Hvis man i Danmark vil udløse moralsk panik i den politiske klasse, kræver det normalt ikke meget mere end en antydning af forskelsbehandling. Politikerne kappes ellers om at afskaffe enhver tænkelig ulighed – i sproget, i lønstatistikkerne, i børnebøgerne og efterhånden også i menneskers tanker. Alligevel findes der én forskel, som stort set aldrig bliver diskuteret: pensionsalderen.
Den står der bare, som en stiltiende aftale mellem systemet og sig selv.
Kvinder lever i gennemsnit længere end mænd. Ikke en lille smule længere, men flere år længere. Alligevel er pensionsalderen den samme. Resultatet er så enkelt, at selv Finansministeriets regnedrenge kunne forklare det: Mænd arbejder lige så længe, men modtager i gennemsnit pension i færre år.
Det er i sin kerne en ret håndfast form for ulighed.
Man kunne forestille sig, at netop de politikere, der ellers taler højlydt om strukturel skævhed, ville interessere sig for dette forhold. Men tavsheden er næsten total. Det er, som om emnet ligger i en politisk fryser, hvor ingen rigtig tør åbne døren.
Måske fordi konklusionerne er ubekvemme.
Hvis man virkelig tog lighedstanken alvorligt, måtte man logisk set overveje differentierede pensionsaldre. Enten skulle mænd have lov til at trække sig tidligere tilbage, eller også måtte kvinder acceptere en højere pensionsalder. Begge løsninger ville i praksis udligne forskellen i pensionsår.
Men netop dér bliver lighed pludselig en mere fleksibel størrelse.
Det politiske instinkt i Danmark er nemlig ikke kun optaget af principper, men også af stemmer. Og her opstår en interessant asymmetri: kvinder udgør ikke blot halvdelen af vælgerne – de stemmer også i gennemsnit mere stabilt. Det er derfor næppe en tilfældighed, at ingen partier har travlt med at foreslå reformer, der statistisk set ville ramme kvinder hårdere.
Man kunne kalde det realpolitik. Kynikere ville måske kalde det vælgerdemografi.
Der findes selvfølgelig også en mere komfortabel forklaring: at pensionssystemet ikke er bygget på individuel retfærdighed, men på kollektive gennemsnit. Det er rigtigt nok. Men det er også en forklaring, der pludselig virker meget praktisk, når uligheden går den ene vej.
I andre sammenhænge er gennemsnit ellers noget, man advarer imod.
Det interessante spørgsmål er derfor ikke kun økonomisk, men politisk. Hvis et parti faktisk gik til valg på en pensionsalder baseret på forventet levetid – hvad ville der så ske? Ville vælgerne afvise det som kynisk social ingeniørkunst? Eller ville nogen måske i stilhed nikke og tænke, at det i det mindste var konsekvent?
Man kunne forestille sig begge dele.
Det mest sandsynlige er dog, at emnet forbliver i den politiske skyggezone. Ikke fordi argumenterne mangler, men fordi de udfordrer en fortælling, som mange politikere har investeret ganske meget moralsk kapital i: at lighed altid er det samme som ens regler.
Nogle gange er virkeligheden bare mere besværlig end parolerne.