mig solidt i den kulturelle middelalder:
“Men… hvad bidrager det egentlig med?”
Det er et farligt spørgsmål i en influencer-republik.
For svaret er normalt en længere forklaring om engagement, reach og personal branding – begreber der alle lyder som noget, der burde foregå i et mødelokale, men som i praksis betyder, at nogen filmer deres frokost.
Jeg siger ikke, at verden var bedre før.
Men jeg siger, at der var en vis elegance i en tid, hvor mennesker blev berømte for at skrive bøger, komponere musik eller i det mindste starte en politisk skandale.
At blive berømt for at pakke en pakke ud foran et kamera virker, selv for en tolerant jyde, som en lidt tynd afslutning på oplysningstiden.
Og derfor må jeg acceptere min skæbne.
Jeg er blevet en Ronkedor fra Fredericia.
Den slags menneske, der stadig har den lidt gammeldags idé, at hvis man vil påvirke verden, bør man måske gøre noget mere imponerende end at filme sin cappuccino.
Men måske er det netop Ronkedorens rolle. At stå et skridt tilbage og minde civilisationen om, at ikke alt, der kan filmes, nødvendigvis er værd at se.